Uncategorized

Mener du virkelig det?

Jeg tror reelt ikke, det er virkelig vigtigt for os, hvad andre mener. Men at kategorisere og indramme og vurdere andres meninger fungerer som en slags selvidentifikation.

Aktuelt diskuterer vi mange steder, om Mette Frederiksen er en diktator, der benytter corona-krisen til at styre og regere uden at tage hensyn til demokratiske spilleregler. Eller også diskuterer vi, om blå blok er en flok hyklere, der ikke så hverken Anders Fogh, Inger Støjberg eller Lars Løkke’n i deres egne øjne, da det var tid. Og det bliver til ophedede diskussioner. Og jeg er træt af det.

Jeg er træt af, at jeg som menneske skal vurderes på, hvad jeg rent politisk ønsker. At jeg skal kaldes det ene og det andet, fordi jeg mener noget om, hvordan vi skal indrette samfundet. Det er heller ikke i orden, at nogen mener, fordi man er på blåt hold, så er man alt muligt andet. Vi kender det jo alle sammen. De røde er pladderhumanister, naive, godtroende og vil kun bruge andre folks penge, mens de lader muslimer vælte ind over grænsen. Mens de blå er kyniske, pengefikserede, inhumane med tendens til racisme.

Det er da ikke underligt, at det er så vanskeligt at tale om noget efterhånden. At vi bliver mere og mere polariserede. Og det begynder altså med alle de samtaler, vi har med dem, der mener det samme som os. Hvis jeg sidder i en baggård og enes med andre røde om, at de blå er nogle umennesker, så bliver det for hver gang sværere og sværere at have en ordentlig samtale med nogen, jeg ved er fra blå blok.

Det kan jo ikke være meningen, og det kommer formentlig helt ned til ganske almindelig opdragelse, dannelse og pli. Det handler (også) om tonen. For det betyder noget, hvis man går Trump på en debat og sviner modparten til med løgne, beskyldninger, hån og latterliggørelse. Der er ingen midterrabat. Der er intet sted at mødes. Der er kun en vinder og en taber. Og det er noget hø.

I 2020 har vi som globalt samfund ret mange muligheder for at få tag over hovedet, mad og bidrage i fællesskab. Men det spolerer vi, hvis det skal være et åbent mundhuggeri om, hvorvidt fremtiden skal bestå af borgerløn eller kolonier på Mars. I hvert fald så længe vi ikke kan tale med hinanden om de ting, uden at vi skal kalde hinanden ting, jeg fik eftersidninger for i 6. klasse. Det er ikke ok. Jeg er fristet til at hive gode gamle Poul Nyrup frem: “Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre?”

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.