Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 3 2

Klokken 12.01 stod jeg igen på skadestuen. Der var en hel del flere mennesker nu. En mor og hendes datter. En enlig kvinde. Et par på min egen alder. Måske lidt ældre. Og altså mig. De andre vidste nok, at der først er læge fra klokken 12. Andre mennesker virker altid bare en smule kløgtigere end mig …

Den lille pige – Viola hed hun – og hendes mor kom ind. Og ikke 5 minutter efter kom 2 hospitalsklovne. Og altså; de er jo meget søde og gør en kæmpe og kæmpe-vigtig indsats, men det var nu alligevel lidt akavet, da de to spankulerede rundt i rummet, mens vi sad lutter voksne mennesker. Vi kom egentlig for at synge en sang, forklarede de. Én sprang til med det samme – vel for at undgå de brød ud i sang, det havde været topmålet af akavet – og sagde, at pigen var inde hos lægen. Så dér ville de gå ind. “Go’ forventelighed”, sagde de, da de gik.

Så var det min tur. Jes hed lægen. Hans telefon ringede, samtidig med han hentede mig, så jeg kunne høre samtalen. Den gik ud på, at personen i den anden ende, formentlig en patient, havde et problem, men lægen forklarede utvetydigt, at det ikke var noget, man gik på skadestue med. Jeg tænkte, det er godt, der bliver sorteret ordentlig i tingene, så der kan blive plads til de rigtige problemer. Som min ankel for eksempel. Han peger mig ind i et undersøgelsesrum, afslutter sin samtale og kommer ind og bliver stående mens jeg sidder på en stol.

Jeg fortæller, hvad der er sket. Skade søndag for 10-11 dage siden. Skadestue. Smerter. Røntgen. Og nu her hos ham. Han nikker eftertænksomt og siger så: “Det er 14 dage siden, det er sket. Det hører ikke til her på skadestuen. Jeg kan godt vrikke i din fod, men du skal under alle omstændigheder videre til ortopæd-kirurgisk ambulatorium, så det vil jeg spare dig for. Du skal have fat i din egen læge, som skal give dig en henvisning”. Jeg er en smule rystet. Jeg troede, vi skulle battle om den der støvle, Men det er vi jo ikke engang i nærheden af. Hvis vi skal battle om noget, skal det være, hvorvidt han overhovedet skal sætte sig ned og se på min ankel eller ej. Dén kamp gad jeg ikke tage. Så han sætter flueben ved endnu en patient tacklet i døren, giver mig hånd og sender mig af sted.

På vej ud møder jeg sød dame fra receptionen: “Nå, så er du allerede sendt videre?” Jeg undertrykker vrissen og mavesur kommentar og mumler ja og siger så lidt højere: “Tak for hjælpen”, mens jeg halvsmiler. Så nu har jeg bedt min læge om en henvisning til det der ambulatorium … Bare lige for en god ordens skyld gentager jeg indledningen på del 1:

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med.

2 thoughts on “Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 3

  1. Pingback: Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 2 ← UFÆRDIGE TANKER

  2. Pingback: Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 1 ← UFÆRDIGE TANKER

Leave a Reply