Unge har brug for en autoritet

Sådan stod der i en artikel, jeg læste forleden. At vores evindelige kamp for at gøre op med de autoriteter, der nede i 50’erne og 60’erne daskede skoleelever over fingrene med linealer, rev dem i ørene og herskede med frygt som primært våben, faktisk er gået for vidt. At vi i dag står med en generation af unge mennesker, der har brug for autoriteter. Der har brug for ledestjerner, hjælpere, vejledere, som kan give dem retning og en idé om, hvad der er rigtigt og forkert.

Men hvordan skal man vide, hvad der er rigtigt og forkert? Hvordan kan vi pege i en eller anden retning i et samfund, der er arbitrært splittet og peger i alle retninger på samme tid? Nogen vil gerne have lov at flyve, alt hvad de orker. Nogen vil give alle penge til hjemløse og udsatte. Andre vil ikke give en skid til andre end dem selv. Nogen vil forbyde at flyve. Andre forbyder dieselbiler. Nogen vil have lov at omgå skattereglerne, for hvis der ikke står i vejledning til mikrobølgeovnen, at den ikke er beregnet til at tørre våde katte, så er den det nok … 

Hvem skal pege? Lad hen, som er sikker i sin sag pege som den første! Så hvad er en autoritet anno 2019? Ja, jeg aner det virkelig ikke. Jeg har jo selv mit at slås med i forhold til autoriteter – jeg har det mere end urimeligt anstrengt med, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo allerhelst have lov at bestemme selv. Hvordan skal jeg være et forbillede for andre? 

I dag i dansklektionen var der en – én, 1! – som havde forberedt sig til vores gennemgang af en analyse af en novelle. Og jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Ikke sådan for real men som jeg altid gør i klasseværelset; så får de sangen om, at det er deres eget valg, og at jeg ikke gør arbejdet for dem. At de sagtens kan komme frem til næste sommer uden at lave noget, og at det i virkeligheden bare drejer sig om en time – eksamen og måske 30 minutter efter – hvor de er røde i kinderne og føler sig konfronterede med en lidt ringere end ringe karakter.

I alle andre sammenhænge taler jeg jo for at afskaffe karaktererne. Så hvordan kan jeg med en flig af troværdighed i behold i ramme alvor forsøge at give dem dårlig samvittighed, fordi de ikke har lavet deres arbejde? Jeg taler hele tiden om læring. Hvis der er noget, jeg gerne vil give dem, er det fornemmelsen af, at de kan alt. Måske kan de ikke mestre alt. Men de kan alt. De kan kaste sig over alt. De kan øve sig. Øve sig til fingrene bløder, benene værker, hjernen slår knuder, og kæberne er ømme. Så har de gjort deres bedste. Mere kan ingen bede om. Men alt mindre end det, er for slattent. Synes jeg.

Realistisk? Realistisk set er jeg jo selv et sammensurium af autoritet, forbillede, dårligt eksempel, elendig lærer og alt muligt andet. Når alt kommer til alt, er jeg jo bare et menneske. Med fejl, mangler og svagheder. Men også med omsorg, styrke og evner. Måske er det dét, der kan være min opgave som autoritet; at vise dem at det er okay at være menneske. At man skal gøre sit bedste. 

Hvad ville du gøre, hvis lyst var det styrende princip i dit liv?

Altså ikke hvad ville du gøre, hvis du måtte holde helt og aldeles ansvarsfrit fri et par dage eller en uge eller måske endda en måned. Hvad ville du gøre, hvis du resten af dit liv fik en mindre sum penge ind på kontoen og aldrig mere behøvede beskæftige dig med det, vi i dag kalder arbejde?

Jeg er ved at læse Rutger Bregmans bog: “Utopia for realister”. Den handler rigtig meget om basisindkomst. Den handler også meget om fremtiden. Om robotisering. Om behovet for mennesker. Om hvad vi vil med hinanden. En smule om fortiden og fremsynede økonomer, som troede, at vi i det 21. århundrede ville have flyvende biler, og at vores største udfordring ville være, hvad vi dog skulle gøre med al den fritid.

Det er spændende. Og det sætter tankerne i sving. Forskning og eksperimenter har vist, at det, vi kalder hjælp i for eksempel Afrika, meget ofte ville være endnu bedre, hvis vi simpelthen gav menneskene rede penge i hånden. Altså sparede alle hjælperne, dokumentaristerne, bureaukraterne, optællerne, revisorerne osv osv og simpelthen gav dem penge i hånden. Det virker. Mennesker vil i langt, langt de fleste tilfælde ikke smide pengene væk til alkohol, stoffer og andre dårligdomme. De vil bruge dem til at skabe sig et bedre liv. Skabe deres egen forretning. Hvorfor gør vi dog så ikke det? Hvis det er mest effektivt!

Hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere, ville jeg helt sikkert kaste mig over den plan, jeg i mere end et halvt år har arbejdet på. Et dokument – i Keynote – som ganske simpelt hedder “Stor grund”. Min ellers evigt optimistiske og opbakkende far mener, at det er et vanskeligt projekt at føre ud i livet. Men det er nu det, jeg har allermest lyst til lige nu. For hvis jeg ikke skulle arbejde for at overleve, ville jeg arbejde på at omgive mig med alt det, der gør mig allermest glad ved at leve.

Mennesker. Relationer. Glæde. Kærlighed. Varme. Omsorg. Hjælpsomhed. Udvikling. Tankevirksomhed. Kunst. Kultur. Sang. Musik. Komik. Alt det og meget mere – sådan ville mit liv se ud. Hvordan ville dit liv se ud?

Forskellen på dit og mit virker meget lille for Lars Løkke

Nu skred han endelig. Lars Løkke. Som har været en ulykke for dansk politik i alt for mange år. Og nu skal vi høre på konkollegaer og pressefolk, som roser ham højt for at være en statsmand, en dygtig politiker og en dreven taktiker. Jeg har det altså stramt med det.

En ting er hans politiske overbevisning. Den må han selv rode med. Og der er helt sikkert lige så mange lige så brodne kar i andre partier. Men jeg har uendelig svært ved at se bort fra, at han i mere end to årtier har været sovset ind i sager, hvor han har raget til sig i uhørt grad, og når han så er blevet opdaget, bliver han mopset og betaler penge tilbage, mens han holder vejret, til han bliver blå i hovedet, for “han er jo Lars Løkke”, må man forstå.

Misforstå mig ikke, han er helt sikkert en jovial fætter at havne ved siden af til familiesammenkomster. Han kan garanteret fortælle en røverhistorie eller to, og han nyder formentlig et glas fadøl lige så vel som næsten. Men han virker til at have en uhyggelig tro på, at han har lov til lige, hvad der passer ham – uagtet hvad regler eller almindelig pli byder.

Jeg har rodet lidt i arkiverne:
Som Indenrigs- og sundhedsminister overnattede han på hotel under falsk navn – men på samfundets regning. Først kom han med en halvkvalt forklaring om, at han ville undgå mytedannelser (hvad det så end betyder), og dernæst at han havde været til politisk møde. Det viste sig, at han havde været til julefest, og han endte med selv at betale for sit hotelværelse.

Måltider, cigaretter og overnatninger i privat regi har han i det hele taget ganske ofte ladet fællesskabet betale. Og det kan jo være sandt, at man kan slippe af sted med det i mangen en privat virksomhed, men målet for Løkke har jo hele tiden været magtens tinde. Folkets tjener. Det fineste hverv man kan have i Danmark. Så du’r det jo ikke, man rager til sig på fællesskabets bekostning.

Så var der hele miseren om GGGI. Her brugte manden i sin tid som formand omkring 1 million kroner på rejser, hoteller og limousiner. Og ved en enkelt lejlighed betalte instituttet endda for hans datters flybillet – da det blev opdaget, var det naturligvis “en misforståelse”.

Endelig er der hans LøkkeFond, som kvotekonger donerede til i stor stil, og derfra er det jo let at forestille sig, at de fik lettere adgang til kvoter. Altså det man kalder korruption i de fleste andre lande end Danmark. Først benægtede Løkke, at han overhovedet kendte de pågældende kvotekonger, men da det viste sig, at han både havde lånt et sommerhus og været til fest hos en af ‘kongerne’, var det hele naturligvis ‘en misforståelse’.

Han er aldrig blevet dømt. Noget af det pusseløjerlige ved dansk politik er, at hæren af embedsmænd, rådgivere og andre skatteyderbetalte hjælpere altid sørger for, at politikerne kan smutte bekvemt ud af sidelemme som “misforståelser”, “tilbagebetalinger” og andre syge undskyldninger.

Men hvis det var en af mine kolleger i hverdagen, der havde haft lignende stribe af mistænkelige sager klæbet til sig, ville jeg ikke tøve med at kalde hen for en svindler, en bedrager og én med et enormt besvær med at kende forskel på dit og mit. Helt uagtet hvor statsmands-agtigt hen så ellers opførte sig i øvrigt.

“Vi skal lige se i kalenderen”

Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉

Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?

Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.

Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.

Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️

Alle har fortjent at have det godt

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.

Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.

Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.

Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.

Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]

(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)

Seriøst! Tror vi selv på, det virker?

“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.

Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.

Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …

Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.

Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.

Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.

Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!

Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.

For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.

De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.

Droppede vi debatten om tonen?

Altså; det er vel en del år siden, at der var evindelig ballade om tonen i den offentlige debat. Nogen var kede af, at der blev angrebet personligt, talt i barske vendinger og med fokus på personen mere end emnet. Andre var irriterede over, at de nu ikke måtte sige tingene uden omsvøb. At deres sandhed ikke var rigtig, og de derfor ikke måtte udtrykke den. At dem, der klagede over tonen, var for følsomme til at deltage i debat.

Hvor er den diskussion blevet af? Er den afgjort og afsluttet, uden jeg har opdaget det? Uden en prisoverrækkelse med medaljer og enten en venligboer-tshirt eller en megafon? For det er da stukket helt af.

Alle galper alt muligt gylle af sted på offentlige foraer, og der er ikke rigtig nogen, der bekymrer sig om, hvad det gør ved modtagerne. Kan man ikke tåle mosten, kan man sætte sig på kosten og forlade skuden. Skrid pomfrit. Det er en lukket fest. For alle der kender udtryk som idiot, tosse, skvatmikkel og udskud.

Det kan da ikke være rigtigt. Er der virkelig så mange mennesker, der går rundt og er forargede på hele verden, at det skal være omgangstonen? Er der virkelig mere, der skiller i verden, end der samler? Hvorfor tiljubler nogen, når Trump deler vandene? Når BoJo som en anden Moses opfører sig som en skillert på båndet i Føtex? Hvorfor får Paludan så meget opmærksomhed? Hvorfor gør Henrik Dahl? Synes vi, det store politikteater er sjovere, når der er sang i ga’erne og gang i sa’erne, som Richard Møller altid formulerede det …?

Og én ting er jo politikteateret – for de tror jo, de skal skabe sig for at få opmærksomhed. Men jeg forstår da slet ikke, at alle andre er begyndt på det samme. “Dem, der mener noget andet end mig, er rådne, naive, tossegode, nazistiske, racistiske, undergravende og forrædere”. De er i hvert fald ikke bare uenige …

“Signore udlejer”

På facadens, overfladens, behagesygens alter har jeg netop brugt en halv time på at gøre min airbnb pæn. Fordi værtsmanden kom på besøg. Han skulle se, om den vaskemaskine, jeg pludselig fandt (!) (Der skulle ikke have været en vaskemaskine, og den var dækket af et cover, så jeg troede længe, det var en død kommode), for at se, om den stadig virker.

Jeg har lagt mine vandflasker på køl, så de ikke stod og rodede på gulvet. Jeg har stillet mine sko i soveværelset, så de heller ikke stod og flød i køkkenet. Jeg har ryddet skrivebordet – blandt andet for en pose chips med lemon-smag, som jeg glæder mig til at prøve. De måtte vente pænt i et køkkenskab, mens han var her. For tænk hvis han troede, jeg var sådan en, der spiser chips. Jeg stillede også den meget fine kaffe, som de gav mig i indflyttergave, et sted, hvor det ikke var så tydeligt, at jeg endnu ikke har drukket af kaffen. Jeg fejede endda gulvet, selv om jeg trods alt ikke gad bruge fejebakken og samle det sammenfejede skidt op. Det ligger i et hjørne, som han helt sikkert ikke så. Jeg fjernede opvasken, og så skrev jeg disse ord i hånden på en opslået blok, der har ligget på skrivebordet, siden jeg kom – altså en blok, jeg selv har haft med. Som har været tom i snart 2 uger. Nu er der i det mindste noget på den første halve side.

Jeg kan egentlig godt selv gennemskue noget af det. Fejning for ikke at ligne et svin. Chips væk, så han ikke lægger to og to sammen og tænker, aha, han er lidt buttet, fordi han spiser chips. Og tekst på blokken, så han nu går ind til sin hustru, Michela, og siger, at han tror, jeg er ved at skrive en bog eller noget andet interessant. “Der stod i hvert fald vigtige og mange notater på en blok”, vil han sikkert sige. Og hun vil nikke bekræftende og mumle noget med, at jeg virker belæst. Og endnu mere mumlende vil hun så lade sive, at hun egentlig også godt kunne tænke sig, at hendes mand skrev en bog eller gjorde noget andet klogt. Sådan forestiller jeg mig det. Sådan må det være i mit hoved. Ellers giver det jo ikke mening.

Kun et øjeblik

Hun var sulten.
Han motionerede.
Hun sad ved et bord med to veninder.
Han svedte voldsomt.

Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.

En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt.

Virkelig alternativ strandgæst

Jeg er ikke så god til at gå på stranden. Slet ikke når det ikke er et lukket område med solstole eller – senge. Men der er ligesom ikke nogen alternativer her i Trapani. Jeg må på stranden. I sandet.

Som den søde værtinde, hun er, havde Michela givet mig lov at låne hendes solparasol. Så jeg kunne få en smule skygge på stranden. Jeg havde allerede scoutet langs promenaden, også selv om jeg godt vidste, at jeg ville ende med at vælge den strand, der var tættest på. Sådan kan man være så forudsigelig.

Nå men jeg fik pakket en taske: Bog, solbriller, solcreme (faktor 50), nøgle til lejligheden og et stort håndklæde. Alt sammen ned i rygsækken og så solparasollen i den anden hånd.

Nede på stranden tog jeg først den nederste pind til parasollen ud og jog den med al min kraft (!) så langt ned som muligt. Så bredte jeg håndklædet ud. Fandt de øvrige ting frem og lagde dem i en ordentlig rækkefølge. Og endelig satte jeg selve parasollen på øverst. Der blæste en mild brise, som ruskede lidt i parasollen, men ikke noget jeg tænkte over.

Så smurte jeg mig ind i solcreme. Og lagde mig med bogen. Jeg læser bedst på maven. Så benene kom lidt uden for håndklædet – ud i solen 🙂 – og pludselig væltede parasollen. €%€%€&%€/#%€ tænkte jeg. Det var pinligt. Jeg måtte op igen. Nu med sand over det hele, fordi det der klistrede solcreme jo ligesom sugede sand som ølboner suger teenagere til sig på Roskilde.

Jeg fik sat parasollen op igen. Gjorde mig ekstra umage med at klemme den langt nok ned i sandet. Og lagde mig på ryggen. Et vindpust kom og en fornemmelse sagde mig – med lukkede øjne – at den var gal igen, så jeg langede labben ud og greb parasollen, der ganske rigtigt var væltet igen! Jeg udstødte det almentgyldige: “Fuck it!” og smed parasollen i sandet og lagde mig nu uden beskyttelse. Det har jeg dog prøvet før, så det varede heldigvis ikke længe, før mit raseri og min ‘afstraffelse’ af parasollen var ovre.

Mit instinkt sagde mig, jeg gjorde noget forkert. Jeg skulede forsigtigt til et par ved siden af. ‘Aha, hvor smart’. De havde taget et par sten fra diget bag os og brugte dem som støtte. Noteret! Så kom en familie på tre. Faderen lagde sig på knæ i sandet og brugte sin højre hånd til at grave et hul på cirka 20-25 centimeter, som han plantede parasollen i. Også smart. Noteret.

Jeg gik hjem og vaskede sandet af. Det ligger nu i henholdsvis bidet og bunden af brusekabinen, men da jeg i dag var på stranden gravede jeg først et hul og plantede parasol-spyddet dybt, hvorefter jeg fandt tre sten til at støtte med. Parasollen stod som et murværk, fra jeg kom, til jeg gik.

via GIPHY