Det er nok mest oplagt, at det sker for offentlige debattører. Et kraftværk som Emma Holten har flere gange blotlagt, hvad hun må lægge øre til af usaglige, hadefulde og underlødige kommentarer. Jeg tror ikke, hun har det hverken værre eller bedre, end de fleste offentlige personer i Danmark. Tænk på hvordan der bliver talt om Medina, om Rasmus Seebach, om professionelle fodboldspillere eller en hvilken som helst person, der stikker ud, stiller op og/eller simpelthen bare har et job, der byder på mere offentlighed og mere bevågenhed end gængst.
Og det siver. I sprækker, i folder, i kommentarspor, til forældremøder, i sportsforeninger og særligt til sociale medier. Forestil dig at du var kundeservice-medarbejder hos Yousee med opgaven at passe deres Facebook-væg nytårsaften. Nej vel, det har ikke været en god arbejdsdag. Eller forestil dig at du er din kollega, der har knoklet i ugevis med et projekt, som bliver sablet ned til præsentationsmødet – eller værre (måske) slet ikke bliver set, anerkendt og taget alvorligt med projektet. Jeg orker ikke engang kere mig om tonen længere. Den er åbenbart, hvad den er – degenereret, slumsk og aggressiv. Jeg bekymrer mig om os alle sammen. Hvad vil vi? Hvor vil vi hen?
Hvornår og hvordan blev vi så gode til at spotte fejl, og på hvilket møde blev det besluttet, at vi bare uden videre kan sable andre mennesker ned efter eget forgodtbefindende? Jeg synes ikke, det er cool, når X Factor-dommerne sidder og griner af deltagerne. Men det er efterhånden blev et vedtaget dogme, at det kan vi gøre, for de ved jo godt selv, hvad de går ind til. Jeg synes i øvrigt slet ikke, det var cool, da jeg hørte Café Hack-årskavalkade søndag, og Susanne Bier egentlig havde nægtet at vise og læse højt af et personligt brev, hun havde modtaget. Men så var det heldigvis lykkedes at overtale ægtefællen, så værten alligevel kunne læse højt fra brevet – bare et uddrag. Det føltes som et overgreb. Måske har de aftalt noget bag kulissen? Måske er manden bare en røv? Måske er det blevet helt ok i underholdningens navn at krænke folks eksplicitte ønsker, hvis bare det er god radio? Rart var det ikke, og jeg måtte slukke øjeblikkelig.
Jeg ved godt, jeg er blød. Sart. Empatisk. Alt for følsom. Nærtagende. Og alle mulige andre ord, som jeg voksede op med var plus, men som efterhånden føles som minus, fordi vi er blevet et tromle-samfund. Den der taler – eller allerbedst råber – højest får også ret. Well, måske ikke sådan ægte ret, men ret nok til vi andre får fred, og bøllen får sin vilje. Vores bedste måde at hævde os på er at træde andre under fode – så er der da nogen under os. Tålmodighed og flid er gammeldags, og de kommer ofte ind som tabere, for flid tager tid, og når tiden er gået, har en speedsnakkende tromletype taget alle stikkene og scoret præmien. Det er sgu ikke fair. Jeg er ikke bitter, for jeg profiterer selv helt enormt af et hurtigt mundtøj snarere end af flid, så det er ikke brødnid. Det er irritation. For vi kan ikke være os selv bekendt længere. Og det føles som en snebold, der ruller, for nu er jeg bare sippet, snerpet og i øvrigt sikkert bare sur over, jeg ikke kan spille spillet og komme ind i kampen. Måske. Men selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke. Jeg vil ikke. Vil ikke være med til at knevre, kagle, klage og skulle kompenseres, fordi liv ikke altid går, som liv blev planlagt.
Jeg vil meget hellere rose, opmuntre, støtte og bakke op. Det tror jeg på, de fleste vokser af, og jeg tror på, det får 1 og 1 til at give 3. Mindst.