Det er okay at have det skidt

Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.

Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.

Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.

For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.

Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.

Klima og Corona

Gad egentlig godt vide, om der er et sammenfald mellem følgende to grupper:

  1. Klimaforandringerne er alvorlige, men det kan ikke betale sig at stoppe med at flyve, forbruge og forurene. For den teknologiske udvikling vil finde en måde at løse det på, så det vil se helt anderledes ud i fremtiden. Altså: Gør intet nu, for fremtiden løser det.
  2. Corona er alvorligt, men hvis vi ikke genåbner det hele nu – altså ændrer nuværende adfærd – så vil det på sigt blive endnu dyrere og koste endnu flere menneskeliv.

Som jeg ser det, er 1 en mulighed for ikke at ændre adfærd nu og lade fremtiden, udvikling og opfindelser løse problemet.

Hvorfor kan 2 ikke på samme måde løses ved at stole på, at fremtiden, udvikling og opfindelser vil gøre dødeligheden ved Corona mindre?

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

Uden tilskuere er fodbold bare et sjovt spil for 22 mennesker

Som underholdning betragtet falder værdien af fodbold ganske betragteligt, når der ingen tilskuere er. Jeg har kæmpe respekt for sundhedsmyndighedernes arbejde i forhold til corona-virus, så det følgende er ikke en klagesang.

Faktisk synes jeg overordnet set det er helt tåbeligt at insistere på at gennemføre fodboldkampe, når der nu er så mange andre ting på spil med den temmeligt aggressive corona-virus i omløb.

Men; da det nu har været søndag, og fodboldmæssigt endda en ganske fin en af slagsen set fra min sofa, så har jeg set ganske meget bold i dag. Og det meste helt uden tilskuere. Jeg har tygget mig igennem Hobro-Esbjerg – med alt det potentiale for en nedryknings-gyser, man overhovedet kan ønske sig som neutral.

Jeg har set SønderjyskE-OB, fordi jeg er jo fra Fyn. Så begyndte jeg at se FCK-Horsens, men det var simpelthen så ulideligt tamt, at jeg tidligt i opgøret kastede mig over noget rengøring med skuresvamp og sortering af elastikker, mens jeg ventede på Manchester-derbyet mellem United og City.

Hvor der var fyldt til bristepunktet med tilskuere. Fordi … eh, i England bliver de ikke syge? Eller måske fordi de er i gang med Brexit, så “F*** alle jer andre. Vi gør, som vi vil!”. Jeg ved det ikke. I hvert fald var det med afstand dagens bedste fodbold-oplevelse. Brølet fra tilskuerne undervejs. Ved store chancer. Ved fejl. Ved domme, der gik ens favoritter imod. Det var vidunderligt.

Og dagen blev endda afsluttet med en af sæsonens for mig som Juventus-fan allermest betydningsfulde kampe – Derby D’Italia mod Inter. Som blev en gennemprofessionel og sikker sejr til Juventus, men uden tilskuere føltes det altså bare rigtig meget som en træningskamp. Aparte – sådan har tv-kommentatorerne forsøgt at sælge produktet hele dagen. Men altså mest aparte på den ikke så tillokkende måde.

Så når vi – tilskuere og fans – betaler i dyre domme for produktet professionel fodbold, så synes jeg egentlig alt for ofte, det bliver glemt, hvor stor en del af produktet selve tilskueren er. Hvor kedelig og intetsigende en fodboldkamp er uden stemning på lægterne med fans af begge mandskaber, som skaber intensitet og ‘med-støj’.

I kølvandet på den igangværende tyske disput om moderne fodbold, og med klubejerskaber af overjordiske rige mellemøstlige sheiker, som kaster sig over sporten som hvidvask af deres lidt for ofte tvivlsomme forretninger.

Med klubbernes skamløse udbytning af deres fanbase for eksempel i form af tre eller fire forskellige trøjer (hjemme, ude, 3. trøje og special edition), som bliver skiftet hver sæson – ofte med en pris på 1.000 kroner stykket og med stigende billetpriser (jeg har nedlagt veto mod at se fodbold i den engelske premier league – hver gang jeg har kigget, begynder billetpriserne på den falske side af 1.000 kroner. Det vil jeg ikke give for at se en fodboldkamp live.)

Måske er det på tide at anerkende, at showet fodbold langt mere hensigtsmæssigt kan foregå i en form for samarbejdende symbiose frem for den her meget ensidige rollefordeling. Måske?

For uden tilskuere er det altså bare 22 mennesker, der har det sjovt med en bold. Det bliver svært at få folk til at betale, hvad det koster at se fodbold – live eller på tv – i 2020. Tror jeg. Så når den her sundhedskrise engang er overstået, og vi bare skal vende tilbage til hverdagen, så håber jeg, klubberne og ejerne har fået en bedre fornemmelse for værdien af det samspil, der bør være mellem de forskellige aktører i fodbold-skuespillet.