Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.
Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.
Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.
Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.
Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer.
Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.
Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”.
Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken.
Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil.
Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …)
Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet …
