UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: frygt

Er det modigt at være uovervejet?

“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”

Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?

Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?

Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Noget om kønsroller og uacceptabel opførsel

Ugebrev uge 17 – 2017

Jeg fifler lidt med dating igen. Stille og roligt. Indtil videre bare helt trygt på skrift og på afstand og uforpligtende. Og det kan sagtens være, det forbliver sådan. For en god måneds tid siden skrev jeg lidt sammen med en kvinde fra København. Vi nåede at udveksle hver 2 beskeder, så meddelte hun, at hun var på vej til Spanien, ville være væk i godt en måned og skulle gå på Caminoen. Spændende. Adjø.

Nu skriver jeg så med en anden. 3 beskeder fra hver var det blevet til, og så tænkte jeg (og skrev):
“Skal vi mødes?”
Det viser sig så, at hun på fredag skal 3 uger til Rusland og holde ferie på verdens længste togbane … er det mon mig, der skræmmer dem ud af landet? Er det tilfældigt? Pudsigt i hvert fald! Måske rejsebranchen skal ansætte mig til at gøre forsigtige tilnærmelser på timebasis, så de flygter ud af landet?

Nå men jeg vågnede op søndag morgen til et par Twitter-tråde, der fik mig til at tænke lidt over mig selv, og i hvor høj grad jeg er en semi-skidt karl. Jeg faldt over denne tråd på Twitter: https://twitter.com/emiil/status/858554022374121472

 

Jeg læste tråden igennem. Men først efter at have forstørret Emilys billede. Bare for lige at se, om jeg synes, hun så sød ud (jeg siger ikke, jeg er stolt af de her ting, men det er altså sådan,det foregik), og så læste jeg. Hun er blevet antastet i en – som jeg forstår det – pendant til Silvan. En mand vil have hende med ud til en kop kaffe, og selv om hun med alle signaler – inklusive direkte nej – gør det klart, at hun ikke vil, bliver han ved med at forsøge. Jeg tror, hun følte sig nogenlunde tryg i butikken, mens om hun siger; hvad nu hvis det havde været på gaden en mørk aften …?

Møgubehageligt, det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Mine tanker begyndte så at kredse om det der med at tage et nej for et nej. Jeg har hørt en del gange efterhånden fra veninder, at de synes, mænd giver for let op. Der er ingen kampkraft. Der er ingen vedholdenhed, og de vil det ikke nok. Jeg må indrømme, jeg har selv gennem tidens løb været temmeligt vedholdende i et par tilfælde.

Én gang var der en stakkels pige, da jeg arbejdede i Bilka – jeg har vel været midt 20’erne og hun har været lige omkring 18 – og jeg syntes, hun var topsød. Hun var ikke rigtig interesseret, men det ville jeg ikke acceptere, så jeg sendte hende en stor bunke roser og et lidt halvkedeligt kort (tænkte nok roserne ville tale for sig selv). Hun ringede og takkede pænt for roserne, og så skete der faktisk ikke mere i den sag. Jeg tror, jeg tænkte, at hvis ikke roserne kunne få hende til at mødes med mig uden for arbejdspladsen, så var det næppe “meant to be”.

I dag er jeg ikke længere vedholdende. Jeg vil meget, meget nødigt “overstay my welcome” i nogen som helst situationer, og derfor sker det heller ikke, at jeg på den måde presser nogen – hverken kvinder eller mænd – til at måtte udholde mit selskab, hvis jeg så meget som fornemmer, de ikke er interesserede. Og helt generelt bilder jeg mig ind, at jeg kan aflæse, om folk helst er fri for (yderligere) kontakt. Men jo længere jeg går rundt her som single, bliver jeg da i tvivl, om jeg er helt og aldeles blind over for signaler. For så forfærdelig er jeg da heller ikke. Tror jeg.

Nå men så lykkedes det altså at få Emilys dårlige oplevelse til at handle om mig, og det var faktisk ikke engang svært …

Men nu skal det lige kortvarigt handle om Jens Philip. Han er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og det så jeg, fordi Pernille Skipper slog nedenstående op på Twitter:

Hvorfor er det interessant? Det første jeg tænkte, da jeg så billedet af Jens, var, at “hvor er det dog et flot hår”. Siden tænkte jeg, at det må være svært at blive taget seriøst politisk, når man er så køn. Og så blev jeg ramt af kønstanker. Er det mon sådan, det er som kvinde? Altid at blive vurderet på sit køn, sit udseende, sin (i mænds øjne) attraktivitet, Fuckability? Er det dét, jeg selv gør, når jeg som det allerførste kigger på profilbilledet, bare lige for at se hvordan Emily ser ud, inden jeg læser hendes historie? Er jeg i virkeligheden en helt igennem slet karakter, når det kommer til køn og kønsroller? Er jeg sexistisk?

Selv om jeg trods alt er sprogligt velformuleret og taktisk kalkulerende nok til ikke at sige virkelig grimme ting højt i hverdagen, kan jeg vel ikke nægte, at jeg har indlejrede fordomme, og at der er situationer, hvor jeg nyder godt af mit køns mangeårige dominans af kvinder?

Når jeg går hjem efter mørkets frembrud, og jeg ser en kvinde gå foran mig, har jeg gjort det til en vane at gå over på den modsatte side. For jeg bemærkede i en periode, at hvis jeg ikke gjorde det, så gjorde kvinden det. Og det varede (alt for) længe, før det gik op for mig, at det var mig, hun var bange for. Mig? Jeg kunne aldrig finde på at krumme et hår på et andet menneske – med mindre de først krummede et af mine – og så gik hun over på den anden side!?! Først blev jeg smaskfornærmet. Hvad var det for noget? Hvad bildte hun sig ind på den måde at foruddiskontere, at jeg udgjorde en fare? Og så – langsomt, meget langsomt og via samtaler med højt begavet kvinde, jeg engang var gift med – gik det op for mig, at det ikke var rettet mod mig som menneske, men mod mig som køn. Som mand. Som en potentiel trussel. Og så fik jeg det helt ind i marven forfærdeligt. Jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at gå gennem livet med en konstant bevidsthed om, at man, hvad øjeblik det kan være, kan blive overfaldet, over-‘mandet’ (!) og udsat for overgreb. Så er det jo en meget, meget lille ting lige at luske over på den anden side af vejen …

Det her er ikke en elegant afslutning. Ikke et svirp med fiskens hale i et logisk narrativ, der fanger læseren og tryllebinder og runder af med opsummerende og afrundende bemærkninger. Det er mig, der er gået i stå i tanker over, hvor helt utroligt komplekst det hele er.

Når mennesker gør hele forskellen

Jeg var meget lille, da jeg vågnede mandag morgen. Jeg glædede mig til nyt job. Til nye kolleger. Til et nyt liv. Men det var også overvældende. Og hvad kunne jeg forvente? Følelsen af at være alene sad stadig i mig efter flytningen fra fastlandet til Samsø.

Alle mine spændte forventninger var skubbet i baggrunden. Jeg var bare et bange menneske, der følte sig helt alene mod verden. Heldigvis var kollegerne på kontoret præcis så søde, som jeg kunne ønske mig. Eller faktisk sødere. Og de er bare tre og så en chef. Overskueligt – som jeg kan lide det. Jeg kender dem jo ikke. Endnu. I skrivende stund har jeg haft tre arbejdsdage – som vel for dem har været dage, som dage er flest på kontoret. Mens de for mig har været som de tre første døgn må være under Robinson-ekspeditionen: Jeg vil så gerne knytte bånd. Skabe relationer. Og jeg forsøger at huske at stikke fingre i jorden. Vise lidt af mig selv. Ikke for meget. De skal jo gerne kunne nå at finde mig sympatisk, før jeg giver los og bliver sårbar, skrøbelig og menneskelig. Lige nu er jeg bare ny kollega. Som er glad for sine nye kolleger.

Jeg har allerede mødt en bunke samsinger – er det mon med stort –S? – og de er præcis så originale, foretagsomme, venlige og interessante, som jeg ønskede mig. Der er utroligt meget snak om mad. Om råvarer. Flere råvarer. Madfestivaller. Nye former for mad. Jeg har hørt ord, jeg ikke rigtig ved, om jeg kendte for en uge siden: Østersfarme. Danskproduceret rom (de to ord kendte jeg godt – men sat sammen?). Og ord jeg allerede har glemt igen. Men jeg er vild med entusiasmen. Intensiteten. Glæden. Og stoltheden over øen. Jeg føler mig som en original, men det har jeg jo altid gjort på en eller anden måde. Jeg tror, at jeg her på Samsø kan finde ro til at være skæv, original og gøre gavn.

Der er fælles mål. Fælles interesser. Virketrang. Skabervilje. Og historik. Alle kan en eller anden historie om episoder, familier, fejder, byer eller noget femte, som de gerne fortæller. Det kræver en del af min hullede hukommelse at stykke det hele sammen til en helhed. Til en komplet fortælling. Men fragmenterne er lovende.

Min første weekend efter flytningen byder indtil videre på et besøg på Ræven – øens værtshus, hvor der er tilladelse til at bande og bajere for 25 kroner – og hvis hovedet vil det, er der foredrag søndag formiddag med følgende præsentation (det er med vilje, jeg har maden med, for intet er tilfældigt, når det kommer til mad!)

”En indvandrer”-guide til Samsø. Jesper vil fortælle om det at flytte til Samsø, hvad skal man huske, hvad er does og hvad er dont’s. Where to go, where not to go 🙂 Osv.

Smagen af Øen serverer Bents gode øko-ost, smør og brød fra Urtekurven, samt et glas vin og kaffe/te.

Kommer jeg af sted i weekenden, vil de to ’events’ føje sig til striben af ting, jeg har prøvet for første gang i løbet af min første uge herovre: Jeg har købt en vaskemaskine (!), været med til royalt-besøg-planlægningsmøde, faret vild på min første løbetur, fordi jeg stolede på skiltet ”Sti til Ballen”, som viste sig at sende mig ud på muddermarker, og så har jeg vist endeligt fået løst gåden om optænding i brændeovne. Mange ting for første uge.

Men min fornemmelse siger mig, at det bare en spæd begyndelse. Jeg bliver meget klogere. Dygtigere. Kompetent. Og forhåbentlig også mere mig. Mere hel. En bedre mig.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑