Det er søndag morgen. 18. maj. 2014. Klokken er 9:26. Det kildrer i maven. Jeg skal tisse. Men det kan ikke passe. Det er bare nerver. Gode nerver. Jeg kigger mig rundt. Vi er 12-13-14.000 mennesker. Måske. Mange i hvert fald.

Vi venter på starten på Københavns marathon. Jeg har trænet relativt målrettet siden nytår. Løbet knap 600 kilometer. Hurtige kilometer. Langsomme kilometer. Flest af de sidste.

Når jeg ser på folk omkring mig, kan jeg se, jeg ikke  er den eneste, der ikke har bekymret mig om kosten. Og om de ekstra kilo, der skal slæbes med rundt de næste 4 timer (+/-), hvor jeg skal løfte mit 0,095 ton tunge legeme cirka 42.195 gange op fra asfalten og en lille smule videre.

Det virker åndssvagt lige nu. Hvorfor i alverden skulle det være rart? Det bliver det nok heller ikke, men det er nu meget fedt, at mine to kolleger og jeg har haft et fælles projekt, siden vi meldte os til.

Karen er cool. Hun har løbet før, og selv om hun ikke vil indrømme det, har hun et hidsigt vindergen. Hun vil helst være hurtigst, men hun nedtoner forventningerne. Det gør Morten også. Han har også løbet før. Har trænet mange, mange kilometer med tider omkring 5:05-5:10 pr. kilometer. Men han sigter efter 4 timer. Siger han beskedent.

Måske underdriver vi alle for ikke at blive skuffede. “Jeg vil bare gerne overleve”, griner jeg endnu engang. Det er mit første marathon. Men forhåbentlig bliver det så sjovt, at det ikke bliver det sidste. God tur, fremtids-mig 🙂