Ufærdige Tanker

Der bliver kommunikeret, informeret, lagret, gemt, lyttet og talt helt enormt meget. Nogle steder kan jeg læse, at 90% af verdens data er produceret i løbet af de seneste to år. Vi laver også podcasts (hvor vi taler – ellers er de lidt aparte) og videoer, hvor vi både taler og optræder. Viden er tilgængelig alle steder. Men er det egentlig viden, vi finder så interessant?

Jeg sad på et hotelværelse lørdag aften og zappede kanaler. Det kan jeg ikke herhjemme, for jeg har ikke haft flow-tv i 10 år. Jeg kom forbi SVT1, hvor de sendte opera. I primetime. På en statslig kanal. Gør de nogensinde det på DR længere? Og jeg landede på et meget fascinerende program om “store katte”, som var nået til del 2 af 3, og dette her handlede om jaguaren. Hvordan den jager, hvem dens fjender er, og hvem den jager. Det var vildt spændende, og undervejs kom jeg til at tænke på, hvor lidt synsninger, der egentlig er i dyre-tv. Det er billeder og fakta om de forhold, som vores med-væsener lever under.

Det fik mig naturligvis til at tænke. Fik mig til at overveje, om jeg mon kunne formulere og formidle mig selv anderledes. Faktabaseret. Bare det at skrive det, kan jeg mærke lyder kedeligt. Men jeg kunne jo finde faktuelle ting at skrive om med ramasjang i. Verden er jo ikke nødvendigvis kedelig, bare fordi den ikke er en synsning. Eller måske er den. Måske er vores enorme trang til at dele meninger og følelser et udtryk for en form for behov indefra. Måske er det, fordi vi længes efter at dele, forbinde og knytte os til andre eksemplarer af dyret Homo Sapiens.

Det kan man jo mene meget om, men jeg fik i hvert fald den tanke, at jeg vil forsøge med lidt mere fakta og med lidt mere fiktion her på bloggen. På bekostning af synsninger og fornemmelser. Det kan for eksempel være en brevkasse – den kunne jo hedde Michael og Monopolet eller måske Michael og B-holdet. Ej pjat, en brevkasse hedder ikke noget. Den er en navnløs ven, hvor man kan skrive med spørgsmål, undrender eller alt muligt andet.

Fiktion? spørger du måske nu. Tjah, jeg må indrømme, jeg af og til digter lidt til virkelighedens historier. Det er jo ikke altid, det er sådan rigtigt givende at være en tur i Brugsen, men hvis det var lige den dag, der var en jaguar løs i Odense …

Jeg har sagt det før. Og som mange ved, er jeg absolut ikke bange for at gentage mig selv. Eller rettere, jeg er ikke glad for at gentage mig selv, men jeg er blevet så gammel, at jeg gentager de samme 5-8 historier og pointer igen og igen. Og denne her pointe er rent faktisk en af dem, jeg for alvor tror på og står ved.

Du skal lytte til det svenske fodboldmagasin Offsides podcast.

Michael Vilster, oktober 2021

Du får et link til ugens udsendelse her: https://www.offside.org/offsides-podcast/366-den-lilla-livskrisen/ – og det er spækket med underholdende historier. For eksempel mente Johan, da Anders fortalte om Chicharito – den lille ært – at mexicaneren i sine mobilkontakter har Alex Ferguson stående som ‘den lille hårtører’. Jeg spruttede af grin, mens jeg sad bag rattet og navigerede i trafikken.

En anden historie handlede om Motala Speedwayklub – som kaldes piraterne – der for et par år siden havde besøg af en polsk speedwayclub, som de arrangerede en løbsaften med. Der var selvfølgelig lodtrækning på indgangsbilletterne, og normalt vinder man et gavekort til den lokale bager eller en pose kaffe, men her var præmien en fabriksny Skoda. Der blev trukket lod. En lokal mand vandt, og han trillede glad hjem i sin gule Skoda.

Som dagene gik, undrede han sig over, hvor de officielle papirer på hans ejerskab af gevinsten blev af, så han kontaktede den lokale speedwayklub, men de havde skiftet ledelse og ville ikke kendes ved det, og det var vist forresten også en bil, polakkerne havde skaffet – læs mere her: https://corren.se/sport/vinnarbilen-star-fortfarande-still-om5556461.aspx og her: https://corren.se/sport/bilvinsten-blev-plotsligt-en-mardrom-om5506471.aspx – og enden på hele komedien blev, at stakkels Jörgen Anton ifølge de to podcastværter simpelthen returnerede bilen foran speedwayklubben og takkede nej til gevinsten.

Siden følger historien, om dengang Chippen Wilhelmson spillede fodbold i belgiske Anderlecht. Han overtog dét hus, som klubben havde fået specialrenoveret for at passe til den 2,02 meter høje tjekke Jan Koller. Samtalen i pod-studiet går på, at det er ok med for eksempel skrivebord og måske endda køkkenbord for at skåne ryggen, men Koller havde simpelthen fået speciallavet et toilet, der matchede hans lange ben, ligesom dørhåndtagene var flyttet højere op end normalt. Ej men hvad er man for en egoist, hvis man får håndtag og toilet hævet, spurgte svenskerne forarget? Hvad med hustru og børn – må de så stå på tå?

Jeg siger det – igen – gør nu dig selv den tjeneste at lytte til de her to. Det er virkelig god underholdning, og de ved en masse, masse sjove ting om fodbold. Do it! Chingatello. Så kor vi! Kniber det med det svenske, er det så heldigt, at den ene vært er fra Helsingborg, og det er jo praktisk talt en slags reserve-dansk, og forstår du den ene, lærer du hurtigt at forstå den anden.

Jeg har en penneven, som er et helt andet sted i livet, end jeg er. Det giver altid interessante perspektiver og spændende tanker, når vi skriver sammen. Hun ser verden – ikke fundamentalt anderledes end jeg gør – men hun ser tingene fra et andet eller måske bare fra flere perspektiver. Når jeg roder rundt i mit bagkatalog og undrer mig over, hvorfor jeg ikke kan finde mig til rette i et liv, der minder om flertallets, så er hun sød til at rose mig for at være ‘beundringsværdig kompromisløs’. Sådan har jeg aldrig selv tænkt på det, og det er helt sikkert sundt af og til at blive udfordret på sine egne fordomme og fastlåstheder.

Hun introducerede for nyligt begrebet “Et konformt lorteliv”. Et liv med alt det, mange mennesker jagter: Ejerbolig, partner, børn, gode jobs, flere biler og flere ferier om året og en bevidsthed om det priviligerede, travle og dog konforme lorteliv. Og det medfølgende krav om at blive i hverdagens hjul og løbe stadigt hurtigere for at følge med til de stadigt stigende forventninger og krav, mange pålægger sig selv. Det er helt og aldeles fremmed for mig. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg lever et liv på kanten af almindeligheden, og at jeg netop ofte vælger at gøre ting, som andre ikke så let kaster sig ud i.

Noget af det kommer af, at jeg ingen partner har, ingen børn, ingen fast bolig, og at jeg har flyttet så ofte, at jeg ikke længere knytter mig til steder og ejendele. Derfor er det let for mig at pakke en taske og rejse et andet sted hen. Det er der en enorm frihed i. Men det er jo også en form for isoleret liv, hvor jeg selv både er min primære beslutningstager og nærmeste fortrolige. Når jeg flagrer fra sted til sted, kan det være vanskeligt at opbygge virkelig lange og intime relationer. Det betyder blandt andet, at de relationer, jeg rent faktisk har, sætter jeg voldsomt pris på og stiller også store krav til.

Og jeg forsøger egentlig ofte at stille spørgsmålet i en rolig stund med andre mennesker, hvad de ønsker sig af livet. Hvad vil de gerne? Hvad er drømmen? For nogen er det en forfremmelse. For andre at gå ned i tid. Nogen vil gerne sikre deres børn og øvrige familie. Andre vil have en smart bil – måske endda en Alfa Romeo ❤️ Dét svar. På dét spørgsmål. Er det mest interessante, jeg ved. Jeg nyder, når folk åbner for posen, og jeg undrer mig, når det viser sig, at der ikke er ret meget i den pose. At posen egentlig mest er fyldt med en lyst til at nå frem til i morgen i en stadig strøm af dage, som til slut ender.

Hvad ønsker du dig? Hvad stræber du mod? Hvad vil du gerne med det her smukke, smukke liv? Som vi jo måske nok kun får version 1.0 af, og så er det overstået. Såeh … hvad er vigtigt for dig at nå?

31. oktober 2020 havde jeg sidste arbejdsdag på Højer Design Efterskole. To hele skoleår og tre måneder blev det til. Jeg havde fået nok. Var proppet, som da man som barn åd om kap af tarteletter nytårsaften, hvor der ingen grænse var, og da man nåede nummer 12, var kinderne udspilede og maven gnaven. Sådan havde jeg det for et år siden, og jeg var heldigvis i den priviligerede situation, at jeg kunne trække stikket og trække mig i isolation. Så det gjorde jeg. En måned i sommerhus. Så et par måneder i en lejlighed i Odense med intentionen, at jeg ville rejse ud snart.

Men corona trak ud – det ved I, I var der jo også – så jeg nappede tre måneder i et sommerhus i stedet og håbede, situationen blev bedre. Jeg nåede endda både at blive smittet og ret syg af corona og senere at blive vaccineret. Så flyttede jeg i lejlighed i Odense, hvor jeg er nu, og her blev tanken om et ophold udenlands endnu mere vægtig. Jeg ville. Jeg måtte. Jeg skulle af sted.

Jeg har tænkt utroligt mange tanker det seneste år. Arbejdet minimalt. Levet af min opsparing og salg af min bil. Forsøgt at være god ved mig selv. Haft opture og nedture i takt med coronaens ditto. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg ønsker mig af livet. Besluttet mig for snart det ene og snart det andet og ganske kort tid efter noget tredje.

Jeg har altid betragtet mig selv som engageret og passioneret. Andre har formentlig set mig som hysterisk og egenrådig og opfarende. Og urimelig. Da jeg søgte på nettet, hvordan jeg kunne ændre de her træk ved mig selv, fik jeg blot en advarsel om at holde mig fra den slags narcissistiske mennesker.

Da jeg gik til min egen læge og sagde, jeg havde brug for at tale med én, mente hun, jeg skulle have antidepressiver: “Du er jo ikke depressiv, og du har ikke angst, men hvad har du at miste? Prøv dog de her piller!”. Det føltes ikke rigtigt. Jeg er ikke afvisende over for antidepressiver. De virker for utroligt mange mennesker, og jeg er sikker på, psykofarmaka hele tiden udvikles og bliver bedre og bedre. Men det virkede lidt for meget som en venstrehånds-udlevering, og “du kan jo alligevel ikke nå et forløb hos en psykolog eller psykiater, og der er lang ventetid.”.

Så nu rejser jeg til solen. Til lyset. Til den anden side af verden. Hjælper det noget? Flytter nissen ikke med? Det gør den givetvis, men jeg tænker, at det giver mig en chance for endnu mere ro, endnu mere tid til omtanke og eftertanke. Så må vi se, hvordan det hele ser ud og føles, når vi når midten af maj, og jeg vender snuden mod Danmark enten for en kort visit eller for et længere ophold.

Jeg har hele mit liv haft svært ved for alvor at trække grænser og sige til og fra. Jeg tænker ofte, at hvis jeg nu bare lige “tager en for holdet/fællesskabet/chefen” eller hvem det nu er, så bliver alting bedre. Det er vanvittigt svært at tale om, og når jeg forsøger, får jeg altid det sikkert generelt helt vildt gode råd, at jeg skal blive bedre til at sige til og fra noget tidligere i processen.

Aktuelt er jeg sovset ind i et jobtilbud, hvor jeg har søgt og haft samtale med en gut fra en virksomhed, som har brug for en passioneret historiefortæller. Jeg tænker, at det er lige mig, og det vil jeg vildt gerne. Nu har vi haft kontakt i snart 3 uger, og jeg har allermest lavet PR og marketing-arbejde for dem.

Det er jo præcis dét, jeg flygter fra (det er en anden historie – en anden dag!), og jeg vil virkelig gøre rigtig, rigtig, rigtig, rigtig meget for at slippe for at forholde mig til KPI, reach, outreach, inbound, Google Analytics, Facebooks ad manager og business og alt det andet hejs, som jeg forestiller mig, man lærer en hel masse om på handelsorienterede uddannelser i dag (også en anden historie – en anden dag).

Nå men jeg har kunnet mærke i maven fra dag 1, at det, de vil bruge mig til, er noget helt andet end det, jeg mener, vi har talt om til samtalen, og som de har søgt i deres opslag. Og fredag var jeg så til møde hos dem. Jeg forsøgte at dreje samtalen ind på historier og mennesker og portrætter og dét, som jeg betragter, som passioneret historiefortælling. Men ret hurtigt kommer samtalen til at handle om alle de muligheder, der er for, at jeg for eksempel kan ringe og overtale bloggere til at skrive om deres produkt.

I mit hoved kører hele tiden: “Hvad har det med passioneret historiefortælling at gøre?”, og det hele slutter efter halvanden times pinsel med, at de lige vil fortælle, hvad deres mål for vækst er på de forskellige platforme. Så begynder en lang og meningsløs opremsning i stil med:”Vækste med faktor 1,6 på hjemmesiden. Og besøgstallet skal gerne vokse med 250% – altså med faktor 2,5″. For ligesom at holde mig selv vågen spørger jeg, om de også har de absolutte tal for besøg på hjemmesiden. Det var enormt irrelevant, fornemmede jeg, men det absolutte tal, der skal vækstes fra, er 720. Det gør vel trods alt opgaven mere overskuelig, end hvis der var 100.000.000 besøgende? Uden at vide særskilt meget om tal.

De ved formentlig intet om, hvad der foregår i mit hoved. Og mine forsøg på at bringe andre vinkler i spil mislykkes konstant. Så jeg sidder og tænker, om jeg skal sige ligeud, at det her altså er noget helt andet, end det vi har aftalt. For jeg kender den samtale. Det er mig, der har misforstået noget. Det er det altid. Sådan er min erfaring, at de mennesker, jeg føler, trækker mig ind i noget, jeg helst er fri for, de bliver så forbløffede over, at jeg ikke har sagt noget – jeg tænker jo omvendt, at de overhovedet ikke har lyttet. Og så står vi dér, hvor det er mig, der er et problem, fordi det jo er noget pjat ikke at sige til og fra i tide.

De er nu i gang med at oprette mail og koder og adgang til programmer. Jeg er stadig i gang med at overveje, om jeg er interesseret i at arbejde sammen med dem. Ej, det passer ikke. Det er jeg for længst færdig med at overveje. Så jeg har et interessant opkald, jeg skal foretage mandag formiddag.

Et andet eksempel, som er langt mere kompliceret. Jeg er med i en tipsklub med en af mine allerbedst venner, og to af hans venner, som jeg kender en lille smule. Vi spiller en gang om ugen. Alle indbetaler 50 kroner, og så spiller vi en kupon. Et par af deltagerne indsamler og indleverer ikke spil, så det er vi to andre, der har gjort siden februar, hvor vi begyndte. Det er sådan set fint nok.

Men jeg oplever fredag efter fredag, at pengene ikke bliver overført. Ikke med det samme. Og ikke hver gang. Og jeg hader penge. Helt grundlæggende. Jeg hader det, de repræsenterer. Jeg hader det, de gør. Og jeg hader det, de gør ved relationer mellem mennesker. Og jeg hader situationen, hvor jeg er nødt til at skrive og minde folk om at overføre penge til mig. Jeg hader det. Og jeg synes ikke, det burde være nødvendigt i en situation, hvor det er en frivillig klub mellem venner.

Klubben har holdt sommerferie. Sådan er jeg så ferm til at skubbe ting foran mig 🙂 Men nu skal vi til at i gang igen. Jeg sagde til min ven, at jeg gerne vil spille med, men jeg kun står for det hver fjerde gang. Det gør mig ked af det, og jeg begynder at stresse en lille smule allerede om torsdagen, hver gang jeg skal stå med indkrævningen. Det er ikke ok. Så mit forslag var, at alle enten stod for hver deres tur, eller også indbetaler vi penge en gang om måneden til en konto i forvejen. Det har han så fremført i vores fælles gruppe, hvor eneste svar indtil videre er, at en gerne vil være med og betale men ikke får spillet, hvis han selv skal aflevere kuponen.

Og jeg kan mærke, at klubben så småt udånder på den måde, og det føles besynderligt nok, som om det så er min skyld. At jeg dog på den måde gør mig ud til bens i stedet for bare at indlevere spillene, som vi har gjort hidtil. Det er jo vanvid, at jeg er 45 år – snart 46 🇩🇰 – og stadig har det så svært med relationer med mennesker og med alle mine interne dialoger, som altid forsøger at give mig selv skylden for alting, mens jeg undrer mig over verden helt generelt.

Som et ekko af de mange efterskoleelever jeg fik lov at lære at kende de seneste par år, kan jeg høre det runge i hovedet, at jeg er forkert og ikke fungerer sammen med mennesker. At jeg træder skridt ved siden af alle andre, og når jeg endelig forsøger at være mig selv – som for eksempel jeg var det hos politiet – så bliver jeg strittet ud, fordi jeg er alt for meget mig selv og ikke minder nok om andre mennesker.

Det er faktisk ikke skiderart at føle sådan. Men det vidste jeg i øvrigt godt. Det kunne jeg både se, mærke og høre på alle de unge mennesker på efterskolen. Det er ufedt at føle sig ved siden af verden. (Men jeg ville eddermame også mene, det var ufedt, hvis jeg var som flertallet er det i disse år med racisme, fascisme, voldtæger, kvindehad og grådighed – en anden historie. Igen!)

Nå, men er du nået helt herned, skal du sættes i sving:
– Hvordan gør du, når du skal kommunikere uenighed med andre mennesker? – – Hvordan undgår du, at det bliver vendt tilbage til dig som en forsinket skingerhed?
– Kan det overhovedet lade sig gøre at have den slags samtaler, uden det bliver en kamp om, hvem der har mest ret?
– Kan man ‘bare’ lytte og tage ind uden at skulle rangordne?

Jeg har længe gået og forsøgt at overbevise mig selv om, jeg ville have godt af at træne lidt i et fitnesscenter. Det er indtil nu lykkedes mig at afværge situationen med en stribe mere eller mindre opfindsomme undskyldninger og bortforklaringer.

At jeg testede positiv i pinsen og siden har været en anelse nede på energi, er selvfølgelig én af dem. Så vidste jeg ikke helt, om jeg blev boende i Odense i denne omgang (det ved jeg vel aldrig helt), og da jeg så havde besluttet dét, kom jeg i tvivl om, hvilket center, der egentlig var tættest på min nuværende bolig. Så var der noget med tid (ja, utroligt nok har den virket!), så passede jeg hus i Glamsbjerg, og så var jeg faktisk heller ikke helt meldt ind endnu.

I tirsdags meldte jeg mig ind online, og så skulle jeg dagen efter hente mit kort. Jeg kunne naturligvis ikke på samme dag hente kortet og træne første gang, så jeg hentede bare kortet og trissede og hjem igen. Og i dag – i dag var så endelig dagen, hvor jeg var løbet tør for undskyldninger. Så jeg pakkede en taske, og jeg måtte virkelig gøre mig umage for at huske, hvad man egentlig har med. Jeg ville gerne pakke let – jeg stoler aldrig helt på, der er ledige skabe, så jeg havde mit medlemskort, mine nøgler og en hængelås i lommen og et par sko og et lille svede-klæde i rygsækken. Af sted det gik op til centeret.

“Hov, hov, har du et coronapas, jeg lige må se?” spurgte den unge mand i gul trafikvest. Ej pokkers. Det ligger jo på mobilen. “Jeg har mundbind med”, forsøgte jeg spagfærdigt, og han slog beklagende ud med armene, og jeg skyndte mig at bedyre, at det selvfølgelig var helt ok. Så jeg gik hjem igen. Så må det jo blive i morgen. Hvis der virkelig ikke når at dukke en ny undskyldning op inden da … Man har jo lov at håbe!