Tillykke – eller hvad man nu siger …

Min far går på pension i dag. Teknisk set går han vist egentlig på efterløn, men det vigtige er, at han stopper med at arbejde. Efter mange, mange år på arbejdsmarkedet skal han nu til at være pensionist sammen med sin hustru (altså min mor!).

Det har været en pusseløjerlig proces, for han er vist i virkeligheden ikke meget for det der med ikke at arbejde længere. Så længe jeg kan huske, har han arbejdet flittigt og pligtopfyldende dagen lang. Og nu skal han så til at løse en helt anden opgave – nemlig at få et meningsfuldt og indholdsrigt pensionistliv sammen med min mor. Det bliver spændende, men de er allerede i gang med at planlægge fremtiden. Den skal de nok få fyldt.

Jeg sendte ham følgende tekst i dag:

“Kære far
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad man skriver, når folk går på pension; Tillykke? Godt gået? Tak for indsatsen?

I hvert fald er det en flot dag. Og jeg vil gerne takke dig for altid at knokle og arbejde hårdt for din egen men mest – tror jeg – for din families skyld. Jeg har set dig tackle alle mulige job gennem årene, og du har aldrig klaget. Om du har været assurandør, lagerarbejder, købmand eller dagplejer. Så har du altid fået det bedste ud af det hele.

Du er et forrygende forbillede med din kampgejst, indsats og vilje. Og nu fortjener du at gå lidt ned i tempo (hvis I kan; jeg tvivler 😎) så du og mor kan nyde seniorlivet.

Jeg er sikker på, der venter mange år fyldt med store oplevelser sammen.
Tanker fra varmen ❤️
Michael”

Jeg ved, jeg siger det en del, men jeg mener det virkelig også: Jeg er enormt glad for og stolt over mine forældre ❤️

(Og så faldt jeg i øvrigt over en fin artikel med Thomas Bredsdorff. Den handler om noget med at blive ældre og finde plads og rum og acceptere, at tiden går. Jeg synes, han tager fejl på ét punkt: Der er stadig mange, der gerne vil lytte til ældre. Også selv om hr. Bredsdorff åbenbart ikke oplever det sådan.
Læs: Jeg vil være så glad, hvis der faldt en teglsten ned i mit hoved)

Fra Højer til Trapani (del 2)

Jeg vågnede i Milano på Ostelzzz. Nogenlunde veludhvilet. Klar til at fange toget til Napoli klokken 10.00. Op og i bad. I tøjet. Checke ud. Taxa til Centrale. Og finde billetkontor og spørge efter pladsbillet. “Æsj, det er ikke nødvendigt, det køber du bare ombord!”. Godt så.

Jeg hoppede på. Fandt en plads. Men der var det vildeste kaos. Der var byttet rundt på vognnumrene. Og ikke alle sæder var der – selv om der var solgt pladsreservationer til dem. Megen ståhej, men jeg fik lov at sidde nok så fint på min plads. Toget trillede af sted. Eller rettere: Det blæste af sted. Hvis kilometerangivelsen på infotavlen står til troende, var vi på 265 kilometer i timen. Så er der ikke så langt til Rom. Og egentlig heller ikke til Napoli. Vi var fremme 4,5 time senere. Lettere forsinkede men det handlede vist mest om langsomtkørende tog foran os.

I Napoli missede vi lige netop 14.45-afgangen, og så var næste tog sydpå med afgang 16.45 – alternativt skulle jeg vente til om aftenen og tage et nattog. Det ville jeg spørge en sikkert rar billetdame om. Der var noget kø, men jeg kom endelig til, og faktisk var 14.45 så forsinket, at jeg stadig kunne nå det – “kan jeg købe en plads på det?” Det kunne jeg ikke. Faktisk viste det sig, at jeg heller ikke kunne købe pladser på de følgende afgange. Jeg kiggede vantro på damen. Det var umuligt at komme ud af Napoli. Det føltes som en fælde af en slags. Jeg spurgte, om jeg så måske bare kunne hoppe på et af dem og se, om det gik alligevel uden pladsbillet. Hun trak på skuldrene.

Jeg hoppede på toget. Det var slet ikke fyldt. Der var god plads, og vi blæste videre ned over det sydlige Italien. Nu blev udsigten også til at få øje på efter lyntoget fra Milano. Der er godt nok pænt sydpå. Selvfølgelig hjalp det også, at vi kom tættere på kysten. Da vi nærmede os Villa San Giovanni, som er færgebyen, gik det op for mig, at toget ikke skulle over med færgen men fortsatte videre. Så jeg måtte af toget og finde en spadsere-billet til færgen. Intet problem. Men næste færge sejlede først om en god times tid. Så jeg sad der klokken 21.00 lørdag aften på havnen i Villa San Giovanni og ventede. Og ventede. Jeg var blevet lidt træt igen, og jeg skulle også finde ud af noget med overnatning …

Bookede en nat på Royal Palace i Messina på den anden side af vandet. Med bare 200 meter til banegården virkede det fint. Jeg skulle med toget videre til Palermo søndag morgen klokken 8.37. Tutto bene.

Søndag morgen. Op til tiden. Dejligt bad. Sprang morgenbuffeten over. Prioriterede at sove de 10-15 minutter længere. Rullede med kuffert og rygsæk til stationen. Som var overraskende tom. Altså jeg er med på, Messina ikke er en millionby (238.000 ifølge Wiki) men alligevel … Det viste sig selvfølgelig at hænge sammen med, at der var bomberyddere på stationen. Ikke på grund af en aktuel bombe men fordi en bombe fra “war time” ikke var sprunget, så den skulle fjernes. Så altså den har formentlig ligget siden 2. verdenskrigs slutning i 1945 og været u-detoneret, og så skal den fjernes, og stationen spærres præcis den søndag 74 år efter, hvor jeg skal med toget …??

Togbusser var løsningen, men de kørte først klokken 10.00 til Santa Agathe Di Millitello. Som var 2 timer væk i tog, men den rare dame i billetsalget forvissede mig om, vi ville være fremme allerede 7 kvarter senere. Det tænkte jeg ikke videre over lige dér. I stedet – jeg er vel min fars søn – øjnede jeg chancen for morgenmad, som jeg allerede havde betalt for. Så jeg luskede tilbage til Royal Palace og spurgte pænt, om jeg måtte tage en kop kaffe og lidt brød. Det måtte jeg gerne. Så der sad jeg lige og trak luft ind. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, men det var egentlig noget af det bedste ved dagen. Set i bakspejlet.

Klokken blev 10.00. Jeg hoppede i bussen. Og den standsede ved alt, der lignede et stoppested ud af byen. Nå ja, det skulle nok gå. Så begyndte vi at køre fra motorvejen ind til alle stationer undervejs, og der gik 3,5 time, før vi endelig ankom til Santa Agathe osv. Dér så der ærlig talt også temmeligt tomt ud. Der opstod en del palaver. De andre passagerer – som kunne italiensk – gjorde højlydt de stakkels chauffører opmærksomme på det upraktiske i at sætte os af på en station, når der nu ikke kørte tog overhovedet hele søndagen. (Hvor den sidste information var kommet fra, og hvorfor jeg havde misset den, aner jeg ikke).

Buschaufføren besluttede at køre os videre mod Palermo. Undervejs tror jeg endda, han enedes med sig selv om, at han fanme lige så godt kunne køre os hele vejen. For først skulle vi have været af i Cefalu, men der stod kun fire af, så vi andre syv fik lov at køre med helt til Palermo.

I Palermo skulle jeg med “Autolinnee” Segesta videre til Trapani. De kører hver anden time, og vi ankom til Palermo 16.15. Så jeg købte billet og forberedte 7 kvarters ventetid. Jeg sad ved busstationen med nogen temmelig skumle typer, men hey; jeg er på ferie og stoler på andre mennesker. Min airbnb-værtinde Michela, som jeg løbende var i kontakt med – først havde vi aftalt, jeg ville være fremme i Trapani klokken 12.30, men nu blev det vist nærmere 20.15. Irriterende for dem. Men da hun hørte, jeg sad på stationen i Palermo, skrev hun følgende:

“Stai attento alla stazione di Palermo. E’ una brutta zona, frequentata da ladri! Occhi attenti! Quando scenderai dal pullman, riesci a trovare via mancina? Hai Google map? Hai bisogno di aiuto?”

Som betyder noget i retning af:

“Pas på Palermo station. Det er et dårligt område, der besejles af tyve! Vågne øjne! Når du kommer ud af bussen, kan du finde via venstre hånd? Har du Google-kort? Brug for hjælp?”

Jeg holdt skarpt udkig efter pirater, og flyttede mig og alt mit pikpak hen foran McDonalds. Dér kunne de vel for hulen ikke finde på at kølhale mig. Så dér sad jeg med meget vågne øjne i halvanden time. Og endelig kørte bussen. Af sted med mig (og de andre). Det tog simpelthen godt to timer at køre de 70 kilometer, og så var jeg fremme. Ved Portoen i Trapani. Nu bare 6 minutter til fods fra Via Manicina. Jeg skrumplede af sted af de små gader med kufferten på hjul og min nu på fjerdedagen noget tunge rygsæk – 11 bøger var måske alligevel i overkanten? – og så mødtes jeg med Michelas mand, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder. Men han er rar. Og lejligheden er fin.

Så brutto rejsetid fra 15.54 torsdag i Højer til søndag 20.30 i Trapani 76 timer og 36 minutter. Deri indgår tre overnatninger undervejs – i Hamburg, i Milano og i Messina. Som kostede under 1.000 kroner i alt – og som samlet set (for alle tre) er bestilt under 24 timer før ankomst. Netto rejsetiden er lidt sværere at gøre op, men jeg tænker, det er noget i retning af cirka 35 timer i bus og tog.

Læs del 1, hvis du ikke har gjort det først

Interrail – fra Højer til Trapani (del 1)

“Jeg tager toget hele vejen til Sicilien. Det bliver vildt fedt og en afslappende måde at begynde ferien på”. Det var mit udgangspunkt, da jeg lige lidt under 14 dage før min ferie så småt satte gang i planlægningen. 

Er ikke helt sikker på, hvordan jeg endte med at ville til Trapani. Formentlig fordi de i de lidt fodboldtomme juni-dage spillede oprykningsfinale fra Serie C og vandt den. Den slags kan være rigeligt til at vinde min gunst. Og så er det ikke et sted, jeg har hørt om før. Som i: Nogensinde! Så i de her identitetsskabende og autenticitets-søgende tider var det da cool at tage et sted hen, hvor ingen, jeg kender, har været. Tror jeg 🙂

Jeg smuttede til Odense og købte Interrail – 700 kroner ekstra for 1. klasse – til 30 dage – med 5 rejsedage! Det enedes den rare dame og jeg om ville være rigeligt. Nu er jeg sgu mere i tvivl.

I parentes bemærket: (Vildt nok, at hun ikke rigtig var mere frisk i samtalen om DSBs fremtid. Hun fortalte, at der var flere ‘ældre’ (sagde hun og så meget sigende på mig!!) som købte Interrail. Hun vidste ikke hvorfor. Så indskød jeg, at jeg betragter de her år som en slags nyt Blue Ocean for DSB – analogt med det Postdanmark havde for nogle år siden, da internethandel for alvor blev en ting. Da skulle postvæsenet have gjort sig nyttige og blevet landets bedste pakkeleverandør. Det lykkedes så ikke – hvis de da overhovedet forsøgte. Men samme chance tror jeg, DSB har nu med klimasnak og bæredygtig turisme – så kan der sprøjtes togrejser ud, hvis bare de fanger det og byder sig til. Hun var ikke helt så oppe at ringe over det, som jeg var …)

Jeg havde booket lejligheden i Trapani fra søndag 30. juni. I Odense havde billetdamen hjulpet mig med følgende pladsbilletter:

28/6 10.01 – 16.54 Hamburg – Basel
28/6 17.31 – 21.37 Basel – Milano
28/6 23.17 – 07.17 Milano – Rom

Derfra blev det svært for hende at booke pladsbilletter, mente hun. Oprindelig skulle jeg først have været af sted halvanden time senere fra Hamburg, men hun ville gerne putte lidt ‘sikkerhedstid’ ind, så jeg kunne nå til Milano i tide …

Nå men så måtte jeg allerede torsdag tage fra Højer klokken 15.54 med bus til Tønder. Derfra med Arriva sydpå mod Niebüll og videre til Hamburg, hvor jeg ville være mellem 18 og 19. Det lykkedes ganske fint. Jeg havde booket en overnatning ganske tæt på banegården i Hamburg, så jeg kunne nå op til toget følgende morgen. Så langt, så godt.

Jeg nåede toget 10.01 den følgende morgen. Desværre var det kun muligt at booke plads på 2. klasse, men jeg tænkte, det nok ville være som i Danmark, at der var rigeligt plads på 1. klasse. Det var der det meste af turen. Jeg stod op i 2 timer, men ellers gik det som planlagt. Så nåede vi Basel.

I Basel var toget videre aflyst på grund af tekniske problemer. Bare sådan. Hvad gør man så? Der var mulighed for at komme videre med et par andre lokaltog, som jeg så hoppede på. Det kostede tid. Afgang fra Basel med lidt mere end en times forsinkelse, og klokken var altså nu snart 19. Men jeg kunne lige nå til Milano, hvis ellers toget makkede ret. Shit en rute. Gennem bjerge. Over dale. Ned i slugter og op igen. Og vi nåede til Milano med kun lige et par minutters forsinkelse 23.06. Så skulle jeg bare lige finde sporet med nattoget til Rom, og så var det sovetid.

Selv om jeg bare sidder stille sådan en hel dag i toget, er det alligevel temmeligt anstrengende. Den gamle krop giver sig og knirker og knager over ubevægeligheden og den trods alt relativt trange plads.

Jeg fandt en togmand med det samme og spurgte efter toget videre til Rom. Han rystede på hovedet. Toget kørte fra Milano Porta Garibaldi. Jeg var på Milano Centrale. Hvad så? Han pegede mod noget S-togslignende og sagde så, at den bedste chance for at nå det ville være med taxa. Mig ud foran, vente i kø (lidt frustrerende på det tidspunkt) ind i taxa og afgang mod Porta Garibaldi.

Vi var fremme sådan cirka 23.17. Lige da toget skulle køre, men jeg tænkte, at nu havde alle andre tog været forsinkede, så jeg styrtede mod sporet. Det var lidt væk, og selvfølgelig skulle jeg slæbe kufferten op af 30 trin for at komme til perronen. Dér holdt toget. Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vinkede til manden i førerhuset. Han kiggede tomt på mig. Jeg styrtede hen mod nærmeste dør og rykkede i håndtaget. Døren gik ikke op?!? Og så begyndte toget at trille … Jeg kom vist til at sige F-ordet højt. Mere end en gang.

Hvad så? Strandet i Milano fredag aften klokken 23.20. Jeg tænkte, at mine chancer for at komme videre ville være bedre fra Milano Centrale, så jeg måtte tilbage igen. Nu var tiden jo ikke helt så presserende, så jeg fandt på min TrenItalia-app en togrute tilbage. Det var først 20 minutter ud af byen til stationen Rho – som vi havde passeret på vej ind. Derefter knap et kvarters venten. Fra 0.02 til 0.15. Og så andre 20 minutter tilbage til Centrale. Nå men det gjorde jeg så.

Vel fremme på hovedbanegården kiggede jeg efter tog sydpå. Klokken 05.00 gik et tog til Napoli. Jeg overvejede, om jeg skulle blive for at sove på banegården. Det ville 20-årige Michael have gjort. Men 43-årige mig var mest indstillet på at sove i en seng. Stadig også lidt skuffet over det missede nattog med sengeplads til mig.

Men jeg gad heller ikke betale enormt for at sove – selv om jeg så ikke ville tage med klokken 5.00, skulle jeg med klokken 10.00. Så jeg kunne få cirka 7 timers søvn. Jeg fandt et billigt hostel og tænkte, hvad pokker. Det er 7 timer, og så må de andre overleve, at jeg snorker dem vågne hele natten. Ind i en taxa og af sted. Det var slet ikke så slemt som frygtet. Hostel-oplevelsen bestod af små lukkede kuber – som jeg altid har forestillet mig japanere arbejder – med et lille forhæng. Der var 6 rum i vores sal, og vi delte et badeværelse, som man kunne låse og være alene på. For 200 kroner for en nat var det sgu ok. Og så lagde jeg mig til at sove. Min første hele rejsedag var ovre …

(Jeg må vist hellere dele dette op i mindre bidder – så lad os kalde dette for del 1; så kommer fortsættelsen i morgen. Det lover jeg at gøre mit bedste for)

Jo-jo – her er del 2

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese”

Min airbnb-værtinde, Michela, er virkelig, virkelig sød. Hun og hendes mand står nærmest på hænder for at hjælpe mig. Måske virker jeg ekstraordinært hjælpeløs, hvem ved …?

Nå men hun er særligt optaget af at få forklaret mig alskens informationer, og det meste af det fanger jeg faktisk. Noget af det er virkelig brugbart, mens andet er ting, jeg egentlig selv allerede har fundet ud af i løbet af dagen. Men deres affaldssortering har hun allerede forklaret mere end en gang, og jeg er stadig ikke helt sikker.

Hun kan godt lide at sende mig beskeder i stedet for at skulle tale ansigt-til-ansigt. Måske er det ubehageligt for hende at erkende, at det ikke er alle engelske ord, hun har helt styr på. Men som jeg allerede flere gange har sagt: “Hun kan væsentligt flere engelske ord, end jeg kan italienske”. Hun sendte mig følgende til aften som opfølger på en samtale, vi havde:

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese.

Il mio amico ha dato il Wi-Fi?

Domani ti porto l’ombrello del mare.

Ti riassumo quanto ho cercato di dirti:
-usa il contenitore che vuoi per la raccolta differenziata. Lascia la sera il sacco fuori porta che poi prenderò io e metterò insieme nel cesto giusto. Stasera c’è il secco, puoi metterlo quando è pieno.
-pizzeria Calvino (pizza migliore)
-panificio Oddo e panificio Cristofanelli (in centro) entrambi buoniissimi, hanno tante cose oltre il pane!

  • antichi sapori (cuscus migliore) anche da asporto)
    -la cozza ubriaca (cozze e pasta con i ricci)
  • self service (solo pranzo) a palazzo Platamone (vicino la villa).
  • Ke Palle (migliore arancina)
  • Il tortellino (pasta fresca, sia da comprare che fare a casa sia da mangiare li)

Se vuoi fra una settimana o l’altra, puoi fare venire la signora delle pulizie, prende 10 € l’ora. In caso fammi sapere.

Per cuocere la pasta, devi metterti dentro la pentola dopo che bolle l’acqua

Per qualsiasi cosa chiedi pure. Ciao e di nuovo ben venuto”

Prøv lige at læse det højt for dig selv engang. (Hvis du ikke orker, har jeg gjort det for dig: https://soundcloud.com/user-556405227/audioonly)

Jeg forestiller mig, det skal læses med armbevægelser, flyvende øjenbryn og en overkrop, der taler med. Fantastisk. Så smed jeg det i Google Translate for lige at se, om der var noget, jeg ikke havde fanget. Det tror jeg nok, der var:

“Undskyld Michael for min dårlige engelsk.

Har min ven givet Wi-Fi?

I morgen bringer jeg dig havets paraply. Jeg opsummerer, hvor meget jeg forsøgte at fortælle dig:

Brug den beholder du ønsker til genanvendelse. Lad posen være ude om aftenen, så tager jeg den og sætter den sammen i den rigtige kurv. I aften er det tørt, du kan sætte det, når det er fyldt.

  • Calvino pizzeria (bedste pizza)
  • Oddo bygning og Cristofanelli bageri (i centrum) begge meget gode, de har mange ting ud over brød!
  • gamle smag (bedre couscous) også at tage væk)
    -kyllingen (muslinger og pasta med urchiner)
  • Selvbetjening (kun frokost) på Palazzo Platamone (nær villaen).
  • Ke Palle (bedste arancina)
  • Tortellino (frisk pasta, både at købe og gøre derhjemme for at spise der)

Hvis du vil i en uge eller så, kan du få rengøringsdame komme forbi, det tager 10 € i timen. I tilfælde af at lade mig vide.

For at lave pastaen skal du sætte gryden i den, når vandet koger

For hvad du også spørger. Hej og velkommen igen”

Jeg synes egentlig, det der kunstig intelligens er ret underholdende på sit nuværende stadie 🙂

En lille simpel maskine

Da jeg afsluttede min ansættelse hos Politiet i Næstved, var det blandt andet efter en kort samtale med en chef. Han – og resten af ledelsen med ham, forklarede han – undrede sig over, hvad jeg egentlig gik og lavede. De var af den opfattelse, at jeg ikke lavede noget som helst. Det var, hvad det var. Min indsats er ikke betinget af, at chefer ser mig men snarere af at få løst de opgaver, jeg møder.

Men i samtalen fik han også sagt noget, som blev hængende hos mig: “Nu har du været her så længe. Nu må det være slut med altid at skulle være så skæv i de ting, du leverer. Du ved jo godt, hvad vi gerne vil have, så det bliver du nødt til at levere”.

Nøj, det gjorde naller. Jeg synes egentlig, jeg er rimeligt skarp på at fortælle, hvad jeg er for en filejs, når jeg møder folk (og når jeg blir ansat). Jeg er ikke god til adaptation. Jeg leverer for fuld kraft. 7. gear kalder jeg det. Eller også – når jeg er træt, umotiveret, vranten eller føler mig tilsidesat – så leverer jeg i 1. gear. Og det er ikke meget.

Og jeg forstår, at man som arbejdsgiver, kollega eller bekendt finder det besynderligt, at jeg ikke kan finde ud af at levere noget i midten. Noget 4. gear. Noget med bare at være til stede og deltage på samme medium-level, som de fleste mennesker leverer på, når de arbejder. Noget med at grine høfligt, når der bliver forsøgt med noget anstrengt sjov. Men jeg er så helt igennem elendig til at spille spil. Jeg kan ikke sidde til møder og lade som om, at alt er fjong, hvis alting i min krop skriger, at jeg er uenig.

Omvendt har jeg også lært – erfaring, kalder man det vel – at jeg har svært ved at vende stemningen om et bord. At jeg kan sidde med alle mine – synes jeg – helt igennem logiske og rimelige argumenter, og så er der bare ingen, der er enige. Ofte blir der faktisk bare et kort øjebliks akavet tavshed, og så taler alle videre, som om jeg intet har sagt. Som om et barn havde forstyrret et voksent møde …

Måske er jeg bare en lille simpel maskine, der har vanskeligt ved at fungere i den store maskine, vi kalder samfundet? Måske er der noget galt med mig? Måske er der ingenting galt med mig, men jeg har bare nogle udfordringer, som jeg tumler med? Jeg aner det ikke. Men sådan er det.

“I er jo mønsterbrydere”

Helt lakonisk. Uden hverken det ene eller det andet. Det kom fra min mor i går, da jeg var hjemme for at fejre Sankt Hans. Hun mente, at hendes fire knægte alle havde brudt den sociale arv ved at tage en form for uddannelse. “Vi har jo ingen uddannelse”, fortsatte hun.

Jeg forklarede, at hun da havde taget en pædagogisk uddannelse, kort før hun forlod arbejdsmarkedet på grund af helbreddet, mens min far jo altså er uddannet revisor. Tidligt i 70’erne. 1970’erne. Det talte ikke, kunne jeg forstå. Men det gør det nu for mig. For jeg ser på ingen måde mig selv om mønsterbryder.

Jeg har været heldig at have helt forrygende forældre, der har vist omsorg, kærlighed og selvopofrelse hele vejen, og så er al det fis med uddannelse, penge og prestige altså røget helt og aldeles i baggrunden. De har givet mig en masse værdier, som handler om, hvordan jeg opfører mig over for andre mennesker.

(Indskudt note: Nogen vil nok mene – det kan fx være tidligere eller nuværende kolleger – at jeg kan have svært ved at opføre mig ordentligt i arbejdssammenhæng. I dag spurgte min chef bekymret til, “hvorfor bliver du så ilter?”, og tidligere har en anden kollega undret sig over, at jeg tager alting så personligt. Det er en anden historie!)

Dét, jeg har med fra mine forældre, handler om respekt for andre. Det handler om, hvordan vi behandler dem, der ikke rigtig kan slå fra sig. For mig siger det utroligt meget om folk, hvis de behandler receptionister, køkkenpersonale, sekretærer, pedeller, rengøringsfolk og lignende med en form for nedladende distance eller endnu værre med direkte nedladenhed. Dét har jeg helt sikkert lært hjemmefra. At behandle folk ordentligt. Andre mennesker har aldrig været brugt hverken som mål, som dårlige eksempler eller som noget, jeg skulle konkurrere med. Det er jeg glad for i dag.

Jeg er også glad – og taknemmelig – for, at de satte mig med blade og bøger i en ung alder, så jeg har fået glæden ved at læse ind med sutteflasken (næsten!). Da jeg fik mit første arbejde, som bestod i at køre med Områdeavis om mandagen, Ugeavis om onsdagen og reklamer (ofte M A N G E af dem) i weekenden, ja, så bragte, pakkede og kørte mine forældre mig. Først til depot. Siden hjem med alle tryksagerne. Og endelig ud på ruten. De har altid haft min ryg. Jeg stoler uendeligt på dem. De lader mig aldrig falde. Selv ikke nu, hvor jeg er blevet 43 år. Det er altså en helt igennem vidunderlig følelse.

Andre ting jeg er glad for handler blandt andet om støtte i svære stunder, om kærlighed, når alt går godt, om tilbud om fællesferier, om hjælp til (utallige!) flytninger, om gavmildhed, generøsitet og hjertevarme.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive kort, men det er jo allerede for sent. Så jeg vil runde af med at fortælle, at mine forældre har deres bryllupsdag nummer 41 i dag. Og at de har været kærester i 46 år.
(Og ja, det betyder sådan set, at jeg i stedet for Michael Vilster burde have heddet “Michael Snow”, I know 😎).

Kæmpe tillykke til mor og far ❤️

Noter fra valgdyst på TV2

Jeg har brevstemt for længe siden. Og derfor ikke rigtig set meget valgkamp. Det har været dejligt. Men jeg tænkte nu alligevel, jeg ville se den afsluttende debat tirsdag aften. Her er, hvad jeg fik med mig i spredte noter:

Der skal være flere ansatte i institutioner for at sikre en god barndom.
Er en god barndom nødvendigvis en barndom i institution?

Banner på skærmen: “2% af stemmerne sikrer cirka 4 mandater” Cirka?

“Det vil jeg godt kvittere for” – hvad er det med det udtryk? Hvorfor siger de alle sammen det? Det er grimt, opstyltet og kancelli-ish

I valgkampen vil alle pludselig sænke beløbsgrænsen for indvandrere, der kommer hertil i ‘højtuddannet’ arbejde.
Hvorfor har de så ikke bare gjort det tidligere?

“Elendig ledelse”.
Nu er ledelse i kommunerne et problem.
Færre ledere -> endnu bedre mulighed for ChrBorg-politikere til at topstyre

Isabella KD vil det så godt. Men abort? Ligestilling? 

“Vil Stram Kurs prioritere unge eller ældre ift velfærd?”
“Danskere!”
Shit altså …

Jobcentre og konsulenter skal nedprioriteres. Hvordan skal vi så straffe, ydmyge, kontrollere og piske alle de dovne nassere?

Riskær: “Hvorfor gik ØK konkurs i ‘80’erne? Dårlig ledelse”
Sagde han simpelthen det …? Hvor mange gange er han selv gået konkurs? Sikke en selvindsigt!

Mette F: “Bankerne skal betale. Ikke-vestlige fremmede kvinder skal arbejde. Og betale. Og de rige skal betale. 

Det er, som om der er meget forskellige lommeregnere. De har alle fået regnet det hele igennem, men de andre ved, det ikke stemmer

Alle er blevet enige om, at Uffe Elbæk er det ok at grine af. Ikke med. Af. Grimt

DF: “Klimahysteri. Danmarks står for 0,1% af verdens udslip” Gad vide hvor stor en andel af verdens indvandrere Danmark modtager …? (Jeg har forsøgt at regne på det – jeg er sproglig student, så det er sikkert skævt, men jeg fik det til 0,3%. Cirka)

Paludan: “Klimakrisen er ikke nær så alvorlig, som forskerne siger” ????

Pernille Skipper lignede en, der var ved at eksplodere. Jeg kan relatere.

Godt valg. Stem nu med hjertet. Med varme. Med kærlighed. For fremtiden. For dig selv. For os alle sammen.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂