Ufærdige tanker

Jeg er blevet “De gamle”

Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

SOCIAL MEDIA DOES NOT
MAKE PEOPLE ARGUE.

PEOPLE DO

Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.