Da 2015 blev til 2016 overnattede jeg på bagsædet af min gamle lyserøde Fiat Cinquecento. Det var egentlig ikke specielt komfortabelt, men jeg overlevede, og 2016 begyndte.

Jeg mødte endelig en psykiater, der kunne tumle mig, og trods mit onde lune og livstrætte udsyn i de første måneder af året, fik han mig på ret køl ved helt simple virkemidler. Faktisk var det særligt et greb, og det sidder fast i mig: Giv slip. Af og til er det klogt at lytte til sig selv. Til fornuften. Frem for drømmene. Mexico-eventyret og de mange purpose-driven tudeture, de dybtfølte venskaber og vores tætvævede bånd kunne ikke bære, at jeg havde brug for at være i Danmark, så dér blev jeg fyret i februar, og så stod jeg ligesom dér.

Ny lejlighed – for anden gang i mit liv på Vesterbro i Odense, men dog ikke i samme lejlighed – og jeg skulle finde et job. For første gang i mit liv var jeg meget bevidst om, hvad jeg gerne ville. Jeg ville ikke bare have et hvilketsomhelst job. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne blive i længere tid. Så de ting, jeg nu ved, gør mig glad, måtte være i fokus – og de ting, jeg har det svært med, skulle allerhelst være helt fraværende. Det blev til en del ansøgninger – og i øvrigt også en stribe fine samtaler – hos uddannelsesinstitutioner, hos kulturinstitutioner, idrætsorganisationer og hos politiet.

Til samtalen hos ordensmagten – den anden runde – var selveste direktøren med, og hun er skarp (knivskarp!), og så lige igennem mig, så hun spurgte logisk nok: “Kan du egentlig tage mod en ordre?”. Nøj, jeg følte mig set og forstået. For det kan jeg faktisk godt, men det er jo helt sandt, at det er et af mine fokusområder. Jobstart 17. maj hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Efter godkendelse hos PET!!??!! Ok, barnet i mig synes, det er ret fedt, og jeg blev godkendt. Jeg kan nu officielt holde på en hemmelighed. (Hvis nogen har noget, de vil dele, kan I skrive på michael@vilster.com – det kommer ikke videre)

Så jeg flyttede fra Odense til et sommerhus på Sydsjælland, hvor jeg boede i seks uger, mens jeg ventede på min nye lejlighed blev ledig i downtown Næstved. Alt gik godt, sommerhuset var dejligt, den lille lyserøde potte trillede lystigt de 10 kilometer fra Karrebæk til Næstved hver dag, og min gode ven, Minke, kom på besøg til Lilholt open-air koncert. Alt virkede jiffy igen. Men alder. Men krop. Men livsstil. I juni havde jeg en gruopvækkende oplevelse.

Jeg gik i seng med et skrattende åndedræt, og det gjorde en smule ondt i brystkassen, når jeg lå på siden. Så jeg lagde mig på ryggen. Frøs. Trak dynen tæt. Svedte. Tog dynen af. Vejrtrækningen blev mere og mere smertefuld. Jeg lå på ryggen, og for hvert åndedrag gjorde det mere og mere ondt. Jeg havde telefonen (sådan gjorde man i 2016, crazy!) ved sengen og googlede – der kom primært forslag om blodpropper, hjerteslag og andre lignende opmuntrende bud. Lidt som at læse indlægssedlen til C-vitaminer: De kan slå dig ihjel. Så da jeg havde ligget og skrattet søvnløst i 4 timer, mens jeg tænkte, at jeg da for hulen ikke kunne ringe til vagtlægen, fordi jeg havde lidt åndedrætsbesvær – og i øvrigt også lige i tankerne var omkring, hvad der ville ske, hvis jeg ikke ringede, faldt i søvn og holdt op med at trække vejret i løbet af natten; hvor længe ville der så gå, før nogen fandt mig – men at det jo heller ikke kunne være meningen, at jeg skulle ligge og pive på den måde.

Jeg ringede til 114. Forklarede, hvad det var, og de sagde hurtigt: Læg på og ring til 112. Nå ja men så var jeg da beroliget … talte med sød sygeplejerske, som lovede, at hun ville sende en ambulance, så jeg kunne komme til tjek på Slagelse sygehus. “Tænd lyset og vent i stuen,” sagde hun, og så skiltes vi. Jeg lagde mig ind på stuesofaen og ventede. Sommerhuset ligger små 50 meter fra vejen – og der er faktisk to indkørsler: Én til hovedbygningen og en til ‘sommerhusafdelingen’. Så jeg tvivlede på, at ambulancen helt af sig selv kunne finde ned til mig. Men det kunne den. Jeg hørte den komme trillende forsigtigt ned i mørket og stille køre væk igen … !? Mig op og ud af døren op mod vejen. På bare tæer på perlesten. Av – av – ih – av – ÅRH – av. Hallooooo. De så mig. Jeg kom ind i ambulancen. Blev lagt på båre, og så gik de i gang med montering af måleudstyr, hiven i tøj og stillen spørgsmål. De virkede ikke paniske, men de ville dog gerne køre mig til Slagelse. Den ene spurgte, om hun skulle lukke døren til sommerhuset? Ja gerne, og vil du også tage min telefon og dankort med? Det gjorde hun, og så kørte vi. De var søde, men det gjorde ondt. Jeg fik smertestillende – åbenbart til myrer og myg. Det hjalp ikke.

Vi kom til Slagelse. Jeg blev installeret på enestue (Så så man lige mig og en enestue), og en læge kom og kiggede. De målte mere. De målte meget. Lægen mente, det var stress-relateret. Det var i hvert fald ikke en blodprop. Ej heller et hjerteslag. Mente han. Det gjorde stadig ondt. “Mere smertestillende?”. Det blev tildelt. Jeg fik besked på at hvile et par timer, før jeg fik nogle testresultater og så forhåbentlig måtte tage hjem. Jeg prøvede at døse. Det gjorde vanvittigt ondt. Jeg kunne ikke trække vejret, uden det gjorde ondt, men så vidt jeg har forstået, kan man heller ikke bare lade være, uden at det kan have fatale konsekvenser … Jeg lå alene i rummet og klynkede. Bad om mere smertestillende, og selv den meget rare mandlige sygeplejer rynkede panden, da jeg fik den sidste dosis. Det var vist ikke længere til myrer og myg. Jeg syntes, han mumlede noget om en søko eller en flodhest. Så døsede jeg hen. Da jeg vågnede, skyndte jeg mig at ringe til mine nye kolleger og sige, at jeg nok blev forsinket på job. De fortalte mig, at jeg slet ikke skulle komme. Det mundhuggedes vi lidt om, så fik de lov at bestemme. Endelig blev jeg lukket ud med en utilfredsstillende forklaring om, at det i hvert fald ikke var noget alvorligt, men at de ikke kunne sige, hvad det var – andet end at det formentlig var stress-relateret. Hrmmppff.

Først da jeg stod foran sygehuset, gik det op for mig, hvor upraktisk det egentlig var, at jeg var kommet af sted i soveshorts og tshirt og ingen sko (ikke engang strømper). Taxa fra Slagelse til Karrebæk? Der er alligevel ret langt, så det er sikkert megadyrt. Og jeg skulle jo ikke på job, såeh … jeg googlede på telefonen, der var stressende (!) nær ved at løbe tør for strøm, hvor jeg kunne komme med en bus til Næstved fra. Der er to muligheder fra Slagelse: Tog til Ringsted og så nyt tog til Næstved eller bus direkte fra Slagelse til Næstved. Busstoppestedet var 1,5 kilometer væk. Som jeg tilbagelagde lige så forsigtigt, fordi (nej, det er ikke Tinder, men her virker det relevant) jeg faktisk har ret bløde fødder. Ved ikke, hvor al den hårde hud er blevet af, men naller gjorde det i hvert fald. Jeg fandt busstoppestedet og forklarede den rare buschauffør, at jeg ikke havde en app downloaded, fordi jeg ikke var forberedt på situationen; om jeg måtte downloade, mens vi kørte? Det måtte jeg gerne. Tak for ham.

Så nåede vi Næstved, hvor jeg på stationen bare skulle på bus ‘603’, så ville jeg være hjemme på 15 mins. Hvis altså jeg havde taget den rigtige bus. Nu tog jeg i stedet én, der endte i den anden ende af Næstved, men jeg fik lov at blive siddende i bussen, indtil den ‘vendte’ og kørte den rigtige vej – det gjorde den jo først ved endestationen. Endelig på rette vej. Ud til Karrebæk, hvor jeg blev sat af lige ved Kirkebakken, som det hed, dér hvor jeg boede. Stadig på bare tæer. Uredt. Uvasket. Døsig af smertestillende stoffer. Selvfølgelig var det dagen, hvor der var ATK-kontrol lige på hjørnet med et par af mine nye kolleger – og endda én af dem, der kunne genkende mig. Han var rar, og da jeg kort forklarede, hvad der var sket, tilbød han at køre mig hjem. Men inderst inde bag alt det bløde ydre gemmer sig en slags Balkan-stolthed, så jeg sagde selvfølgelig nej. Og vaklede de sidste par hundrede meter hjem i seng. Og siden har jeg ikke mærket mere til det. (7-9-13)

Ok, jeg kan vist ikke nå at konvertere dette til en kort gennemgang af mit 2016. Det er for sent. Tilbage på sporet: I juli var jeg på en uges ferie med mine forældre og tre brødre i Punta Umbria i Sydspanien. Alle seks. Sammen. I en uge. Det var forrygende. Som tiden går, og jeg bliver ældre og klogere, sætter jeg mere og mere pris på familien. Det var en dejlig uge med høj (meget høj) sol og bragende varme. Da jeg kun nødigt bruger solcreme, udviklede jeg en på bizar vis fascinerende men også meget ulækker bliste på ryggen, som så ud til at være fyldt med 250-300 cl væske. Uf. Bortset fra det: Forrygende ferie. Familie-update: Mine forældre virker lykkelige. De har projekter. De smiler. Griner. Og som altid er de generøse, betænksomme og interesserede i alle deres børns liv. Brødrene: Den store arbejder målrettet mod en A-licens som fodboldtræner. Han er skidedygtig. Den mellemste (af de tre) blev færdig på universitetet i år (første i familien) og den mindste blev både student og kom ind på universitetet. (han er siden droppet ud for at forfølge en anden drøm) Seje brødre!!

Efteråret nærmede sig. Jeg skiftede den lille lyserøde ud med en drøm af en bedaget Alfa fra 2002. 156. Sportwagon (ja, det er ikke en stationcar!). Stor motor. Turbo. Diesel. Sikke et træk. Den købte jeg i august. Og i september og i oktober måtte den på værksted, så til det nye år bliver den skiftet ud med endnu en lille fiat. Noget mere miljøvenlig. Og min allerførste nye bil nogensinde.

2016 blev også året, hvor padel for alvor fyldte en hel masse. Mit forsigtige bud er, at jeg har spillet mindst 250 timer, og selv om det går meget langsomt med at blive bedre – jeg tror, det har noget med alderen at gøre – er det vanvittigt skægt at lære et helt nyt spil fra bunden, og trods alt se at der er fremskridt om ikke andet med forståelsen. Og så er der de mange timer i selskab med min makker, Hedegaard. Sikke et privilegium at have så mange timer med så fint et menneske ved sin side. Vi har været to gange i Sverige for at spille stævner – fem kampe og én sejr (over et par 13-årige knægte, så vi mangler stadig vores første internationale sejr over voksne modstandere!) – og hinsidan har jeg oplevet en så fin idrætsglæde og sportsånd, at jeg er blevet en smule forelsket i det. Idrætsglæde. Hvorfor har jeg aldrig hørt det udtryk før? Det er flot! (Det er altså ikke noget, jeg har fundet på – det var et ord, jeg så både norske og svenske tweeps brugte om Klavs Bruuns tudetur efter de danske håndboldpigers semifinaleplads ved det netop overståede EM – på norsk og svensk staver de så idretsglede med -e)

I efteråret prøvede jeg også kortvarigt kræfter med livet som assistenttræner for en flok vidunderlige 13-årige fodboldpiger. Efter 5 uger forsvandt cheftræneren, og så stod jeg alene med pigerne resten af efteråret. Det er fantastisk. Jeg forstår til fulde min lillebrors begejstring. Men jeg måtte også erkende, at det at være træner fylder en hel del mere, end det der foregår på banen, og det blev for meget for mig, så jeg er stoppet igen. Men der er en smule blod på en af kindtænderne, så måske skal jeg tilbage en dag – indtil da muntrer jeg mig sammen med en flok andre gamle mænd, når vi spiller veteranbold to gange om ugen. Det er herligt. Tænk at jeg har undværet fodbold så mange år som aktiv. Det er dumt. Det sker ikke igen. Idrætsglæde.

Kærlighed fylder mere og mere i mit liv. Ikke i den traditionelle forstand. Jeg har været på 3 dates i årets løb. Med den samme pige. Hun var mægtig sød, men hun benyttede min flytning fra Odense til Næstved til at smyge sig ud af det med henvisning til afstanden. Jeg sagde til hende – og det mener jeg faktisk stadig – “Jeg leder ikke efter kærlighed, der giver mening.” Så undværer jeg hellere. Orker ikke det der skema, faktatjek, og jeg kunne godt tænke mig … Nå men hun arbejder hos Ecco, så det har haft det meget fine output, at jeg har fået mit livs første par Ecco-sko – og jeg er helt utroligt glad for dem. De er så meget bedre end deres rygte.

Til gengæld er jeg begyndt at genkende mine følelser for mange, mange mennesker som kærlighed. Ikke i den der klassiske 2-somhedsforstand, men som en varm, omfavnende og diffus rummelighed over for i særdeleshed de mange mennesker jeg har omkring mig, som jeg er stolt af vil bruge dele af deres liv med mig, og en hel masse andre mennesker, hvis liv jeg strejfer, måske ikke påvirker men som påvirker mig (jeg har et meget livligt og rigt indre liv) og som jeg kan se, mærke og høre gør deres allerbedste hver eneste dag for at komme så godt, flot og anstændigt gennem dagene som muligt. Kan vi egentlig ønske os mere? At forsøge at være den bedste version af os selv og støtte andre i deres forsøg på at blive deres bedste version af dem selv? Jeg tror det ikke.

Godt nytår

– og hej 2017. Du ser rar ud. Du ligner alle de andre år. Du bliver præcis til det, som vi gør dig til. Og jeg vil gerne være med til at gøre dig til et fantastisk varmt, kærligt og omsorgsfuldt år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.