“Sæt dig lige ned. Der er noget, jeg skal sige til dig. Jeg forlader dig”. Heldigvis tog hun sig tid til at sidde og tude sammen med mig i et par timer. Og tale om fortid, nutid og fremtid. Så hankede hun op i et par IKEA-poser og flyttede hjemmefra.

Så kort kan min hukommelse om den dag i slutningen af maj 2014 summeres op. Det var ikke rart. Retrospektivt har jeg brugt meget energi på at tænke. Hvorfor så jeg det ikke komme? Så jeg det komme, men ville ikke reagere på det? Hvor gik det galt – og hvad kunne have været gjort anderledes?

Vi talte længe. Både den aften og den efterfølgende tid. Man kan ikke tvinge folk til at elske sig. Man kan heller ikke tvinge folk til ikke at elske sig. Vi ses stadig ret regelmæssigt, og for hver gang bliver det tydeligt, at vores liv bevæger sig – og sikkert har gjort det længe – ud af to helt forskellige baner, der tager os i hver vores retning.

Så jeg ser nu, at det var den rette beslutning, og at det var klogt – men det vidste jeg jo; at Camilla træffer kloge beslutninger – men derfor var det alligevel ubehageligt at møde en anden form for smerte end fedmegigtens. Den her var også fysisk men ikke så meget centreret i tåen. Det sad mere i nærheden af hjertet. Jeg fungerede i hverdagen. Tog på job. Lavede mad. Fodrede kattene. Og var i verden. Men indeni tumlede jeg med tanker, med savn og med manglende fundament. Jeg troede, det var os mod verden. Eller i hvert fald os sammen i alting. Vi var underlige, anderledes og sære. Men vi var det sammen. Det var et chok, at det ikke var nok. Og det gjorde ondt.

Jeg har stået hulkende under bruseren. Siddet og stirret på billeder fra vores ferieture. Forsøgt at knytte tættere bånd til “hendes” kat (den afviste mig – også). Heldigvis gik det ret hurtigt op for mig, at det her var et endegyldigt brud rent parforholdsmæssigt. Vi har forsøgt nogle gange, og sidste omgang var et helhjertet og langvarigt forsøg, men det gik ikke. Nu må vi videre.