Kærlighed

Hvad venter vi på?

Såeh … der er en fare for, at det bliver en smule rørstrømsk, men det er der faktisk ikke noget at gøre ved. Det er måske endda meningen. December gør noget ved mig. Noget sentimentalt. Noget omsorgsfuldt. Jeg tror ikke, det er en dårlig ting. Lige nu ved jeg i hvert fald, at det kommer et godt sted fra.

Jeg har lyttet en del til Rasmus Seebach (don’t we all? We should!) og særligt “Farfars sang”. Og så ville skæbnen det sådan, at jeg nyligt i bilen kom til at høre en Lukas Graham-sang. Og meget kan man sige om teksterne, men vi kommer ikke udenom, at de trækker på hovedstolen. Altså farens død. 

Og det fik mig til at tænke på – som jeg ofte gør, når folk dør – hvor ærgerligt det er, at vi altid siger en hel masse smukt om de døde. Jeg håber, mange er gode til at få sagt de samme ting i levende live.

Det er vigtigt at huske at sige de pæne ting til hinanden. Det er skidesvært det hersens liv. Så vi kunne godt gøre hinanden den bette tjeneste at få det sagt, når andre gør noget, vi holder af, sætter pris på eller er imponerede over. Find selv på mange flere ting, man kan være taknemmelig for og skal fortælle andre mennesker om. 

Så nu har jeg forsøgt at formulere min taknemmelighed for mine forældre. Som heldigvis stadig er sprællevende. 

Kære mor

Kære far

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.