“Jeg har ikke brug for udvikling”

Jeg synes næsten selv, det er provokerende bare at skrive det. “Jeg har ikke brug for udvikling”. Citatet er fra Svend Brinkmanns “Stå fast”, som jeg på opfordring er ved at gennemlytte (ja, lydbog er et hit lige nu hos mig). Det er ret interessante tanker, han bringer til bords, og det er da nok også derfor, at hans bog og han selv har fået så meget gennemslagskraft.

Som seriøst indspark til et samfund og en samtid der i rasende fart er på vej frem, op, videre, vildere, mere, gladere, selvudviklende ser jeg rigtig mange gode perspektiver i det. Men hvordan indarbejder man lige sådan noget i sin helt egen hverdag? Tjaeh … jeg kan rigtig godt lide hans tanker om, at man skal forsøge at se lidt ud over egen næsetip. Forpligte sig på nogle fællesskaber, der rækker ud over ens egen kalender-app og særligt ud over ens egne interesser. At der er pligt. At der er ting, man ikke har lyst til, som man bare må gøre.

Særligt det sidste er opsigtsvækkende for mig, der meget, meget længe har pralet af og forsøgt at holde fast i, at jeg er styret af mavefornemmelse og lyst. Skal jeg virkelig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til? Af pligt? For at være et “ordentligt menneske”? Virkelig …? Jeg kan godt til tider savne fornemmelsen fra dengang, jeg var medlem i en fodboldklub. “Min” klub blev det ret hurtigt, og jeg lærte folk at kende. Både de cool. De knap så cool. De voksne, de flittige og de dovne. Men vi var sammen, I vores klub. Det har jeg da lyst til at genoplive, men jeg ved jo også godt, at det medfører timevis af kedelige aftener som center boldhenter, som tut-bestyrer eller til møder om den ene eller den anden petitesse. Måske er livet en stribe petitesser? Måske er lykken i hverdagen?

Eller hvad ville der ske, hvis jeg rent faktisk tog mig sammen og meldte mig som ‘voksen-ven’? Dét har jeg længe haft lyst til. En slags lege-onkel for børn og/eller unge mennesker med brug for voksent selskab (jeg kan godt selv være i tvivl, om jeg rent faktisk kan kvalificere som voksent selskab men mon ikke …). Det ville da helt sikkert skabe en form for forpligtelse af den længerevarende og sikkert også nogle gange kommende på tværs-agtige facon. At forpligte sig til fx et ugentligt møde er jo samtidig at sige, at så er der altså andre ting, der skal i baggrunden. Næppe noget problem de dage, hvor det eneste, jeg går glip af, er Sporløs eller ostepops i sofaen, men hvad med de aftener, hvor der er fødselsdag i familien, eller hvor der er landskamp på tv – eller Juventus!!?? Forpligtelser. Voksent liv. Velkommen til. Jeg er ikke længere sikker på, det er så kedeligt, som jeg troede engang.

Leave a Reply