Hvad kom vi egentlig for?

Hvad skal vi med vores liv? Er det virkelig bare en helt tilfældig meningsløs, kortvarig optræden i det store fælles teater uden hverken for eller imod og uden for alvor at lave anden form for aftryk end en lille bitte prut i det helt store spil? Er det virkelig sådan?

Meningen med livet er det, du selv putter i det. Der er ingen mening – du skal skabe den selv. Aha, sådan en helt individuel mening. Jamen fedt nok. Men så alligevel ikke. Dovne Robert – som i øvrigt er begyndt at reklamere for nogle vitaminer og nu kaldes Friske Robert – havde jo en helt individuel mening om, hvad han ville putte i sit liv. Hvad hans mening med det hele var. Det slog mig ikke, som om det var helt ok. Så måske er der alligevel en fælles opfattelse af, hvad vi skal fylde vores liv med.

Ulandsfrivillige. Det giver da mening. Sygeplejersker. Det giver mening. Det gør alting jo ud fra den betragtning, at man udfylder en rolle i fællesskabet. Kasseassistenter har jo også på den måde en berettigelse. Skraldemænd (eller hvad de nu vil kaldes af fine titler for tiden) har jo i allerhøjeste grad en berettigelse. Men hvad så med kommunikatører? Hvad er det lige, vi gør af godt? Andet end at genere penge til et eller andet forvildet, forvirret og forskruet system. Er det godt nok? Er meningen så bare, at man skal finde sin plads i hamsterhjulet og gøre sit bedste?

Jeg aner det jo ikke. Jeg spørger sådan set bare. Jeg håber helt personligt, at meningen er noget med mennesker. Noget med at være tæt på, støtte, holde om og holde af de mennesker, vi elsker. Det er i hvert fald noget af det, der giver allermest mening for mig. Men jeg ved det jo ikke. Hvor skulle jeg vide det fra?

Leave a Reply