UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: ledbånd

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Ugebrev uge 16 – 2017

EDIT: Forsinket som følge af svær skade – læs mere længere nede

Jeg var splittet som en gal, da jeg kørte hjem fra padel tirsdag. Min makker Morten og jeg havde aftalt 2 timers padel i årets første officielle #padelcamp udendørs. Jeg fik stryg. Igen. 2 alt for lette sæt endte med sejr til ham på 6-1, 6-1. Så jeg var godt tilfreds, da et par meldte deres ankomst – Tom og Martin – som vi kunne spille mod i en double, Det gik stadig uhyrligt skidt. Vi fik klø i første sæt. Jeg spillede, som havde jeg aldrig set et bat og da slet ikke en padelbane før. Det blev langsomt bedre, vi vandt 2. sæt, og i 3. sæt var jeg næsten på mit sædvanlige niveau, og da Morten havde en flot dag, endte det med en sejr. I bilen hjem var jeg mest rasende på mig selv. Gal, sur og knotten over, at jeg havde spillet så elendigt, men jeg kunne samtidig ikke undertrykke en fornemmelse af, at jeg var grundglad, simpelthen fordi jeg lige havde spillet 2,5 times padel. Spillet gør mig glad. Selvfølgelig mest på dage, hvor jeg føler mig godt spillende men altså også i tirsdags, hvor jeg ikke syntes meget lykkedes …

Onsdag var jeg helt meldt ud af alting. Jeg ventede kun på Barcelona-Juventus. Jeg tror ikke noget som helst andet hold i verden end Barcelona – hverken Bayern, Real, Atletico, Dortmund, Roma, Napoli og da slet ikke nogen af de engelske kunne få mig til at frygte et returopgør efter 3-0 i Torino. Men lige præcis med Barcelona … Heldigvis endte det godt, og jeg kan mærke, jeg slår mig mere og mere til tåls med alle auto-kommentarerne om italiensk fodbold. At det er defensivt. At det er kedeligt. At det er kynisk. Det må folk jo gerne mene. Jeg ville bare ønske, det oftere var ment på et opdateret og nutidigt billede af Serie A. Nå men de gjorde arbejdet færdigt med 0-0 i Barcelona, og nu er Buffon bare tre kampe fra endelig at kunne løfte pokalen med store ører. Ved godt, vi ikke spiller med fortjent, men hvis der er nogen, jeg kunne unde den fornøjelse i den sidste del af en stor, stor karriere.

Søndag var jeg til fodboldtræning, og selv om det meste foregår i slowmotion, bliver der også gået til makronerne, og jeg nåede både at få en skulder på tuden, så blodet løb, og så fik jeg sådan et kunstgræs-vrid, som bare gjorde mere og mere ondt, og mandag morgen måtte jeg bide i den sure sok og halte på skadestuen. Ingen røntgen, men damen mente, det var et overrevet ledbånd i anklen. Av. Så hjemmedag mandag og udsigt til ro, hvile og restitution. Øv.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑