Hvordan bli’r politik relevant? Og andre svinkeærinder

Nøj, diskussionen ruller på livet løs for tiden. Danskerne har politikerlede som aldrig før. Omvendt har jeg læst på nogle politikeres sociale platforme, at deres brugere taler om, “hvordan politikerne dog holder al den kritik ud, når de nu bruger så meget tid på at hjælpe andre”. Det er ret interessant, synes jeg. Faktisk minder det mig lidt om DSB, der siger, de ikke kan forstå kritikken af deres forsinkelser, for de kan dokumentere, at de fleste tog kører til tiden. Men det hjælper jo ikke, når så mange har en oplevelse af, at togene ikke kører til tiden. “Virkelighed” og “sandhed”er to forskellige ting nogle gange.

Politikerne synes, de knokler og måske endda fortjener både anerkendelse og respekt. Flere og flere borgere giver udtryk for mæthed og ligefrem træthed ved politik og særligt dén tone, som politikere i offentligheden fører sig frem med. “Det er mediernes skyld”, siger politikerne. For medierne vil kun have konfliktstof. Underforstået at får politikerne ikke taletid i medierne, har de ikke en chance for at blive valgt.

Hvad ville der egentlig ske – og er der en historisk begrundelse for personlige stemmer? – hvis det kun var muligt at stemme på partier i første omgang. Og når mandatfordelingen var på plads, kunne man offentliggøre partiernes opstillede kandidater, og så kunne man stemme om, hvem der skulle have plads i Folketinget. Det er stensikkert uigennemtænkt. Dét er ligesom mit stadie i idéudviklinger. Men hvad nu hvis? Ja, og hvad nu hvis det blev tilladt kun at sidde to perioder i Folketinget? Uden undtagelser. Uden fiflerier. Hvad ville der ske? Og hvad ville det betyde? Jeg kan se mange fordele. Og forandringer. Ting, jeg tror, er tiltrængt.

Nå men tilbage til tonen. Jeg vil allerhelst tales ordentligt til. Både i direkte dialoger. Til møder. Og når folk på tv, via radioen eller på andre måder forsøger at trænge igennem til mig. Jeg vil helst høre om, hvad folk har på hjerte. Og jeg er træt af, at det er nødvendigt – eller at nogen føler, det er nødvendigt – at gøre opmærksom på, andre ikke holder sig til sandheden. Lyver politikere? Eller har de bare slet og ret hver deres version af sandheden? Det aner jeg ikke.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan én virkelighed kan føre til, at vi ser så forskelligt på udmeldinger, rapporter eller for eksempel klimaforandringer. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken, og vi må gøre noget for ikke at ødelægge jordkloden. Mens andre er lige så overbeviste om, at vejen frem går via tillid til fremskridtet og fuld fart frem. Er der et af de standpunkter, der er decideret forkerte? Eller løgnagtige? Det tror jeg ikke. Er der forskere, der fifler med tallene for at fremme den ene eller den anden agenda? Hvem ved? Det tvivler jeg nu på. Men det er hele den her; nogen skjuler noget for at opnå eget fremme, der generer mig.

Jeg drømmer om en verden, hvor det ikke er nødvendigt at betvivle hinandens motiver. Hvor vi alle arbejder for en bedre verden. Med tillid og tiltro. “Der vil altid være brodne kar”. Ja, ja men de er vel for hulen ikke i flertal. Og de befolker vel ikke alverdens analyseinstitutter og universiteter og tænketanke. Eller hvad?

For så så jeg gerne, vi startede dér. Jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg tager fejl. Det har jeg været nødt til at lære. Men jeg orker ikke skulle slås med mørkemænd, hemmelige kræfter og skjulte dagsordener, når vi forsøger at samarbejde på tværs af alting. Vi har den her ene jord. Målet må være at få det hele til at fungere. Det må starte med, at vi taler ordentligt og vil hinanden det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)