Depression og stress

2014 startede med, at jeg tilbragte knap 4 måneder med en stribe “sessioner” hos en psykolog, der skulle hjælpe mig med at komme gennem noget stress/depressions-halløj. “Hvad var der dog galt?” spørger du. Jamen det er jo lidt svært at sætte fingeren på. En lang periode med valg, der føltes som ikke-valg, tvungne valg og måske endda også dårlige beslutninger fra min side. Hvorfor ender man et sted, hvor man ikke har lyst til at være? Det er sådan set et ret godt spørgsmål, som jeg vil lade ligge her og vende tilbage til en anden gang.

Det gik ikke så godt med mig og psykologen, og jeg skulle nok have afbrudt løjerne tidligere i forløbet – faktisk lige omkring der, hvor hans ellers udmærkede råd om at gå lidt ned i passions-procent på jobbet, blev fulgt af “Det var sådan, jeg selv kom gennem mit psykolog-studie”. Altså på 60 procent, forstås.

Ja, senere forstod jeg i hvert fald, at jeg nok var nødt til at få noget andet hjælp – det gik endegyldigt op for mig den dag, jeg sagde:

“De 60 procent virker ikke. Du har godt nok ret. Folk er gladere omkring mig (fordi jeg ikke er på 100 procent (aka brokker mig)) men jeg føler mig falsk, forkert og dum.”

Så følte han, at tiden var moden til at foreslå noget psykofarmaka. Altså nogen lykkepiller. Det er ikke sådan, at jeg har noget mod lykkepiller. Det er mit indtryk, at de hjælper virkelig mange mennesker, men jeg stejler, når det allerede er løsning nummer 2 i mit psykolog-halløj. Så jeg takkede pænt for tiden og stod af vognen. Så måtte jeg finde en anden løsning på det dårlige humør.

Labyrinth

Jeg tror ikke, jeg er særlig skrap til at gå til psykolog. Vi sidder dér, og han spørger, hvilke problemer jeg har. Så fortæller jeg dét og planter en eller anden mulig forklaring. Dén køber han, og så bevæger vi os ud af det spor. Han foreslår en måde at bearbejde det på, og jeg lytter. Og forsøger efterfølgende at gøre, som han siger. Det hjælper ikke. Et par gange senere siger jeg så, at jeg fornemmer, der måske er noget andet i spil. Han lytter interesseret. Jeg planter et nyt spor at forfølge, og han bevæger sig ud af en ny tangent. Jeg er med på, at psykologer jo ikke er tankelæsere, og at det måske også er mit ansvar at finde frem til en eller anden form for kerne, men jeg har aldrig rigtig en oplevelse af at blive tankemæssigt afklædt. At nå ind til et ‘Aha’. Jeg dirigerer samtalen i alle mulige retninger, og det hele bliver på overfladen.

Underligt nok nåede jeg mod slutningen af forløbet – som endte en anelse uskønt med en stribe afbud og lidt for lange perioder mellem nye aftaler, og til sidst afbrød vi kontakten – til en erkendelse, som kan synes lidt aparte, men jeg vil forsøge selv at gå ind i mørket i stedet. At være i de der mørke tanker. Og at tackle de situationer, hvor min ret så veludviklede BS-detektor siger fra. Der skal noget til at vække den, men når den så brummer, skal jeg lytte. For den har ret. Dét er en fin læring på en træls oplevelse.

Tømmermandsmad uden tømmermænd. “It’s a thing now”

Selv om jeg måske nok fejrede nytår på en lidt anderledes facon, betyder det faktisk ikke, at jeg ikke har brugt nytårsdag på at dvaske. Og på at kreere et ret fint “dagen-derpå-måltid”. Smålige typer vil selvfølgelig anfægte, at der rent faktisk ikke skulle være behov for noget sådant måltid, men til dem vil jeg sige to ting: Schhhhh! Og: Jeg endte sådan set nytårsaften med at danse rundt på stuegulvet i pyjamas, uldsokker og skråle med på Rasmus Seebachs koncert fra Horsens (som de sendte på TV2 mellem 0:10 og 1:00. Cirka). Dansen blev lidt vild undervejs, så selv om jeg ikke fik drukket alle festens øl, var jeg alligevel en anelse ør i hovedet, da jeg gik i seng.

Og derfor er det da med al mulig ret, at jeg i dag kreerede et måltid af gnalling-pølser, baked beans, bacon, hvidt brød fedtet rundt på panden og spejlæg – indtaget med et krus cacaomælk og et glas tranebærjuice (ja, det sidste her giver ikke megen mening, men det er altså sandheden!) Og det var et ret godt måltid.

Samvittigheden blev klaret med en forudgående rask spadseretur i nærområdet, og med sådan et par kilometer eller tre i fusserne var det da oplagt, at der igen var behov for kalorie-overload. Oplagt! Indlysende! Well … det er i hvert fald, hvad der er foregået.

 

Nytaarsdagsmad

Fordele og ulemper ved at holde nytårsaften alene

Da jeg googlede “nytårsmenu single”, dukkede der ikke, som håbet, en masse lækre, temmeligt simple og nænsomt doserede retter op med sprudlende forslag til en nytårsmenu, men der kom derimod et par sider med forslag til, hvordan jeg dog kunne finde en fest, så det slet ikke ville være nødvendigt at finde på en single-menu. Det fik mig til at tænke over fordele og ulemper ved min beslutning om at holde dette nytår alene. Listen ser (indtil videre) sådan her ud:

Fordele:
– Da jeg stod i Irma, og der ikke var noget oksekød, der tiltalte mig, så gjorde det ikke alverden, at jeg nappede noget kalv i stedet – SELV OM DER STOD OKSE PÅ INDKØBSSEDLEN!
(For helt ærligt; ved vi ikke allesammen, at frost-pommes, købe-bearnaise og hvidløgsflutes nok skal gå til snart sagt et hvilket som helst stykke kød? Ikke? Sikker …? Hér skal den nok gå!)

– Der var ingen, der sagde “Er det ikke nok nu?”, da jeg fyldte i kurven i slikafdelingen.

– Ingen kommer til at præsentere en letkøbt analyse af dronningens nytårstale, og hvis nogen gør det alligevel, er det allerede besluttet, at så må jeg have 5 minutters karantæne og afkøling i trappeopgangen.

– Ingen kommer til at sige “Den der 90-års-fødselsdag er da meget hyggelig, og det ER jo altså en tradition”. Det kommer ingen til at sige. Det er ikke nødvendigt at udtænke en straf.

– Ingen kigger medlidende på mig, når jeg sætter mig i sofaen – nok allerede eftermiddag – og ser “Love Actually” (ikke kun fordi jeg er sentimentalt anlagt, men i virkeligheden allermest fordi den bliver fjernet fra Netflix nytårsdag (Hvad ER det for noget?))

Photo by Peter Mountain. - © 2003 Universal Studios.

Photo by Peter Mountain. – © 2003 Universal Studios.

 

– Jeg slipper for champagne klokken 24. Og før. Og efter. Jeg kan ikke tåle det sjask.

– Det ender ikke uafgjort, når jeg skal stemme om, hvorvidt jeg skal ‘binge’ Marco Polo, Sherlock eller måske bare fortsætte med Gilmore Girls. Det ender ikke uafgjort. Men det er stadig et svært valg.

Ulemper:
– Jeg er alene

“Problemet er, at jeg er ret flyvsk”

Det var egentlig slet ikke dét, samtalen skulle handle om. Jeg var på besøg hos et firma, jeg havde fået anbefalet til en opgave, jeg skulle løse. Personen, jeg skulle mødes med, har jeg på fornemmelsen, jeg blev sat sammen med, fordi vores fælles ven, der satte os sammen, vidste, vi ville komme overens. Og det gjorde vi.

ThePolarBear_Stig Nygaard

Selve den opgave, jeg skulle have løst, fejede vi hurtigt af bordet. Til dét var vi ikke så godt matchet. Men til ivrig, energisk og åben samtale passede vi fint sammen. Kort inde i snakken kigger han på mig og spørger:

“Hvis du helt selv kunne vælge, hvad ville du så arbejde med?”.

I sig selv jo et ganske uskyldigt spørgsmål, men jeg tøvede alligevel med svaret og sagde så:

“Problemet er jo, at jeg er lidt flyvsk, så jeg vil enormt gerne i krig med noget nyt, noget svært, noget udfordrende hele tiden”, åbnede jeg, og han kiggede på mig og sagde noget i retning af:

“Nej, problemet er, at nogen har overbevist dig om, at det er et problem, at du er flyvsk. Der er masser af steder, hvor man har brug for og værdsætter flyvskhed”.

Det summer stadig i mit hoved med den kommentar. Måske er det ikke mig, der er forkert. Min måde at være på der er problemet. Måske er det bare dét, at jeg skal finde et sted, nogen, der sætter pris på den, jeg er? Jeg tror ikke helt på det endnu, men at nå derhen hvor jeg tror det … det må være et godt sted at være 🙂

Et kæmpe rum

Jeg forsøger at gå på line. Forsøger at sætte foden forsigtigt præcis på linen. Men foden rammer ved siden af. Jeg samler mig. Med den ene fod i afgrunden bliver den anden fod så meget desto vigtigere at få sat rigtigt. Jeg løfter foden. Bevæger den frem. Tager sigte. Kniber det ene øje sammen og sætter så foden ned. Langt ved siden af linen endnu engang.

Jeg falder ikke. På underlig og ret smertefuld vis får jeg endnu et forsøg til at sætte bare en enkelt fod rigtigt. Som havde jeg mange liv i et bip-bip-spil fra 80’erne. En hel aften forsøger jeg at ramme linen. Og lidt af natten. Det lykkes aldrig. Følelsen af afmagt. Af at være off. Ude af sync. Sniger sig ind. Og så ved jeg, at spillet er tabt. Jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke er linedanser. At jeg ikke passer ind.

Det er underligt, for da jeg var yngre, var jeg ganske ferm til livets linedans. Til at åbne, slippe, frydes og slappe af. Jeg er blevet et anspændt, sammenviklet og vagtsomt menneske. Jeg er ikke idiot. Jeg ved jo godt, at ingen kigger. Jeg kan stå med den line og bakse i timevis, uden at nogen kerer sig. Men jeg hader, når jeg opdager, at jeg er overflødig.

Så det er måske ikke en frygt for at blive latterliggjort. Måske er det bare en frygt for, hvad jeg finder, hvis jeg slipper. At jeg finder den rigtige mig, og hvad nu hvis jeg ikke kan lide ham? Hvad nu hvis jeg lærer mig selv at kende, og jeg så finder ud af, at de gode sider faktisk ikke – måske endda langtfra – opvejer de dårlige? Hvordan kommer jeg så videre?

Hvad gør jeg?

Når det føles godt

Det er svært at fange de gode øjeblikke. Svært at sætte på formel, hvilke situationer der fylder sindet med lethed, med glæde og med ren og pur lykke.

For nogen er det, når de bliver forfremmet, for andre er det, når de bruger forfremmelsens lønstigning på det nyeste tv til væggen derhjemme, køber ny bil, flere Mac-produkter eller andet i den boldgade.

For andre er det øjeblikke, der involverer stemninger og mennesker. Et bryllup. Den glæde og energi, der bobler det nye ægtepar i møde. Åbning af en butik, restaurant eller et firma. “Nu gør vi det!” er også berigende.

Eller når det lykkes at samle familie, venner, kære, bekendte til grillaften i er sommerhus. Snakken driver, mænd står og “sparker dæk” ved grillen. Liv væves ind og ud af hinanden i historieform. Bånd knyttes. Der er god mad, rødvin, pilsner. Hygge. Det gør mig glad. Selskabet. Samværet. Noget der klikker på plads. Kommunikation der lykkes. Nærvær og at føle sig en anelse tættere på et eller flere andre mennesker.

Om forelskelse

Jeg har lyst til at høre hendes latter. Lyst til at fornemme hendes sårbarhed. Hendes styrke. Hendes bekymringer. Udfordringer. Hendes gå-på-mod. Jeg vil passe på hende. Vise hende hele mit væsen. Det sjove. Det charmerende. Det kærlige. Det følsomme. Men også alt det skrøbelige. Det usikre. Det frygtsomme. Hele mig. Og jeg drømmer om en dag at gøre mig fortjent til at møde hele hende. Hun er ikke alene. Hun er stærk. Men selv stærke har brug for uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
Taktik er ikke min stærke side. Jeg spiller mine kort. Ærligt og åbent. Det koster tæsk, skuffelser og nederlag, men jeg ved, hvor jeg har mig. Tror jeg. Hvad sker der, hvis hun giver efter og lukker mig ind? Er jeg så virkelig værdig til dén tillid? Er jeg i stand til at gribe chancen? At carpe the diem? Hvad hvis jeg er en skuffelse? Hvordan undgår jeg det? Hvordan undgår par at blive til hinandens enerverende hverdag? Eller er det måske netop målet at blive til hinandens hverdag? Hvor kommer så spændingen, gløden, intensiteten og overraskelserne fra? Hvordan forenes de 2 størrelser? Handler det om realistiske forventninger? Er verden da ikke en Hugh Grant-film?
Hvad vil jeg selv? Jeg vil inspireres, fascineres, udfordres, udvikles, glædes, elskes (ja, først som nummer 6 åbenbart …) rummes, accepteres og ses. Kan hun give mig de ting? Det tror jeg. Det fornemmer jeg. Det håber jeg.

Ved poolen

Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der er lidt snerpet. Det er det jo nok. Men jeg er altså både iført flipflops og tshirt, når jeg går til og fra poolen.

De fleste andre (mænd) kommer sjoskende på bare tæer og i bar mave. Jeg har intet imod, de smider tøjet, så snart de har fundet en solstol at smide tøjet på, men indtil da … Jeg må jo være 125 år oppe i hovedet.

Speedo’s er i øvrigt ret hot hernede. Blandt de +55-årige gæster i hvert fald. De mandlige af dem. Det er godt nok et bette stykke tøj. En slags mandlig pendant til g-strengen.