Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.

Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?

Når man bliver slynget ud af vognen

Ej, der er ingen, der slynger mig nogen steder. Men jeg har en fornemmelse, som dengang vi som børn ikke helt kunne finde den rette fart på sæbekassebilerne i børnehaven og fik taget svingene i lidt for høj fart: Risikoen for at vælte og trimle ud var høj.

Sådan har jeg det med samfundet i dag. Jeg kan ikke følge med. Kan ikke overskue det. Og jeg kan ikke se, hvor jeg tager første bid af elefanten … Hvad er væsentligt? Manglende resurser i velfærdssamfundet? Trump? Brexit? Klima? Sult? Forurening? Dansk politik? Arbejdsplader? Seniorpolitik? Kærlighed? Eller er det noget helt andet? Jeg kan ikke prioritere, og jeg kan ikke tage det hele ind. Så min løsning er indtil videre at flygte ind i skønlitteraturens verden. I film og seriers verden. Med det ene krav: Det skal være noget, nogen har fundet på. Jeg magter ikke verden. Den er for stor. For kompleks. For krævende. Så fosterstilling på sofaen med en bog eller en film er perfekt. For nu.

Det ligger mig fjernt at være fortaler for at forlade sociale medier helt generelt. Det virker, som om virkelig mange trives med det. Og mange nyder den demokratisk så fine mulighed for at komme til orde og debattere. Jeg føler mig som en fiasko, fordi jeg ikke magter at være med, fordi jeg ikke har kræfter eller lyst til at deltage. Jeg vil ikke online-skændes. Vil ikke.

En løsning kunne være at skride fra onlinelivet. Fra nyheder. Fra informationer. Det er det måske nok. Men det føles også som et nederlag. Som en udmeldelse af fællesskabet. Hvordan kommer man så i kontakt med hinanden? Er nogen overhovedet i kontakt med hinanden længere? Eller udgør likes, emojis og kommentarer i en af to familier: “Ej smukke pfffttt” (til nye profilbilleder) eller “Du har ikke forstået, hvad det handler om. Nu skal jeg forklare …” (Alt andet end ny profilbilleder) den primære intermenneskelige kontakt i 2017?

Man skal ikke brokke sig uden at gøre noget for at ændre tingene. Så jeg er i gang. En spæd begyndelse med bøger og film. Meget mere tid på hånden. IRL-mål og hensigter. Vejen er formentlig lang og skrumplet. Men jeg vil gerne den vej.