Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

“Kan vi tage en tur i Lalandia, når det er overstået?”

Efterskolen er næsten tom. De fleste af eleverne er draget hjem for at passe på dem selv, hinanden og resten af samfundet. De har taget det i god ånd. Jeg har haft mange samtaler med dem i dag om, hvad der sker, og hvorfor det er nødvendigt med de omfattende foranstaltninger, der bliver foretaget lige nu i Danmark.

Det er meget at bede dem om at tage ind – eksponentiel vækst i antallet af smittede, det samlede antal af sengepladser på sygehusene og hensynet til de medborgere, der måske har et svækket helbred. Men de forstår det. Nogenlunde. De har jo alle en bedsteforælder eller andre ældre i deres omgangskreds, som de nødigt vil undvære. De kan godt se det fornuftige i hele molevitten.

I den kommende uge skulle vi have været på studietur. En flok til henholdsvis Vietnam og USA. Begge er aflyst. Ligesom turene senere på foråret til Brasilien og Kina. Det er drønærgerligt, for det er noget helt særligt at være af sted på ture sammen. Men sådan bliver det ikke i år.

Flere har i dag givet udtryk for, at de undrer sig over, hvorfor de ikke kan blive på efterskolen, for vi er jo kun en smule flere end 100, og Højer er jo så langt væk fra alting.”Og vi smitter jo bare folk, mens vi rejser hjem, hvis vi er syge alligevel.”

Så vi fik mulighed for at tale om, at man meget, meget vanskeligt i overordnede krisesituationer kan tage den slags individuelle hensyn baseret på for eksempel beliggenhed.

Hvor langt væk skal man være fra civilisationen, før end det er bedre at blive isoleret på efterskolen frem for at tage hjem i karantæne? Svært spørgsmål og derfor bliver alle sendt hjem. Både fra Højer og fra efterskoler med beliggenheder i nærheden af større menneskemængder.

Og så spurgte et par af dem: “Når nu vi ikke kommer på studietur, kan vi så måske tage en tur i Lalandia, når det hele er overstået?”. Det gjorde mig simpelthen så glad.

For det er udtryk for, at de trives i fællesskabet, og at det ikke er så væsentligt, om de får et hak i passet for Brasilien eller Kina, men at de gerne vil på tur sammen. Rio, Beijing eller Billund er (næsten) det samme. Bare vi er sammen. Så har de altså forstået ret meget af fællesskabstanken med efterskole. Det blev jeg meget glad for.

Det er stadig Anders Foghs skyld

Jeg er fra landet. Vokset op på Nordfyn med baghave ud til bølgende kornmarker og omgivet af mennesker uden alt for lange uddannelser men med gåpåmod og vilje til at få tingene til at fungere alligevel. Når der var noget, vi var i tvivl om, hentede vi en brochure på biblioteket i den nærmest by eller spurgte – for eksempel en læge – til råds. Det var ligesom det, vi gjorde, når vi var i tvivl: Så forsøgte vi at lokalisere en, der vidste noget om emnet og spørge, så vi blev lidt klogere.

Nå, det var dengang. Nede i 80’erne. 1980’erne! Fast forward til begyndelsen af det 21. århundrede. I front for Danmark sad dengang Anders Fogh Rasmussen, der var en mega-uheldig blanding af magtliderlig og fyldt med mindreværdskomplekser. Så han tog et opgør med “smagsdommeriet”, som han døbte det.

Det skulle ikke længere være sådan, at bare fordi man havde taget en lang uddannelse eller for den sags skyld havde brugt ekstra lang tid på at sætte sig ind i ting, så fik man lidt mere ret eller i det mindste lidt mere taletid end … tjah, for eksempel en knold fra Kappendrup på Nordfyn, som bare ville spille fodbold og spise chips.

Desværre var han dygtig til det med det magtliderlige, så han fik enorm indflydelse på det med smagsdommeriet – og det var jo også lige noget for Dansk Folkeparti, som også hylder det der med, at man altså ikke skal tro, man ved noget, bare fordi man har studeret, uddannet og dygtiggjort sig. Og så kom de sociale medier, hvor vi pludselig alle sammen fik alle de talerør og platforme, vi kunne ønske os.

Vi begyndte at tale om ytringsfrihed, som om det er natur- og lovgivent, at enhver har krav på at blive hørt, ganske uagtet hvor ufunderet og ubegavet det, man måtte have på hjerte, så end er. Nå, den historie kender vi jo. Så jeg springer igen i tid.

Vupti. Frem til 2020. Der er Coronavirus i omløb. Sundhedsmyndigheder verden over gør sig meget, meget umage med at forklare, at ingen behøver gå i panik, men at det altså er alvorligt, for der er en risiko for, at det kan gå rigtig galt. Og hvad sker der så?

Så kommer alle de danske lomme-eksperter frem.
“Arh, sådan rent anekdotisk vil jeg nu mene, det er noget hysteri.”
“Det er jo bare en influenza.”
“Vi kan ikke sætte alting i stå, fordi nogen bliver forkølede.”
“Tænk nu på økonomien.”
“Dem der dør ville naturen nok have nappet alligevel. Survival of the fittest osv.”

Å hvor jeg dog savner en tid, hvor der var respekt for mennesker med høj faglighed, saglighed og viden. I dag har vi allermest respekt for os selv, for vi ved nok bedst. Det har både Anders Fogh og Pia K fodret os med i årtier. Og de ved nok, hvad de taler om. Tror nogen åbenbart.

Jeg vil ikke på nogen måde kaste mig ud i mit take på coronavirus, men jeg synes helt ærligt, det burde være et minimum af samfundssind, at når vi samler hele kortegen af sundhedspersoner og -myndigheder (politikerne skal jo også være der, men de er der vel mest, fordi … ja, det ved jeg faktisk ikke), at så lytter vi i erkendelse af, at de nok ved bedre end de fleste, hvad der foregår, hvilke tiltag der er hensigtsmæssige, og at de for filen vil almenvellet det bedste. Så. Hør. Dog. Efter.

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Uden tilskuere er fodbold bare et sjovt spil for 22 mennesker

Som underholdning betragtet falder værdien af fodbold ganske betragteligt, når der ingen tilskuere er. Jeg har kæmpe respekt for sundhedsmyndighedernes arbejde i forhold til corona-virus, så det følgende er ikke en klagesang.

Faktisk synes jeg overordnet set det er helt tåbeligt at insistere på at gennemføre fodboldkampe, når der nu er så mange andre ting på spil med den temmeligt aggressive corona-virus i omløb.

Men; da det nu har været søndag, og fodboldmæssigt endda en ganske fin en af slagsen set fra min sofa, så har jeg set ganske meget bold i dag. Og det meste helt uden tilskuere. Jeg har tygget mig igennem Hobro-Esbjerg – med alt det potentiale for en nedryknings-gyser, man overhovedet kan ønske sig som neutral.

Jeg har set SønderjyskE-OB, fordi jeg er jo fra Fyn. Så begyndte jeg at se FCK-Horsens, men det var simpelthen så ulideligt tamt, at jeg tidligt i opgøret kastede mig over noget rengøring med skuresvamp og sortering af elastikker, mens jeg ventede på Manchester-derbyet mellem United og City.

Hvor der var fyldt til bristepunktet med tilskuere. Fordi … eh, i England bliver de ikke syge? Eller måske fordi de er i gang med Brexit, så “F*** alle jer andre. Vi gør, som vi vil!”. Jeg ved det ikke. I hvert fald var det med afstand dagens bedste fodbold-oplevelse. Brølet fra tilskuerne undervejs. Ved store chancer. Ved fejl. Ved domme, der gik ens favoritter imod. Det var vidunderligt.

Og dagen blev endda afsluttet med en af sæsonens for mig som Juventus-fan allermest betydningsfulde kampe – Derby D’Italia mod Inter. Som blev en gennemprofessionel og sikker sejr til Juventus, men uden tilskuere føltes det altså bare rigtig meget som en træningskamp. Aparte – sådan har tv-kommentatorerne forsøgt at sælge produktet hele dagen. Men altså mest aparte på den ikke så tillokkende måde.

Så når vi – tilskuere og fans – betaler i dyre domme for produktet professionel fodbold, så synes jeg egentlig alt for ofte, det bliver glemt, hvor stor en del af produktet selve tilskueren er. Hvor kedelig og intetsigende en fodboldkamp er uden stemning på lægterne med fans af begge mandskaber, som skaber intensitet og ‘med-støj’.

I kølvandet på den igangværende tyske disput om moderne fodbold, og med klubejerskaber af overjordiske rige mellemøstlige sheiker, som kaster sig over sporten som hvidvask af deres lidt for ofte tvivlsomme forretninger.

Med klubbernes skamløse udbytning af deres fanbase for eksempel i form af tre eller fire forskellige trøjer (hjemme, ude, 3. trøje og special edition), som bliver skiftet hver sæson – ofte med en pris på 1.000 kroner stykket og med stigende billetpriser (jeg har nedlagt veto mod at se fodbold i den engelske premier league – hver gang jeg har kigget, begynder billetpriserne på den falske side af 1.000 kroner. Det vil jeg ikke give for at se en fodboldkamp live.)

Måske er det på tide at anerkende, at showet fodbold langt mere hensigtsmæssigt kan foregå i en form for samarbejdende symbiose frem for den her meget ensidige rollefordeling. Måske?

For uden tilskuere er det altså bare 22 mennesker, der har det sjovt med en bold. Det bliver svært at få folk til at betale, hvad det koster at se fodbold – live eller på tv – i 2020. Tror jeg. Så når den her sundhedskrise engang er overstået, og vi bare skal vende tilbage til hverdagen, så håber jeg, klubberne og ejerne har fået en bedre fornemmelse for værdien af det samspil, der bør være mellem de forskellige aktører i fodbold-skuespillet.

Kunstig intelligens – hvad er det nu lige, det er?

I dansktimen fredag med mine 10. klasser sad et par af eleverne og hyggede med en Mensa-test. Med en næsten rørende tiltro til mine evner spurgte de til et par af opgaverne, og jeg svarede, at Mensa-tests ikke var et godt match med min form for intelligens. Så talte vi en smule om matematisk, social og kunstig intelligens.

Jeg er fascineret af kunstig intelligens. Forsøger at læse lange og komplicerede artikler om det, og jeg forstår noget. Ikke det hele. Slet ikke. Men jeg fanger noget. Og har nu i en lang periode underholdt alle, der ikke når at flygte, med en form for paradis-eller-dommedags-version af fremtiden med kunstig intelligens.

Men først og fremmest – hvad er kunstig intelligens? “Kunstig intelligens er videnskaben og ingeniørkunsten at lave intelligente maskiner, særligt intelligente computerprogrammer,” sagde John McCarthy for 60 år siden. Han bliver betragtet som en slags fader til kunstig intelligens.

Som artiklen selv siger det, er det jo en kende svært ud fra den definition at vide, hvad intelligens er. Som med mine elever; der er mange former for intelligens, og hvad er det, vi gerne vil fremelske i den kunstige intelligens, vi beder maskiner om at levere?

Indtil videre har det primært været i form af praktiske maskiner. Det bette ur på vores brødrister som tænder for varmen i en periode, som nogenlunde svarer til, hvad vi beder den om (det virker, som om de altid får for meget!). Det er jo helt basal kunstig intelligens, som jeg forstår det. Målrettet at løse en enkelt opgave med stor specialisering.

Det vi sigter mod i disse år er at udvikle maskiner med en slags generel intelligens på niveau med menneskets. De kan banke os i skak og ‘Go‘. De er nu ‘smarte’ i næsten alt, hvad vi får ind i hjemmet. Er de måske i virkeligheden allerede lige så kvikke som mennesker – og hvad skal vi så bruge det til?

Vi forsøger at udvikle maskiner, der kan tænke abstrakt, løsningsorienteret, og som dermed bliver i stand til at lære selv. Det er typisk sådan, maskinerne bliver gode til skak eller andre spil – de gennemgår en hulens masse data, og så kan de vurdere, hvilket træk, der er bedst på skakbrættet eller i ‘Go’-spillet.

Men de har jo den fordel, at de ikke skal spilde tid på søvn, på at spise eller for den sags skyld på at opbygge social kapital og omgås andre mennesker/maskiner. Så de kan lære med hyperhastighed – også fordi de er byggede til at bearbejdede data i en fart.

Så inden vi får set os om, udvikler de sig fra at være lige så intelligente som mennesker til at være superintelligente. Og hvad sker der mon så?

Asylansøgere, flygtninge, migranter … MENNESKER!

Så er der igen gang i den helt store fordelings-diskussion. Europa er under pres. De ydre grænser risikerer nu at blive overløbede af mennesker, som indtil nu har været holdt tilbage i Erdogans Tyrkiet. Angiveligt mod en betaling på 45 milliarder kroner fra EU til tyrkerne. Der kan man da tale om at betale sig fra sine problemer.

For det er jo det, de er. Et problem. Et distanceret problem, som vi indtil videre er lykkedes så fint med at afskærme fra adgang til Europa. Nuvel, jeg er ikke ude på at diskutere antal, hudfarver, religioner eller lignende. Jeg kunne bare godt tænke mig, at når vi har de her drøftelser, så tager vi udgangspunkt i – og minder hinanden om ofte – at det er mennesker. Mennesker. De er for langt størstedelens vedkommende ikke ude på at genere os.

Jeg har set kommentarer online, hvor billeder af mennesker fra Tyrkiet mod Grækenland var ledsaget af teksten: “Jeg vil til Europa og have et bedre liv”, og til det lød det lakoniske svar: “Se, de er jo hverken flygtninge eller asylansøgere. De er migranter. Bekvemmelighedsflygtninge”. Så nu er det galt, at de ikke har det skidt nok. Men de må heller ikke have det for skidt, for så er de for stor en belastning for de modtagende lande. Kort sagt: Vi er sgu helst helt og aldeles fri.

Så nu taler danske politikere om en “asylnødbremse” – hvilket jo er et helt urimeligt forfærdeligt udtryk. Hvis de ikke har det skidt nok, og hvis de i øvrigt ikke kun kommer her, fordi de har det skidt, så trækker vi i nødbremsen. Nødbremsen?!? Som om vi er et samfund på randen af en katastrofe. Jeg ved godt, at for mange lyder det ofte som om, Danmark er ved at vælte under trykket af indvandrere. Seneste opgørelse handlede om, at der bliver født flere indvandrere end danskere i nogle kommuner. Så i fremtiden bliver her forfærdeligt, er undertonen.

Men lige nu; i dette øjeblik kan vi vel for filen ikke for alvor mene, at der er et tryk på danskheden? For real? Jeg er med på, at hvis man mener, én er én for mange, så er vi helt urimeligt belastede, men for rimelighedens skyld så møder jeg virkelig, virkelig mange velfungerende og velintegrerede mennesker, der ikke umiddelbart ligner efterkommere af Holger Danske. Og jeg bor altså i Sønderjylland, som ikke er kendt for at være det rummelige jyske svar på Christiania, når det kommer til indvandrere.

Jeg har ikke en løsning på den oplagte udfordring, som flertallet af vores politikere giver udtryk for, indvandrere er. Men jeg tror – nej, jeg er sikker på – at vi ville komme længere, hvis vi gjorde os umage for at holde fast i, at vi alle er mennesker, og at flertallet af alle – uanset fødested og hudfarve – rent faktisk gerne vil knokle, bidrage, yde og holde fred.

Velkommen til Bogklubben

Ej, altså kan man godt lave en klub, når man bare er sig selv? Det gør jeg i hvert fald. I næste uge. For jeg tror, jeg lige skylder en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der er i vente i den kommende periode. Så får jeg også sagt det højt, og så kan de, der abonnerer på nye indlæg også få en chance for at stoppe den kommende måneds uhyrligheder.

For jeg har besluttet, at jeg i hele marts måned vil skrive hver dag her på vilster.com. Og jeg har tematiseret det, så der kommer en masse forskelligt om en masse forskellige emner. Emnerne er:

#undervisning
Det kan for eksempel være om hverdagen på efterskolen. Om fagene. Om hvad jeg er utilfreds med – der er meget. Pensum er en af tingene. Om eleverne. Mest om eleverne. For de er de vigtigste ❤️ Og en masse andre ting. Som for eksempel søndagens tekst om at knytte bånd og bruge kindness cards i timerne.
#fodbold
Det kan være om moderne fodbold. Det kan være om mine fodboldrejser, og hvad jeg oplever, og hvilken værdi de har. Det kan være om mine U17-drenge, som jeg er træner for. Og så kan det jo være om alt det, der fylder en masse i medierne hele tiden.
#aktuelt
Ja, det burde vel næsten sige sig selv. I dag kunne det være om USA og Super Tuesday og deres kommende valgkamp. Det kan være Corona-virus. Det kan være om flygtninge, EU, fattigdom, sygdom eller politik.
#kærlighed
Der bør jo være kærlighed i alt, så det er et meget, meget bredt emne. Jeg har gået og spekuleret på, om jeg kan få nogle tanker ned om dén skilsmisse, jeg var delagtig i for nu snart seks år siden. For det fylder stadig. Også når jeg med ujævne mellemrum nærmer mig fx Tinder eller andre af de der forfærdelige apps.
#bogklubben
Sidste år skrev jeg her på bloggen, hvilke bøger jeg læste. Jeg tror, jeg vil udvide servicen lidt i år og fortælle en smule om de bøger jeg læser. For tiden læser jeg Fredrik Backman: Folk med angst.
#kunstigintelligens
Det fylder utroligt meget i mit forvirrede hoved. Så jeg tænkte, det måske kunne være interessant for andre at høre en smule af det, jeg går og samler sammen og hvilke tanker, det afføder. Vidste du godt, at forskere mener, at det første menneske, der bliver 1.000 år allerede er født? #mindblown
#sundhed
Som da jeg fortalte om min forvirring, selv om jeg rationelt godt ved, hvad jeg burde gøre. Hvad gør det ved os alle sammen, at sundhed er så højt oppe på debat-dagsordenen, og hvordan bliver man sund? Hvad er sund? Mentalt? Fysisk?

Og når jeg så skriver “Velkommen til bogklubben” som overskrift, var det, fordi jeg egentlig tænkte, jeg ville skrive om Backmans bog, men det må blive næste uge. Der er jeg nok også kommet lidt længere med den. Men de første 40-50 sider er lovende. Det er noget med et røveri, der går galt og udvikler sig til et gidseldrama. Hvor gidslerne bliver løsladt, og røveren forsvinder sporløst. Måske …

Apropos ludersønner

Er man bare marginalt interesseret i fodbold, har det været svært at komme uden om halløjet i tysk fodbold i denne tid. Det er væsentligt mere komplekst, end det umiddelbart virker til, men det handler om penge, klubfølelse, regler og flere penge. Cirka. Læs selv mere diverse steder på nettet, hvis du har brug for det – men husk alting har mere end én side.

Al ståhejet har fået mig til at tænke over den der meget, meget passionerede tilgang til fodbolden. Når jeg læser på foraer med fans af diverse italienske mandskaber, så er der mange, der bliver tituleret med et ‘merda’ – altså “lorte-xx”. Eller den evige diskussion i Danmark om, at man da ikke kan holde med fx FCM eller FCK i europæisk fodbold, fordi man som AGF-fan ser det som en ulempe for ens eget mandskab, at det går de andre godt.

Det er på sin vis fascinerende, men jeg kan også mærke, at jeg er meget langt fra den slags passion. Jeg er Juventus-fan. Som det næsten eneste. Jeg holder også meget af OB. Men det er så det. Til gengæld har jeg en stribe mandskaber, jeg sympatiserer med. Og endnu flere, jeg nyder se spille fodbold. I mange år fandt jeg Napolis spil meget mere underholdende og stimulerende at se på end Juventus.

Jeg kan godt lide en masse hold i Italien. I år selvfølgelig vores alle sammens darling, Atalanta, men det er da også fedt at se Roma, Lazio, Milan, Inter, Fiorentina, Sassuolo (altid mål!), lige som jeg nyder både Sampdoria og Genoa. Det er altså mange hold og mange oplevelser, jeg skulle udelukke mig selv fra, hvis jeg bare skulle merda-hade alle andre hold end Juventus.

Tysk fodbold har også en stigende stjerne for tiden. Leipzig, Leverkusen, Gladbach, Dortmund, Frankfurt, Hoffenheim, Wolfsburg, Hertha og Union Berlin – sammen med St. Pauli og Braunschweig. Jeg er ret tosset med tysk fodbold.

Måske er det bare sådan, at jeg i virkeligheden holder aller-allermest af selve fodboldspillet. Så er det ikke så vigtigt, hvem der spiller det – bare de spiller på en måde, jeg finder frydefuld. Og den slags har det jo med at skifte. Men altså; kan vi ikke prøve at lade være at kalde hinanden for ukvemsord. Som fx ludersøn.

Jeg er grundlæggende ret pjattet med uenighed og passion, men jeg synes faktisk godt, vi kan forsøge at holde en nogenlunde sober tone. Ikke kun på tilskuerpladserne men også både på banen og langs sidelinjen hos trænerne. Men det er vist et helt andet blogindlæg en helt anden dag.