Jeg har fået en amerikansk psykologi-phd-gut op under neglene. Pludselig fik jeg et nyhedsbrev fra ham – jeg har formentlig selv meldt mig til på et tidspunkt – og han havde et budskab, som plantede en tanke bagerst i hjernemassen.
Så nu arbejder jeg med hans overvejelser, tekster og film. Det handler om, at man skal bruge sin fantasi til at tænke over, hvem man gerne vil være i fremtiden. Han påstår, at meget forskning viser, at mange af os tror, vi vil være nogenlunde de samme i fremtiden, som vi er i dag. Så han beder mig kigge tilbage 3-5-10 år for at iagttage mit tidligere jeg og se, om jeg har forandret mig.
Pointen er naturligvis, at jeg har forandret mig ret meget, og det har de fleste. Både fysisk og mentalt. Formentlig. Og så er meningen, at man skal gøre det samme med sin fremtid. Forestille sig, hvor man gerne vil hen. Og sortere alle de andre – “lettere opnåelige udgaver af sig selv” – versioner fra, så man ikke lader sig nøje med et liv, der ikke er, hvad man ønsker, men hvis vigtigste kvalitet er, at det er nemt at leve.
Det lyder jo som noget direkte fra Kupon-nyhederne. Det er jeg ikke blind for. Men jeg ved også godt, at når jeg spidser ører og fokuserer min opmærksomhed på det her, så handler det om, at jeg i en periode har været i tvivl om, hvad min fremtid skulle byde på – altså, hvad jeg ville forsøge at dreje den i retning af.
Jeg sprang fra kommunikation til efterskole for lidt mere end to sæsoner siden. Det er ret fantastisk, men jeg har samtidig en nagende fornemmelse af, at det næppe er det, jeg skal lave resten af mit liv. Jeg læste (endnu) en fremragende artikel på Zetland forleden, der handlede om ‘omsorgstræthed‘, og det vakte tankerne til live fra mine første måneder på efterskolen.
Varme og omsorgsfulde kolleger mindede mig konstant om, at jeg skulle være forsigtig med at engagere mig for voldsomt, for så risikerede jeg at løbe tør for kræfter. Kæphøj som altid svarede jeg, at jeg ikke havde skiftet fag for at dosere mig vej til pensionen, og at jeg kløede på, til jeg ikke havde flere kræfter, og når jeg nåede dertil, ville jeg finde noget andet at lave – underforstået at jeg altså nok nåede dertil før pensionsalderen.
Nuvel, nu er det et par år senere, og med artiklen om omsorgstræthed kom jeg igen til at tænke på det med at dosere sig selv eller måske risikere at løbe tør for empati. Jeg synes, det lyder helt, helt rigtigt, at man kan løbe tør for empati. Det vil være meget forståeligt, synes jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om det er dér, jeg er nået til, men jeg har i hvert fald lyst til at pille-rode i, hvad jeg egentlig gerne vil.
Som med de fleste job for de fleste mennesker er jeg et sted, hvor der er rigtig meget, jeg er helt tosset med, og så er der nogen ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne ændre det, men sådan er det nok for mange.
Så jeg skal vel i gang med at undersøge, hvad det er for elementer, der får mig til at flyve ud af sengen om morgenen med smil på læben og bælle blå juice for at tanke energi til endnu en dag, og hvilke elementer, det så er, der får mig til at slæbe mig nølende ud fra dynen med mismod hængende i mundvigene og ondt, ondt, ondt i pjækketarmen fra første vågne minut. Det må man da kunne sortere en anelse i.
Måske viser det sig, at jeg har virkelig mange vidunderlige elementer og meget, meget få vabler på tommeltotterne. Så er jeg måske det rigtige sted og skal bare justere med den lille unbraco-nøgle. Eller også viser det sig, at jeg må have gang i den store bulldozer og en æske tændstikker og “brænde det hele ned”, som et medlem af innovationsrådet lidt uheldigt fik sagt. (Men ingen er jo forpligtede ud over deres evner.)
Nå, det blev lidt langt denne gang. Men det er jo også søndag 🙂