Hvor kommer drømme fra?

Jeg mener egentlig Ikke de der natte-drømme, selv om de da også er interessante. Jeg drømmer ofte – om natten altså – og vågner med en fornemmelse af, at “det var da både spændende og flere tanker værd”. Og så glemmer jeg straks alt, jeg har drømt.

Måske er jeg ikke i dyb nok kontakt med mig selv (eller bare ikke dyb nok) til at have skræmmende mareridt med varsler eller vinkler fra virkeligheden.

Nå men det var så ikke de drømme, jeg mente. Jeg tænker på vores drømme, mål, ønsker, visioner. Ved du, hvad din drøm er? Kan det koges ned til et helt enkelt svar , eller er drømmen en kombination af flere forskellige faktorer? “Hvad drømmer jeg om – hvor ser jeg mig selv om 10 år?” Jamen jeg er helt blank. Jeg er vel helt fysisk her. Eller et andet sted. Hvis omstændighederne giver mulighed for det. “Jamen, hvis du helt selv kunne bestemme, hvor ville du så være?”.

Jeg vil gerne udfordres, bruges (ikke så gerne udnyttes) og leve et liv med sammenhæng og få grænser. Jeg har ikke noget mod at arbejde hårdt og længe, men så skal det give mening. Jeg er vokset op på landet, og jeg har en snert af ydmyg (arhhh…) lønslave- mentalitet i mig. Hvis ingen vil benytte mine egner og ideer, så får de som aftalt, og så slukker jeg for maskineriet og ansvaret, når de 37 timer er gået. Man kan ikke tænde og slukke for entusiasme. Enten er der tændt. Eller også er der slukket.

Er det ligefrem dét, jeg drømmer om? Nix. Jeg vil gerne være en del af projekter. Store projekter med fjerne tidshorisonter, mange involverede og/eller den slags. Arrangere konferencer, messer, events. Planlægge sportsbegivenheder, ferierejser eller erhvervsrejser, kommunikere om Metro-byggeri, Femern-forbindelsen (hvis det da stadig er en ting) eller bedrive storytellende oplysning om EU/FN/NATO eller fx OL/UEFA/FIFA som en del af en åbning af organisationerne.

Tanken om at vende tilbage skriveriet presser sig også på. At skabe billeder med ord. Stemninger, følelser. Måske endda erkendelser. Som minimum smil. Men det er alt sammen relateret til arbejde, ser jeg. Er dét dét vigtigste? Nej. Kærlighed er det vigtigste, synes jeg. I massevis af interagerende cirkler. Kærlighed til og med den udvalgte. The Special One. Med familie. Med venner. Med kolleger. Kærlighed til nær og fjern. Men der skal selvfølgelig balanceres mellem arbejdsliv, der kan holde mig interessant som menneske. Holde mig i udvikling, på vej og i drev. Og så den person, der giver og får energi i fritiden. Og fra alle de ovennævnte cirkler af mennesker. Kan en drøm være så diffus? Bliver det så ikke svært at arbejde hen imod den? Tjaeh, kærlighed kan man jo altid både give og få. “Love is all Around”. Men arbejde hen imod en diffus drøm…? Jeg ved det faktisk ikke. Det vil vel vise sig.

Rotten

Jeg ligger bare her. Smurt ind i solcreme. Trækker maven ind. Det er den hårde del, jeg er i gang med: Den på ryggen. Hvor alle kan se flæsk, der fordeler sig uhensigtsmæssigt. Jeg havde ud af ørekrogen bemærket 2-3 unge knægte ved busstoppestedet 30-40 meter fra poolen. Uden rigtig at registrere det.

Så hører jeg den der lyd: Af ungdommeligt spas og noget der bliver slynget gennem luften (det kan sagtens være én sammenhængende lyd), og straks efter lander en fuldfed rotte på min mave. Midt i flæsk og fedtet sololie. Formentlig er rotten mest overrasket. Jeg mener, jeg ligger jo, hvor jeg hele tiden har ligget. Nu er der bare en – og det er da sandt nok en kende overraskende – rotte i ligningen også. Rotten derimod er slynget 30-40 meter gennem luften og er landet et helt nyt sted. Som så godt nok er både blødt og fristende. Jeg tænker: “Godt jeg ikke købte kokos-olie (min yndlings ellers) men det forhindrer ikke rotten i at tage en bid af min vom:

Malibu 15 spf. Lotion
Medium protection
Lait solaire protecteur
Protection moyenne
Very Water resistant

Sådan står der på solbøtten.
Rotten tager en bid mere. Jeg tænker, at nu hvor skaden er sket, og der er hul, kan jeg lige så godt ligge stille, til det er overstået. Dermed kan jeg vel i det mindste undgå at havne i en ufordelagtig delle-afslørende position. Der er mange måder at beklæde en solstol på. De fleste er ufordelagtige. I forvejen er det sårbart at være så nøgen med fremmede mennesker. Mens man smører sig ind i æteriske olier. Og man ligger jo elendigt.

Måske ville jeg være kvikkere end som så. Måske ville jeg lynsnart puffe rotten af maven, så såre den landede. Så ville den så stå dér. På bassinkanten. Mellem poolen og alle solstolene. Stadig en ubehagelig situation. Og forvirrende sikkert. Det minder mig om, da jeg for et par år siden var i Liseberg, gbg, og dér havde et bette egern forvildet sig ind i de ellers tydeligt for børn indrettede kulisser af alsang og tombolaer med 2 kilos Marabou som hovedpræmie. Egernet pilede rundt. Ku’ ikke finde en udvej. Jeg vaklede mellem at nærme mig for at hjælpe, men hvordan skulle egernet vide, at jeg havde gode intentioner? Nedadvendte håndflader? Come on … Så jeg spadserede væk, som om intet var hændt og tænkte: “Får egernet lige 5 mins til at sunde sig, finder det sikkert selv ud igen”.

Det ville rotten sikkert også gøre, om den fik lidt fred. Men hvad nu hvis mit indledende puf var så voldsomt, at rotten havnede i poolen? Ville den så overhovedet op igen? Der er ret varmt her på Cypern, og en pool køler så dejligt. Måske ville det blive til verdens første Zoo-hotel, og folk ville valfarte til for at se rotten, der boede i poolen. Tænk sig, alt det fordi knægtene kastede en rotte, og den landede på mig. Verden er skør.

Jeg vil gerne give

Jeg vil gerne give. Kærlighed. Omsorg. Tid. Omtanke. Overskud. Empati. Muligheder. Åbninger. Hvis det ikke bare skal blive ved snakken – og løfte sig ud over min nærmeste kreds – er der 2 veje:
1/ Hoppe på et eksisterende projekt
2/ Finde på noget nyt -> Tilbage til en tidligere tanke om at facilitere (fordi det er moderne, behøver det ikke være ubrugeligt). Jeg vil sætte glorious people sammen i alle sammenhænge. Være Karsten Giftekniv i alle situationer.
Platform? Brainstorm!

For meget eller for lidt

Der er en form for vekselvirkning: Hvis jeg siger, jeg har det ok, siger folk, at jeg skal forberede mig på tilbagefald. At det tager lang tid at komme sig over en skilsmisse. Siger jeg derimod, at jeg har lyst til at være alene, føle mig sølle og ensom, spørger folk straks, hvorfor jeg ikke “går lidt ud”?

Kærligheds-afasi

At have mistet evnen til at aflæse kærlighedens koder. Forelskelse, fascination, tiltrækning, fysisk begær, interesse, betagelse. Hvordan aflæser jeg det? Jeg er en muldvarp.

Derfor aner jeg ikke, om jeg overser signaler? Er jeg for sløv? For døv? ( måske er man enten døv eller ikke døv – der er vel ikke noget, der hedder FOR døv?) For pågående? Helt uinteressant? Lidt interessant men kun midlertidigt? Eller vil hun giftes og føde mine børn? Jeg aner det ikke …

Jeg – en maratonløber

4 timer. 34 minutter. Og 23 sekunder. Det føltes som meget, meget længere. Og det har allerede nu gjort ondt i meget, meget, meget længere tid. Og samtidig er det ualmindeligt dejligt, tilfredsstillende og vidunderligt. Jeg er nu en maratonløber. Helt officielt. Det her er et meget, meget langt indlæg. Der er helt sikkert bøvl med kronologien, men jeg betragter det som et stykke autofiktion. Det er et miskmask af mine erindringer, mine perciperede erindringer og en hel masse hallucinationer … Læs det, hvis du har lyst. Kodeordene er hårdt. Og stolthed.

fotoSelfie

Så kække var vi ved starten – mine kolleger, Karen, Morten og jeg. Vi startede alle 3 lige bag ballonen med sluttid på 4:00 timer. Det virkede ikke urealistisk. Og 2 af de 3 nåede da også i mål, inden de 4 timer var gået. Og så var der mig …

Flot – måske for flot – udlæg
Det gik helt efter planen de første knap 20 kilometer. Jeg løb lidt bagved de flotte røde balloner, der indikerede 4 timer. Karen, Morten og jeg blev hurtigt væk fra hinanden. Det er ragnarok ved de der væskedepoter, så det kunne bare ikke lade sig gøre at følges ad. Jeg drak vand ved de første par depoter. Drak så lidt energidrik, og ved 14 kilometer slugte jeg den første gel. Men jeg kunne godt mærke, at der ikke rigtig kom mere energi i benene eller kroppen eller for den sags skyld i hovedet af indtaget.

Jeg nød energien. De mange mennesker. Både løberne. Og tilskuerne. Det var fantastisk vejr de første par timer, og der var masser af tilskuere, som skabte en helt sindssyg stemning. Dét i sig selv var motiverende, imponerende og respektindgydende. Stor, stor respekt. Også til mine forældre, der hjemme i Odense hentede mig klokken 06:15 og kørte hele vejen med til København for at heppe. Og så endte det med, at de overhovedet ikke fik et eneste glimt af mig på hele ruten. Øv for det. Men tak alligevel fordi I var med.

“Hej Vils
Ved 17 kilometer hev Karen mig forsigtigt i ærmet og sagde Hej Vils. Hej, hej sagde jeg. Og så løb vi lidt  – meget lidt – sammen. Jeg var allerede dér ved at være drænet for energi og følte instinktivt på trods af, at det var mit første forsøg på den lange tur, at jeg måtte gemme på kræfterne. Ved 17-18 kilometer er der jo sådan set 24-25 kilometer tilbage. Det lyder af meget. Det var det også, viste det sig. Karen lod jeg løbe. Det magtede jeg ikke. Morten havde jeg ikke set siden … 12-14 kilometer. Tror jeg.

Krise. Mur. Bum
Ved 23 kilometer var jeg nede at gå første gang. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have 2 minutters gang, så ville jeg kunne nappe resten af turen i forsigtigt tempo. 4:00-ballon-fartholderne forsvandt i horisonten, og her tænkte jeg, at jeg bare skulle holde 4:10-ballonerne bag mig. Jeg blev klogere. Langsomt. Meget langsomt. Men klogere.

Flere omkring mig gik, så selv om jeg hørte et par af de mere rutinerede sige, at “det er for tidligt at gå – så er der langt hjem”, så var det altså nødvendigt. Jeg satte i løb igen. Lårene gjorde ondt. Meget ondt. Ikke mest i det ene. Eller det andet. De gjorde begge 2 allerhelvedes ondt. Du må ikke stoppe igen, tænkte jeg. Og luntede knap 700 meter, så måtte jeg gå igen. Jeg udviklede en teknik efter kilometerne. Løb 600-700 meter og gik så frem til kilometermærket. Løb igen. Gik. Løb. Gik. Jeg prøvede at overleve ved noget, jeg har hørt andre kalde “depot-strategien”. Jeg skulle fra depot til depot. Tag det et depot ad gangen.

Væskedepoterne blev længere
De første mange depoter nappede jeg enten 2 glas vand eller 1 med vand og 1 med energidrik (noget fedtet stads – Nobelpris til dén, der opfinder energidrik, der ikke er fedtet!). Jeg turde ikke forsøge med bananer eller appelsiner, og jeg ville gemme den anden gel så længe som muligt. Set i bakspejlet skulle jeg nok have set større på komforten og slæbt flere gels med. Det ved jeg til næste gang!

Taktikken gik nu ud på – meget stivbenet og meget langsomt – at løbe/gå. Der var flere på samme taktik. Vi var ved 26-27 kilometer. Nøj, der er langt hjem i krise derfra. Ved depoterne forfinede jeg mit indtag. Nappede 2 glas vand ved første bord, drak dem på vej hen til energidrikken, tog så 2 glas energidrik og drak dem, før end jeg ved vandbord nummer 2 greb yderligere 2 glas med vand, som jeg fik til at vare meget, meget længe. Og så måtte jeg til slut tvinge mig i løb. “Kom nu krop”, vrissede jeg af mig selv. “Kom nu krop”. 4:10-ballonerne fløj forbi mig i afsindig fart. Jeg ænsede dem ikke.

Kan man give op?
Mine forældre var på ruten, og havde jeg set dem ved 28 kilometer fx, havde jeg sgu nok givet op. Det regnede kraftigt nu. Jeg kunne maksimalt løbe 800 meter ad gangen, og jeg var helt, helt færdig. Underligt nok havde jeg ikke ondt af mig selv. Jeg var mere skuffet over, at det gjorde så ondt. “Det var ikke meningen”.

Men jeg kunne ikke se mig ud af, hvordan jeg kunne give op, uden at det ville betyde, at jeg skulle gå hele vejen tilbage til Bryggen. Så jeg skulle alligevel igennem en masse kilometer for at give op. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Var der kommet sådan en Grupetto-bus eller et fejeblad, havde jeg helt sikkert hoppet ind. Det virkede bare så besværligt at give op. Jeg var for træt til at give op. Så jeg løb.

Jeg begyndte at genkende min gruppe. Vi var en ordentlig flok, som ikke rigtig fulgtes ad. Vi løb og gik sådan lidt på skift. På den måde fik jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg overhalede nogen. Når jeg så gik og blev overhalet af dem, jeg lige havde overhalet, fandt jeg trøst i, at når jeg løb, var jeg ikke den aller-allerlangsomste. Ved 33 kilometer – lige langs Rigshospitalet var jeg nede at gå, da jeg blev overhalet af 4:20-ballonerne. “Kom, følg med os”, sagde en af ballon-mændene, og jeg kunne godt se logikken. “Hægt dig på dem de sidste 9 kilometer”, tænkte jeg. Og så holdt jeg op med at tænke. Og løb med. 200 meter. Så måtte jeg gå igen.

“I er forbi muren nu”
Sidste tur forbi Trianglen ved 34 kilometer stod en advokat-lignende type i tweed-jakke, pæne bukser og med et bistert udseende og blev ved med at råbe: “I er forbi muren nu. I skal bare hjem”. Det fandt jeg lidt trøst i. Jeg tænkte, at han måske havde ret. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte selv. Fødderne var ømme. Meget. meget ømme. Og sjaskvåde efterhånden. Tøjet var gennemblødt – det var sådan set meget rart – men lårene. Å lårene. De gjorde mere og mere ondt. Aldrig har mine lår gjort så ondt. (Det gør de stadig. Tænk at man kan presse sin krop helt derud, og den så stadig fungerer i en eller anden forstand)

Jeg forsøgte forsigtigt at tro på den pæne mand i tweed-jakken. Hvis jeg nu kunne løbe en hel kilometer hver gang. Måske endda lidt mere. Hvis jeg nu bare løb lige så langsomt. Mine skridt blev kortere og kortere. Nøj, hvor satte jeg pludselig meget pris på de mange tilskuere. De råbte, sang, dansede og spillede musik. Langsomt bevægede jeg mig frem.

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 21.00.55

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

Ved Dronning Louises Bro var der totalt gang i den, og en meget, meget rar ung mand stak mig en Red Bull. Jeg ønskede mig ikke noget mere end et par vinger på det tidspunkt, men ligefrem flyvende blev jeg ikke. Men måske gav det lidt mentalt. Måske. Jeg kom i hvert fald lidt længere frem.

Hvem Fanden laver sjov med os?
Da jeg havde passeret 37 kilometer-skiltet, blev jeg sikker på, nogen tog pis på os. Nogen syntes, det var skægt at gøre grin med os langsomme og blev ved at flytte kilometer-skiltene længere og længere frem. Jeg havde lyst til at skrige: “Det kan jo ikke passe, at en kilometer pludselig er så lang. Vel?????” Men det havde jeg ikke energi til. Det havde også virket underligt.

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 21.00.40
(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

De sidste 2 kilometer løb jeg. Hele vejen. Meget langsomt. Jeg løb lige bag en tilsyneladende rutineret løber, der blev indhentet af en yngre og lidt lav pige. “Er du dér igen?” spurgte han “Hvordan har du det?”. Hun sukkede og kiggede på ham: “Det gør ondt”. Jeg relaterede. “Du har også næsten løbet 42 kilometer. Selvfølgelig gør det ondt”, sagde han. Helt sikkert en rutineret. “Når du får medaljen om halsen, er det det hele værd, så glemmer du smerten”, påstod han. Argh, det ville jeg godt lige se, før jeg troede på det.

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 21.01.26
(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
Den sidste kilometer
Vi var ovre Langebro og på vej under den, da en fyr ved siden af mig kækt sagde, at han glædede sig til en fadøl. Jeg var lige ved at snuble, men brummede, at jeg bare glædede mig til at få mine sko af. Så var han løbet fra mig. Tror heller ikke, jeg kunne være kommet i tanke om mere at sige. Ind under broen. Forbi 42 kilometer-skiltet og så var den der igen: “Det er de længste 195 meter, jeg nogensinde har set. Ikke kun fordi jeg var træt, men jeg tænkte: Det kan ikke passe.” Og så løb jeg i mål. Helt i trance. Helt væk. Pissekold. Våd. Men snart med en medalje om halsen. Vand i hånden. En müslibar. Og på vej mod bagageteltet.

Jeg gjorde det. I mål. 4 timer og 34 minutter og 23 meget, meget lange sekunder. Nu har jeg slet ikke lyst til at tage medaljen af. Og jeg vil bare gå i den der trøje, hvor der står Copenhagen Marathon 2014. Det var ben-ben-benhårdt. Og helt fantastisk.

Jeg siger ikke, jeg løber igen næste år. I København i hvert fald. Men tilmeldingen er åben 🙂

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 20.58.32

Epilog:
Der er tusind andre indtryk, jeg også gerne ville have med, men det hele blander sig sammen i et stort sammensurium, så måske tilføjer jeg noget løbende, måske ændrer jeg på kronologien, og måske sletter jeg endda noget. Undskyld for rodet. Sådan føles det. Rodet. Stort. Fantastisk.

 

 

 

 

Vi bruger egentlig “bramfuld” for lidt

Jeg er ret tosset med sproget. Eller faktisk med sprog, men primært det danske sprog, som altså for mig er sproget. Mit sprog. Derfor kan jeg godt lide sprækkerne i sproget. Dér, hvor det ligesom ikke giver mening.

“Han er en bramfri mand”, er vi nogen, der kan finde på at sige. Men jeg kan ikke mindes at have hørt nogen sige “Han er fuld af bram”.
Skærmbillede 2014-05-19 kl. 19.58.38

 

Og hvorfor egentlig ikke? Hvis bramfri betyder uden pral, eller at man ikke stiller sine evner til skue, hvorfor bruger vi så ikke bram om det modsatte? Det virker da oplagt: “Årh, ham der pralerøven, han er så fuld af bram, at det halve kunne være nok”.

“Han er en bramfuld mand” kan jeg godt bruge in a later afsnit. Måske dukker det op en dag. Måske kan jeg få det bragt i spil på den ene eller den anden måde. Måske …

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 20.01.21

 

Og helt ærligt, er bram virkelig i familie med “bramsejl”, så må vi simpelthen finde en løsning og få bramfuld kørt i stilling. Basta. Punktum.

 

Mig og Maraton

Det er søndag morgen. 18. maj. 2014. Klokken er 9:26. Det kildrer i maven. Jeg skal tisse. Men det kan ikke passe. Det er bare nerver. Gode nerver. Jeg kigger mig rundt. Vi er 12-13-14.000 mennesker. Måske. Mange i hvert fald.

Vi venter på starten på Københavns marathon. Jeg har trænet relativt målrettet siden nytår. Løbet knap 600 kilometer. Hurtige kilometer. Langsomme kilometer. Flest af de sidste.

Når jeg ser på folk omkring mig, kan jeg se, jeg ikke  er den eneste, der ikke har bekymret mig om kosten. Og om de ekstra kilo, der skal slæbes med rundt de næste 4 timer (+/-), hvor jeg skal løfte mit 0,095 ton tunge legeme cirka 42.195 gange op fra asfalten og en lille smule videre.

Det virker åndssvagt lige nu. Hvorfor i alverden skulle det være rart? Det bliver det nok heller ikke, men det er nu meget fedt, at mine to kolleger og jeg har haft et fælles projekt, siden vi meldte os til.

Karen er cool. Hun har løbet før, og selv om hun ikke vil indrømme det, har hun et hidsigt vindergen. Hun vil helst være hurtigst, men hun nedtoner forventningerne. Det gør Morten også. Han har også løbet før. Har trænet mange, mange kilometer med tider omkring 5:05-5:10 pr. kilometer. Men han sigter efter 4 timer. Siger han beskedent.

Måske underdriver vi alle for ikke at blive skuffede. “Jeg vil bare gerne overleve”, griner jeg endnu engang. Det er mit første marathon. Men forhåbentlig bliver det så sjovt, at det ikke bliver det sidste. God tur, fremtids-mig 🙂