Et lykkeligt taktisk fjols

Jeg har vist spændt ben for mig selv en hel del gange gennem tiden, fordi jeg ikke forstår mig på taktik. Jeg fatter ikke, hvornår det er betimeligt at tie stille, og hvornår jeg skal sætte et par kolde på køl, så de kan nydes senere. Jeg fatter det ikke. Og det er jeg ganske enkelt helt og aldeles tilfreds med.

“Jamen, hvis du vil gøre karriere, så kan det altså være nødvendigt.” Øh, ok, men jeg vil ikke gøre karriere. Jeg er ikke interesseret i udvikling, effektivisering og maksimering. Jeg knokler som en gal de fleste af de timer, jeg er på job. Jeg producerer og leverer, alt hvad jeg orker. Men jeg har ikke brug for at flytte mig til et nyt sted. Jeg har ikke brug for at skulle udleve drømme om at uddelegere og bestemme på grund af et arbejdspladsbestemt hierarki. Når vi samarbejder om opgaver, fortæller jeg, hvordan jeg synes, jeg kan byde ind. Synes nogen, vi skal gøre det anderledes, så fred være med det.

Jeg var til MUS i dag. Og det var en helt igennem behagelig samtale. Halvanden time, hvor vi kom vidt og bredt omkring og fik vendt både stort men egentlig mest småt. Og det mundede ud i, at jeg måske skal se, om jeg kan finde et kursus, jeg kan tage i løbet af det kommende år. Bare et lille, kort ét. Perfekt.

Hvad gør jeg så, når kravene er blevet så store i mit nuværende job, at jeg ikke længere er god nok til deres krav? Så finder jeg et andet job. Simpelt. Jeg har ingen karriere. Jeg har et liv. Og jeg styrer, hvor og hvordan jeg vil udvikle mig. Og lige nu; der har jeg det tæt på perfekt, så jeg har intet behov for at stræbe efter andet.

2 ting: Av, det var mange gange “jeg” på meget lidt plads. Well done, me 🙂 Og er der nogen udviklings-lystne, der vil overbevise mig om, at mit syn på dette trænger til flere nuancer, så bare fyr løs. At jeg ikke er ramt af udviklingstrang, betyder slet, slet ikke, at jeg ikke længes efter at blive klogere …

Leave a Reply