I – meget korte – perioder har jeg forsøgt mig med det dersens dating. Og det er skideskægt. For jeg er en ret fin version af mig selv, når jeg møder folk de første par gange. Jeg er høflig – grænsende til det galante – og jeg stiller spørgsmål i massevis.
Det giver vanvittigt gode samtaler, når jeg nysgerrigt danser rundt om et andet menneskes interesser og hele tiden spørger ind og undrer mig. Er du vims, folk har nogle spændende ting på tapetet. Eller de har i hvert fald næsten altid en form for indsigt, jeg ikke aner noget som helst om, og som jeg nyder i vildskab at få lov at smage en snip af. Det er ganske enkelt enormt pirrende at lære et andet menneske at kende.
Når nu det er så rart, hvorfor prøver jeg så ikke i det daglige at tage noget af nysgerrigheden og de mange oprigtige spørgsmål med? Tjaeh, det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Måske er jeg ikke genuint et spørgende, lyttende og nysgerrigt menneske. Måske er jeg også et usikkert-med-behov-for-selvhævdelse menneske? Måske er det vigtigt for mig at dele mine egne historier – enten for at skabe bånd (tror jeg) eller for at vise, at jeg også ‘tør åbne mig’?
I hvert fald er det sådan, at i hverdagen bliver det let at falde ind i rutiner, triviel smalltalk og færre spørgsmål og flere fordomme. Det er faktisk ikke så rart.
Omvendt har jeg – måske er det bare en lusket forsvarsmekanisme (Freud-connaisseurs, I siger bare til, hvis der er noget om det) som jeg bruger for at dække over et mindre sympatisk træk – ja, hvad kan det mon være, jeg har? Det lader jeg lige stå åbent en stund.