Fra Højer til Trapani (del 2)

Jeg vågnede i Milano på Ostelzzz. Nogenlunde veludhvilet. Klar til at fange toget til Napoli klokken 10.00. Op og i bad. I tøjet. Checke ud. Taxa til Centrale. Og finde billetkontor og spørge efter pladsbillet. “Æsj, det er ikke nødvendigt, det køber du bare ombord!”. Godt så.

Jeg hoppede på. Fandt en plads. Men der var det vildeste kaos. Der var byttet rundt på vognnumrene. Og ikke alle sæder var der – selv om der var solgt pladsreservationer til dem. Megen ståhej, men jeg fik lov at sidde nok så fint på min plads. Toget trillede af sted. Eller rettere: Det blæste af sted. Hvis kilometerangivelsen på infotavlen står til troende, var vi på 265 kilometer i timen. Så er der ikke så langt til Rom. Og egentlig heller ikke til Napoli. Vi var fremme 4,5 time senere. Lettere forsinkede men det handlede vist mest om langsomtkørende tog foran os.

I Napoli missede vi lige netop 14.45-afgangen, og så var næste tog sydpå med afgang 16.45 – alternativt skulle jeg vente til om aftenen og tage et nattog. Det ville jeg spørge en sikkert rar billetdame om. Der var noget kø, men jeg kom endelig til, og faktisk var 14.45 så forsinket, at jeg stadig kunne nå det – “kan jeg købe en plads på det?” Det kunne jeg ikke. Faktisk viste det sig, at jeg heller ikke kunne købe pladser på de følgende afgange. Jeg kiggede vantro på damen. Det var umuligt at komme ud af Napoli. Det føltes som en fælde af en slags. Jeg spurgte, om jeg så måske bare kunne hoppe på et af dem og se, om det gik alligevel uden pladsbillet. Hun trak på skuldrene.

Jeg hoppede på toget. Det var slet ikke fyldt. Der var god plads, og vi blæste videre ned over det sydlige Italien. Nu blev udsigten også til at få øje på efter lyntoget fra Milano. Der er godt nok pænt sydpå. Selvfølgelig hjalp det også, at vi kom tættere på kysten. Da vi nærmede os Villa San Giovanni, som er færgebyen, gik det op for mig, at toget ikke skulle over med færgen men fortsatte videre. Så jeg måtte af toget og finde en spadsere-billet til færgen. Intet problem. Men næste færge sejlede først om en god times tid. Så jeg sad der klokken 21.00 lørdag aften på havnen i Villa San Giovanni og ventede. Og ventede. Jeg var blevet lidt træt igen, og jeg skulle også finde ud af noget med overnatning …

Bookede en nat på Royal Palace i Messina på den anden side af vandet. Med bare 200 meter til banegården virkede det fint. Jeg skulle med toget videre til Palermo søndag morgen klokken 8.37. Tutto bene.

Søndag morgen. Op til tiden. Dejligt bad. Sprang morgenbuffeten over. Prioriterede at sove de 10-15 minutter længere. Rullede med kuffert og rygsæk til stationen. Som var overraskende tom. Altså jeg er med på, Messina ikke er en millionby (238.000 ifølge Wiki) men alligevel … Det viste sig selvfølgelig at hænge sammen med, at der var bomberyddere på stationen. Ikke på grund af en aktuel bombe men fordi en bombe fra “war time” ikke var sprunget, så den skulle fjernes. Så altså den har formentlig ligget siden 2. verdenskrigs slutning i 1945 og været u-detoneret, og så skal den fjernes, og stationen spærres præcis den søndag 74 år efter, hvor jeg skal med toget …??

Togbusser var løsningen, men de kørte først klokken 10.00 til Santa Agathe Di Millitello. Som var 2 timer væk i tog, men den rare dame i billetsalget forvissede mig om, vi ville være fremme allerede 7 kvarter senere. Det tænkte jeg ikke videre over lige dér. I stedet – jeg er vel min fars søn – øjnede jeg chancen for morgenmad, som jeg allerede havde betalt for. Så jeg luskede tilbage til Royal Palace og spurgte pænt, om jeg måtte tage en kop kaffe og lidt brød. Det måtte jeg gerne. Så der sad jeg lige og trak luft ind. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, men det var egentlig noget af det bedste ved dagen. Set i bakspejlet.

Klokken blev 10.00. Jeg hoppede i bussen. Og den standsede ved alt, der lignede et stoppested ud af byen. Nå ja, det skulle nok gå. Så begyndte vi at køre fra motorvejen ind til alle stationer undervejs, og der gik 3,5 time, før vi endelig ankom til Santa Agathe osv. Dér så der ærlig talt også temmeligt tomt ud. Der opstod en del palaver. De andre passagerer – som kunne italiensk – gjorde højlydt de stakkels chauffører opmærksomme på det upraktiske i at sætte os af på en station, når der nu ikke kørte tog overhovedet hele søndagen. (Hvor den sidste information var kommet fra, og hvorfor jeg havde misset den, aner jeg ikke).

Buschaufføren besluttede at køre os videre mod Palermo. Undervejs tror jeg endda, han enedes med sig selv om, at han fanme lige så godt kunne køre os hele vejen. For først skulle vi have været af i Cefalu, men der stod kun fire af, så vi andre syv fik lov at køre med helt til Palermo.

I Palermo skulle jeg med “Autolinnee” Segesta videre til Trapani. De kører hver anden time, og vi ankom til Palermo 16.15. Så jeg købte billet og forberedte 7 kvarters ventetid. Jeg sad ved busstationen med nogen temmelig skumle typer, men hey; jeg er på ferie og stoler på andre mennesker. Min airbnb-værtinde Michela, som jeg løbende var i kontakt med – først havde vi aftalt, jeg ville være fremme i Trapani klokken 12.30, men nu blev det vist nærmere 20.15. Irriterende for dem. Men da hun hørte, jeg sad på stationen i Palermo, skrev hun følgende:

“Stai attento alla stazione di Palermo. E’ una brutta zona, frequentata da ladri! Occhi attenti! Quando scenderai dal pullman, riesci a trovare via mancina? Hai Google map? Hai bisogno di aiuto?”

Som betyder noget i retning af:

“Pas på Palermo station. Det er et dårligt område, der besejles af tyve! Vågne øjne! Når du kommer ud af bussen, kan du finde via venstre hånd? Har du Google-kort? Brug for hjælp?”

Jeg holdt skarpt udkig efter pirater, og flyttede mig og alt mit pikpak hen foran McDonalds. Dér kunne de vel for hulen ikke finde på at kølhale mig. Så dér sad jeg med meget vågne øjne i halvanden time. Og endelig kørte bussen. Af sted med mig (og de andre). Det tog simpelthen godt to timer at køre de 70 kilometer, og så var jeg fremme. Ved Portoen i Trapani. Nu bare 6 minutter til fods fra Via Manicina. Jeg skrumplede af sted af de små gader med kufferten på hjul og min nu på fjerdedagen noget tunge rygsæk – 11 bøger var måske alligevel i overkanten? – og så mødtes jeg med Michelas mand, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder. Men han er rar. Og lejligheden er fin.

Så brutto rejsetid fra 15.54 torsdag i Højer til søndag 20.30 i Trapani 76 timer og 36 minutter. Deri indgår tre overnatninger undervejs – i Hamburg, i Milano og i Messina. Som kostede under 1.000 kroner i alt – og som samlet set (for alle tre) er bestilt under 24 timer før ankomst. Netto rejsetiden er lidt sværere at gøre op, men jeg tænker, det er noget i retning af cirka 35 timer i bus og tog.

Læs del 1, hvis du ikke har gjort det først

1 thought on “Fra Højer til Trapani (del 2)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.