Farvel facebook – dag 6

Jeg er her stadig. Jeg er her stadig. Og jeg har det faktisk godt. Eller; altså jeg er stadig i tvivl, om menneskeheden er ved at køre jorden helt ud af kurs, jeg undrer mig stadig over, at jeg nu på femte år er single og en masse andre ubehageligheder. Men mit exit fra facebook er gået helt og aldeles smertefrit.

Savner jeg det ikke? Nix. Det kan jeg sige helt ærligt. Og lige så ærligt indrømmer jeg gerne, at da jeg lukkede profilen søndag 23.12 – hvilket indledte 30 dages karenstid: “Logger jeg ikke inden udløb af de 30 dage ind på min konto, forsvinder ALLE – jeg gentager ALLE – mine data fra det, der engang var min profil”. Det tvivler jeg på. Så let er det næppe at slippe ud af data-cirkusset – altså; da jeg lukkede profilen, tænkte jeg: “Gad vide om nogen overhovedet opdager det? Opdager at jeg er væk”. Det var vel en form for omvendt FOMO – noget i retning af FONBM (fear of not being missed) – men det gik hurtigt over.

Min eneste bekymring i skrivende stund (i forhold til facebook) er, hvordan jeg kan kommunikere med det fodboldhold, jeg begynder træning sammen med fra 19. januar. Til samtalen blev jeg faktisk direkte spurgt, om jeg nu havde en facebook-profil. Og det kunne jeg kun bekræfte på det tidspunkt.

Men nu har jeg jo ikke facebook længere. Jeg har oprettet en kanal på Slack og håber, jeg kan flytte spillerne med derover – men ellers er det jo en mulighed, at de kommunikerer med hinanden på facebook, og så kan jeg bruge DBUs værktøjer til at holde styr på tropperne – kampkort og den slags 😎

Det har overrasket mig, hvor utroligt lidt jeg har at lave på computeren, nu hvor der ikke er sociale medier til at tage min opmærksomhed. Så kan jeg lade være at sidde ved computeren selvfølgelig, og det håber jeg da også bliver resultatet.

Indtil videre nyder jeg at træne, læse papirbøger, lave mad fra bunden – som nogen vil vide havde jeg et livligt #ruskomsnusk på Instagram i forne tider – og nu forsøger jeg så igen at lave mad efter kogebøger. Det ligner a l d r i g billederne i bøgerne … – og at have tid til bare at være. Jeg mediterer, laver yoga (for nedrullede gardiner for det er en ynkelig stivbenet omgang) og forsøger i det hele taget at lære mig selv bedre at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.