“Hvis du ikke er rød som ung, har du intet hjerte. Hvis du stadig er rød som voksen, har du ingen hjerne” Hahahahahahahahahahaha.

Ovenstående har jeg hørt ret mange gange, og jeg må indrømme, at jeg af og til har ventet i spænding på, hvornår den voksne lidt mere hjernebaserede tilgang til livet ville indtræde. Jeg venter stadig. Som tiden går, bliver jeg ganske rigtigt mindre og mindre rød. Men jeg bliver ikke blå. Eller sort. Eller grøn. Jeg bliver egentlig mest apolitisk. Men jeg bliver i hvert fald helt sikkert og under ingen omstændigheder mere kynisk, hjernebaseret og voksen i min tilgang til livet.

Jeg er blevet ret meget skarpere til at fornemme, se og sanse, når andre mennesker har det skidt. Når venner har brug for nærhed, når familie har brug for nærvær, og jeg ser oftere og oftere fremmede, der har åbenlyst har brug for mere hjerte og mindre hjerne i andre menneskers omgang med dem. Og jeg tager det til mig. Som om hver evig eneste situation, hver evig eneste strejf af smerte og alskens globale ulykker er noget, jeg skal udbedre og lindre.

Måske er det i takt med, at jeg selv oplever mere og mere smerte. Måske har jeg selv langt om længe oplevet hjertesorger, ensomhed, kejtethed, økonomiske problemer, eksistentielle kriser, job-udfordringer eller -mangel, nederlag, depressioner, vanskeligheder og meget andet, så jeg nu for alvor kan mærke i mig selv en form for genkendelse, når jeg ser det hos andre? Måske …

I hvert fald tænker jeg ofte over, hvordan jeg kan gøre mere. Hvordan jeg kan være en bedre ven. Være et mere nærværende menneske. En mere omsorgsfuld søn, bror, nevø, barnebarn og så videre. Hvordan jeg kan række ud, nå og omfavne andre mennesker. For er det ikke det, vi er her for? At nå. At være med. At være sammen. Jeg er egentlig ligeglad, om jeg har hjerne eller hjerte. Jeg vil nærvær. Omsorg. Og nærhed.