Buffon. Chiellini. Marchisio. De tre gentlemen har været med hele vejen fra Serie B i 2006-07 – om end Marchisio en enkelt sæson var udlånt til Empoli. De var med til at rykke tilbage til den fineste række. De var med i de rodede år efter oprykningen. De var med til to forsmædelige 7. pladser i streg. Og de var med til Conte. Til skabelsen af det store hold. Til Allegri, der tog noget godt og gjorde det endnu bedre. De var med til genopbygningen af Lo Stilo Juve. Til mesterskaber på stribe. Og i aften spiller de finale i Cardiff.

Jeg er farvet. Det indrømmer jeg. Ikke meget er sort-hvidt. Men i aften er mit hjerte sort og hvidt. Jeg har været fan siden 1982. Siden den noget ambivalente figur Paolo Rossi. Oplevet mange opture. Ganske få nedture. Set stribevis af helte. Platini. Zidane. Nedved. Del Piero. Pirlo. Tevez og Buffon. Ikke flere nævnt – en hel masse glemt. Store helte. Hverdagshelte. Mine helte. Og nu er de i finalen. Igen. #itstime som de selv siger. Det er tiden at hente det store trofæ hjem til Torino. Hjem, hvor det hører til. Og da jeg er farvet, er jeg sikker på, det bliver til sejr til Juventus i aften.

Det tror jeg blandt andet på grund af styrkeforskellen på de to trænere. Allegri er en taktisk snu, begavet og omstillingsparat træner. Zidane har endnu til gode at bevise, at han har de samme evner. På banen tror jeg et afgørende område bliver i Madrids 6’er-zone. Casemiro. Og måske Kroos? Eller er det Casemiro alene? Uanset bliver de sat under pres. Allegris 4-2-3-1 med plads til en forrygende – og forrygende fint samarbejdende – kvintet i form af Higuain, Mandzukic, Dybala, Pjanic og – til i aften formentlig uden Cuadrado – men med Dani Alves. Der bliver helt ærligt noget at se til for Madrids bagerste folk.

Jeg vil sidde med begge mine trøjer i favnen. Mine halstørklæder viklede om håndleddene. Og jeg vil sidde med hjertet pulsende fra første fløjt, til jeg forhåbentlig allerede lidt efter 22.30 kan hæve armene i triumf. Trofæet skal hjem til Torino.

#itstime