maj 2, 2019

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.