Når fællesskabet løber hver sin vej

Måske har det altid været sådan her? Måske er tingene blevet en smule forstærkede i de seneste år? Måske er det mig, der er blevet mere følsom over for fluktuationerne? Eller måske er det noget helt femte?

Det føles og høres, som om der er to retninger for tiden i det danske samfund. To veje at gå herfra. Og der er – måske – cirka lige mange, der vil hver sin vej. Jeg har i et stykke tid ønsket mig, at vi i det mindste blev enige om en retning, for det er temmeligt frustrerende, at vi cirka ved hver andet valg får en regering, der vil mere velfærdssamfund og ved de andre får en regering, der vil mindre velfærdssamfund. For tiden er vi i et træls vakuum, hvor vi fx skattemæssigt er kommet så langt ned, at det kniber med at opretholde det niveau, som mange håber på, velfærdssamfundet kan tilbyde. Til gengæld ligger vi stadig for højt skattemæssigt til, at de ultraliberale, der vil have meget mindre – måske ultimativt set slet intet – velfærdssamfund, de for alvor kan skabe deres private løsninger med sundhedsforsikringer, opsparinger osv – altså “klare sig selv”.

Her fra min velpolstrede og forkælede sofa er jeg egentlig bare træt af, at vi står midt i vadestedet, og jeg ville ønske, vi kunne beslutte os. Den evindelige debat frem og tilbage er trættende og tilsyneladende ikke engang frugtbar for vores samfund. Måske ville det være lettere, hvis vi delte os i to – som Langelænderpølserne – og så kunne det ene samfund slippe for alle dem, de helst er fri for, mens det andet samfund så kan slippe for dem, de helst er fri for. Personligt er jeg dælme ligeglad, om det ville betyde, jeg kunne blive boende i Næstved, eller måtte flytte vestpå – eller om delingen skulle være på den anden led, så jeg skulle flytte nordpå i en eller anden forstand, men jeg kan simpelthen ikke længere se noget frugtbart ved et system, hvor reelt kun BT blandt medierne slår politikkerne i clickbait på sociale medier, hvor hvert eneste forslag bliver endevendt, tilbagevist, gennemtygget og diskuteret, så det ligner og føles som total handlingslammelse.

For eksempel vil jeg gerne betale mere i skat. Og jeg ved godt, der er en konto, jeg kan indbetale på – eller måske er den der ikke længere, men den har været der, lad os lege, den stadig er der – men jeg vil ikke indbetale mere i skat, for at vi kan afvikle velfærdssamfundet og få endnu flere penge i egne lommer. Dét samfund er jeg helst fri for. Jeg betaler gerne mere i skat, så de syge, de ledige, de hjemløse og alle de andre, som jeg reelt tror på, trænger, kan få mere hjælp. Og jeg respekterer helt og aldeles, hvis man ikke vil hjælpe, hvis man har en oplevelse af, at alle, der er ude af arbejdsmarkedet på den ene eller den anden måde, ikke har lyst til at bidrage. Det må man gerne tro. Det tror jeg ikke på. Og det bliver sværere og sværere at se, hvordan vi skal få et samfund til at fungere på de præmisser, der bliver – ja, lad os da bare bruge et udtryk, som er skamredet og -vredet i alle andre sammenhænge – en større og større radikalisering og fragmentering i den måde, som vi ønsker det danske samfund bygget og drevet på.

Bevares, måske er det vanskeligt at dele landet i to og lade os opdele i et #Danland og et #Vikingmark, men hvis ikke der kan  findes stemning for en dæmning, kunne vi måske enes om i højere grad at bygge bro og forsøge at finde hinanden uden skældsord, uden mistanker og uden rævekager. Ich will ein gutes Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)