Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)