Uncategorized

Hurra for min mor og far

Jeg har vist nok sagt det her før. Men det kan ikke siges for ofte. I løbet af mine 27 måneder som efterskolelærer har jeg fået et indblik i de liv – og de forældre – som nogle unge vokser op med. Det har i voldsom grad forstærket min i forvejen ellers ret enorme taknemmelighed for det kæmpe arbejde og den store kærlighed, mine forældre altid har sendt min – og mine brødres – vej.

Aktuelt er anledningen deres evige hjælpsomhed. Jeg er 45 år (who knew!?), og når man flytter (som jeg gjorde for 14 dage siden) i den alder, er det ikke sådan, at man lige som det allerførste inviterer sin venneflok til at hjælpe.

For mit vedkommende selvfølgelig også, fordi jeg allerede nede i 20’erne opbrugte en kvote på højde med de fleste menneskers for et helt liv af flytninger med venners hjælp. Så jeg var sådan set klar til at flytte selv denne gang. Jeg undersøgte godt nok, hvad det ville koste at få nogen til at køre det hele til Odense. 3.500 kroner. Det var jeg for nærig til.

Så mine forældre gav et stort nap med. Endnu engang. De kørte med til Højer – 2 timer! – og farmand hjalp med at slæbe mine ting ud på traileren. Imens insisterede min mor på at gøre rent i huset. Flittigt. Pligtopfyldende. Og faktisk var hun en smule surmule, da vi sagde, at nu kørte vi altså. For hun var ‘ikke helt færdig’.

Vi fik ikke min vaskemaskine med, for sækkevognen punkterede og kunne ikke løfte noget som helst. Den fornemmelse kender vi vist alle. Så jeg kunne se frem til en tur i min lille blå ‘500’ til Odense for at låne mine forældres bil med træk og trailer og køre retur, hente vaskemaskinen og tilbage igen. Og så hjem i min egen bil. 8 timers transport.

Vaskemaskiner er egentlig også nogle vanvittige skrumler. Ikke noget at sige til, det ikke er noget, ret mange sådan lige flytter med. Men det gjorde jeg. Særligt da mine forældre forsigtigt foreslog: “Hvad med vi bare kører bilen til Højer, og så læsser vi traileren sammen, og så kører vi tilbage til Odense? Det sparer dig for alle turene.”

Oh yes, det sparede mig for alle turene. Mod at de så tog to ture. Så meget hjælp på en gang har jeg svært ved at tage imod. Jeg kan sagtens tage mod hjælp. Men det skal helst involvere, at jeg selv går forrest og står i stævnen og bærer det tungeste læs osv osv. Men de tilbød det et par gange mere, og til slut tog jeg med kolo-taknemmelighed imod. Det var klart det letteste for mig. Og de havde vist begge fornemmelsen af, at jeg trængte til det. Til ekstra hjælp. Lige dér.

Og det er, som om de altid lige præcis ved, hvornår der er brug for ‘normal’ forældre-hjælp, og hvornår der er brug for den der ekstra altomfattende og -sluttende forældrehjælp, der bare løfter alverdens ballade af skuldrene.

Fik jeg sagt, jeg er 45 år? De kommer til at være der for mig altid. Og det er verdens mest trygge fornemmelse. Og jeg er så gennemgribende, knusende og fantastisk taknemmelig. Jeg er – en af fire – verdens heldigste søn, at jeg har fået jer som forældre ♥️

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.