Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.