Et kæmpe rum

Jeg forsøger at gå på line. Forsøger at sætte foden forsigtigt præcis på linen. Men foden rammer ved siden af. Jeg samler mig. Med den ene fod i afgrunden bliver den anden fod så meget desto vigtigere at få sat rigtigt. Jeg løfter foden. Bevæger den frem. Tager sigte. Kniber det ene øje sammen og sætter så foden ned. Langt ved siden af linen endnu engang.

Jeg falder ikke. På underlig og ret smertefuld vis får jeg endnu et forsøg til at sætte bare en enkelt fod rigtigt. Som havde jeg mange liv i et bip-bip-spil fra 80’erne. En hel aften forsøger jeg at ramme linen. Og lidt af natten. Det lykkes aldrig. Følelsen af afmagt. Af at være off. Ude af sync. Sniger sig ind. Og så ved jeg, at spillet er tabt. Jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke er linedanser. At jeg ikke passer ind.

Det er underligt, for da jeg var yngre, var jeg ganske ferm til livets linedans. Til at åbne, slippe, frydes og slappe af. Jeg er blevet et anspændt, sammenviklet og vagtsomt menneske. Jeg er ikke idiot. Jeg ved jo godt, at ingen kigger. Jeg kan stå med den line og bakse i timevis, uden at nogen kerer sig. Men jeg hader, når jeg opdager, at jeg er overflødig.

Så det er måske ikke en frygt for at blive latterliggjort. Måske er det bare en frygt for, hvad jeg finder, hvis jeg slipper. At jeg finder den rigtige mig, og hvad nu hvis jeg ikke kan lide ham? Hvad nu hvis jeg lærer mig selv at kende, og jeg så finder ud af, at de gode sider faktisk ikke – måske endda langtfra – opvejer de dårlige? Hvordan kommer jeg så videre?

Hvad gør jeg?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.