Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra

Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.

Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.

Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …

Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.

Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik … 

Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.

I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.

Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.

Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.

Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.

Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …

Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun  viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet. 

Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet. 

Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame! 

Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg. 

Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke. 

Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden. 

En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest. 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.