Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.
Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.
Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.
Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.
For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.
Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.
Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.
