Kærlighed

Kan vi anerkende, det er svært? Og at alle gør deres bedste

Tiden bliver til et underligt miskmask af sammenflydende opgaver for tiden. Mange af os er isolerede i vores hjem. Med familie. Med børn. Med resterne af seneste raid i supermarkedet. Med arbejdsopgaverne fra jobbet. Og langt, langt de fleste knokler. Helt vildt.

Stort set fra den ene dag til den anden fik vi vores hverdag og vores rutiner revet fra os. Vi fik den daglige omgang med kolleger, i form af kram, kritik, knus, kage og alt det andet, kollegaer giver, fjernet fuldstændig og erstattet med skype, virtuelle møderum, Microsoft Teams, Zoom, Slack og en hel masse andet. Og vi forsøgte at forsikre hinanden om, at det da var supernemt her i Danmark lige at konvertere det hele til online. For selvfølgelig måtte det ikke gå ud over produktiviteten.

Siden har opportunistiske politikere på Twitter haft travlt med at fortælle, hvem der gør nok, hvem der gør det godt nok, og hvem der helt sikkert ikke fortjener de vilkår, de har under krisen. Og jeg kan læse mig til, at mange mennesker er tyngede. Helt ned i nærheden af gulvet. Af pres. Af følelsen af ikke at slå til. Af ikke at gøre nok. Af simpelthen at synes, det er svært at være i de her nye vilkår.

Så kunne vi ikke prøve, når nu weekenden er ovre, og vi vender tilbage til det her online-fis; kunne vi så ikke prøve at vise hinanden den respekt og forståelse, som situationen kalder på? Vi går af helt uprøvede veje mange af os. Selvfølgelig kan vi ikke producere det samme som tidligere. Selvfølgelig er vi ikke lige så effektive. Det er en illusion, at vi skulle kunne det.

Vær en smule civilt ulydige – ikke i forhold til isolationen; Den skal du overholde, men i forhold til dit arbejde/din skole. Accepter, at du ikke når helt det samme som normalt. Og brug tiden på at være lidt ekstra sammen med dine søskende. Dine forældre. Eller hvem du nu har i husstanden. Få frisk luft. Tal sammen. Spil brætspil.

Brug tiden. For det er skrøbeligt. Husk de mange lastbiler ud af Bergamo med døde mennesker. Det er ikke sikkert, det ender sådan her i Danmark – det gør det da forhåbentlig ikke – men hvis det sker, vil du så fortryde mest, at du ikke levede op til dine arbejdsmæssige forpligtelser, eller at du ikke brugte tid sammen med dine kære?

Selvfølgelig skal man passe sit arbejde. Det er klart. Men der skal altså også være mening med galskaben. Det kan ikke hjælpe noget, vi bilder hinanden ind, at vi kan spærre os inde hjemme med fuldtidsarbejde, børn i huset, der bliver undervist på en eller anden måde og/eller har brug for hjælp eller hjemmeundervisning, med en global pandemi kørende 24/7 i nyhederne, med familie, der er i farezonen, med dronningens ord i ørerne, frygt for mangel på varer i supermarkedet og tanker om, hvor næste måneds løn skal komme fra. Det er da ikke mærkeligt, vi bliver lidt kulrede …

Mine elever reagerer meget forskelligt på det her. Nogen kaster sig over de urimeligt mange lektier, de får. Nogen laver ingenting. De fleste er et sted midt imellem. Men jeg kan se, at de er mættede nu. Efter fire dage med online hjemmeskoling har de fået nok for nu. Så jeg håber på, at de tanker energi i weekenden, og at de så er klar til næste uge, hvor jeg kommer til at give dem mindre at lave. For det har de brug for.

Jeg vil ikke – hverken over for mine elever eller over for nogen anden – forlange en ekstra indsats. Jeg vil ikke engang bede om det. Ligesom jeg ikke synes, det burde være et krav til nogen som helst. Vi gør vores bedste. Alle sammen. Det er jeg overbevist om. Det synes jeg egentlig, vi skal give hinanden mere ros for. Og omsorg. Og varme. Og kærlighed. På afstand, bevares, men alligevel.

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.