“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

En vanvittig stor verden

Jeg er ofte i tvivl. Måske er der i virkeligheden bare 7,5 milliarder måder at anskue verden på? Men altså; hvordan kan man som fx Liberal Alliance mene, at det vigtigste i hele det danske samfund – måske i hele verden – er, at det enkelte menneske får maksimal frihed? Tror de på, at det på samme tid vil bekæmpe alle de ting i verden, som er onde? Eller har de opgivet den kamp og går nu bare efter at maksimere mellemtiden ved at give alle en optimeret version af “hvad den enkelte fortjener”?

 

Fortjener vi ikke alle sammen et værdigt liv? Fortjener alle ikke muligheden for at være sammen med familie og venner? For at kunne føle sig nyttig på sine egne præmisser? Er det væsentlige at bekæmpe frem for den danske velfærdsstat ikke snarere skatteunddragelse, forbrydelse, vold mod børn, vold mod voksne og vold mod ældre – og vold mod dyr, mishandling af dyr i produktionen og mishandling af dyr uden for produktion? Ville det ikke være snedigt, hvis vi sammen kæmpede for at minimere forurening, for at begrænse vores CO2-udledning osv osv?

Er det helt skævt? Hvordan er vi så forskellige? Hvordan kan vi leve i den samme verden og have så grundlæggende forskellige versioner af det gode liv? Ikke bare LA over for mig, men alskens divergerende måder at se verden på. Nogen går og frygter WW3, andre frygter, at afgiften på biler ikke bliver sænket. Nogen mener, vi er ved at ødelægge klodens mijømæssige balance – andre tror på, at udviklingen vil sørge for, at alting retter sig op i tide; mens atter andre ligesom ikke ser andre veje end fortsat vækst men har accepteret, at det nok fører til jordens undergang …

Jeg synes, det er ulideligt vanskeligt at navigere i. Jeg synes, det er utroligt svært at gennemskue, hvordan jeg på bedste vis udfylder en plads. En lillebitte plet, hvor jeg gør gavn. Men gør gavn for hvem? Hvad er vi her for? Det må da være fællesskab, kærlighed og omsorg. Må det ikke …?