Jeg kan ikke styre det

Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.

Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing. 

I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.

Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt. 

Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.

Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.

Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.

Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl. 

Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.

Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.

Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.

Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på. 

Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen. 

Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)

Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis … 

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

Hvordan bli’r politik relevant? Og andre svinkeærinder

Nøj, diskussionen ruller på livet løs for tiden. Danskerne har politikerlede som aldrig før. Omvendt har jeg læst på nogle politikeres sociale platforme, at deres brugere taler om, “hvordan politikerne dog holder al den kritik ud, når de nu bruger så meget tid på at hjælpe andre”. Det er ret interessant, synes jeg. Faktisk minder det mig lidt om DSB, der siger, de ikke kan forstå kritikken af deres forsinkelser, for de kan dokumentere, at de fleste tog kører til tiden. Men det hjælper jo ikke, når så mange har en oplevelse af, at togene ikke kører til tiden. “Virkelighed” og “sandhed”er to forskellige ting nogle gange.

Politikerne synes, de knokler og måske endda fortjener både anerkendelse og respekt. Flere og flere borgere giver udtryk for mæthed og ligefrem træthed ved politik og særligt dén tone, som politikere i offentligheden fører sig frem med. “Det er mediernes skyld”, siger politikerne. For medierne vil kun have konfliktstof. Underforstået at får politikerne ikke taletid i medierne, har de ikke en chance for at blive valgt.

Hvad ville der egentlig ske – og er der en historisk begrundelse for personlige stemmer? – hvis det kun var muligt at stemme på partier i første omgang. Og når mandatfordelingen var på plads, kunne man offentliggøre partiernes opstillede kandidater, og så kunne man stemme om, hvem der skulle have plads i Folketinget. Det er stensikkert uigennemtænkt. Dét er ligesom mit stadie i idéudviklinger. Men hvad nu hvis? Ja, og hvad nu hvis det blev tilladt kun at sidde to perioder i Folketinget? Uden undtagelser. Uden fiflerier. Hvad ville der ske? Og hvad ville det betyde? Jeg kan se mange fordele. Og forandringer. Ting, jeg tror, er tiltrængt.

Nå men tilbage til tonen. Jeg vil allerhelst tales ordentligt til. Både i direkte dialoger. Til møder. Og når folk på tv, via radioen eller på andre måder forsøger at trænge igennem til mig. Jeg vil helst høre om, hvad folk har på hjerte. Og jeg er træt af, at det er nødvendigt – eller at nogen føler, det er nødvendigt – at gøre opmærksom på, andre ikke holder sig til sandheden. Lyver politikere? Eller har de bare slet og ret hver deres version af sandheden? Det aner jeg ikke.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan én virkelighed kan føre til, at vi ser så forskelligt på udmeldinger, rapporter eller for eksempel klimaforandringer. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken, og vi må gøre noget for ikke at ødelægge jordkloden. Mens andre er lige så overbeviste om, at vejen frem går via tillid til fremskridtet og fuld fart frem. Er der et af de standpunkter, der er decideret forkerte? Eller løgnagtige? Det tror jeg ikke. Er der forskere, der fifler med tallene for at fremme den ene eller den anden agenda? Hvem ved? Det tvivler jeg nu på. Men det er hele den her; nogen skjuler noget for at opnå eget fremme, der generer mig.

Jeg drømmer om en verden, hvor det ikke er nødvendigt at betvivle hinandens motiver. Hvor vi alle arbejder for en bedre verden. Med tillid og tiltro. “Der vil altid være brodne kar”. Ja, ja men de er vel for hulen ikke i flertal. Og de befolker vel ikke alverdens analyseinstitutter og universiteter og tænketanke. Eller hvad?

For så så jeg gerne, vi startede dér. Jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg tager fejl. Det har jeg været nødt til at lære. Men jeg orker ikke skulle slås med mørkemænd, hemmelige kræfter og skjulte dagsordener, når vi forsøger at samarbejde på tværs af alting. Vi har den her ene jord. Målet må være at få det hele til at fungere. Det må starte med, at vi taler ordentligt og vil hinanden det bedste.

Jeg vil gerne give

Jeg vil gerne give. Kærlighed. Omsorg. Tid. Omtanke. Overskud. Empati. Muligheder. Åbninger. Hvis det ikke bare skal blive ved snakken – og løfte sig ud over min nærmeste kreds – er der 2 veje:
1/ Hoppe på et eksisterende projekt
2/ Finde på noget nyt -> Tilbage til en tidligere tanke om at facilitere (fordi det er moderne, behøver det ikke være ubrugeligt). Jeg vil sætte glorious people sammen i alle sammenhænge. Være Karsten Giftekniv i alle situationer.
Platform? Brainstorm!