UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: ledskred

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 2

Torsdag morgen gjorde det mere ondt end … tjaeh, for historiens skyld: nogensinde før! Ringede til lægen, som har telefontid mellem 8 og 9. Jeg var på “vent” i 8 minutter. Ikke optaget. Ikke et nummer i køen. Bare 8 minutters ring. Jeg kom igennem og fik lov at tage på røntgenafdelingen her i Næstved. Når det passede mig i løbet af dagen. Jeg vraltede på job med intentionen at gå hjem igen til frokost for at få foden op og hvile den. Efter halvanden time mærkede jeg, at jeg blev mere og mere gnaven. Jeg tåler ikke så godt min egen ynkelighed og begrænsning og smerter på samme tid. Så jeg kørte til røntgen.

Der var kort ventetid, og en meget, meget sød sygeplejerske. Hun var vist ikke oprindeligt dansker. Måske Sydeuropa. Måske Østeuropa. Men hendes dansk var herligt gebrokkent. Jeg elsker gebrokkent sprog. Altid. Jeg kom ind, blev lagt på briksen, og hun vrikkede lidt for at få foden til at ligge rigtigt. Hun hyggepludrede undervejs. Hvad var der sket? Havde jeg prøvet det før? Osv osv … da hun er færdig, siger hun: “Jeg finder lige en læge, der kan kigge på det, for jeg tror, det er luxation. Ok, tænkte jeg. Det lyder … diagnostisk. Det betyder ledskred, duckduckgo’ede jeg mig frem til. Det lyder ikke rart, men i det mindste er det noget andet end “der er ikke noget at se, brug til smertegrænse”. Hendes samtale med en læge bekræftede hendes antagelse, så hun ville sende mig videre på skadestuen, så en ekspert kunne se på det. Vi stod sammen på gangen, mens hun pegede mig på vej.

“Du skal tale med en ortopæd. Ikke bare lægen. Det skal være en specialist. Og de skal give dig en støvle. Jeg har selv haft luxation, og jeg gik en hel måned og havde ondt. Så fik jeg støvle på, og det hjalp nærmest med det samme. Så du skal insistere på at få støvle på. Har de ikke nogen hjemme, så må de skaffe en. Det virker.” Jeg følte faktisk, hun bekymrede sig om mit ve og vel og bedring. Det var ikke nogen tosset fornemmelse. Så jeg humpede ved godt mod til skadestuen.

Sød dame i receptionen kiggede på mit papir. Klokken var omkring 11. “Der er ingen læge her før klokken 12.00”, mindede hun mig om men bedyrede, at hun skrev mig på en liste, og der stod ikke andre på endnu. Lovende. Mens jeg var på skadestuen, blev en far og hans søn kaldt ind af sygeplejersken. Som fortalte, at de var gået forkert. At hun ikke kunne hjælpe med det, de kom med, for skadestuen var til akutte tilfælde. Så de skulle søge egen læge i stedet. Altså; regler skal jo følges, men der var ikke et øje, og manden stod med et barn. Der er sikkert gode grunde til at afvise dem, men det virker underligt, synes jeg.

Jeg kørte hjem for at spise frokost og ville så være tilbage klokken 12. Nu fyldt med overvejelser om, hvordan jeg skulle få bilen frem og tilbage, hvis jeg fik sådan en støvle på. Må man så overhovedet køre? Faktisk overvejede jeg at tage en taxa tilbage, for så var bilproblemet jo løst. Alternativt skulle jeg bede kollega om at hente den. Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, med mindre det er absolut nødvendigt. Var det dét her?

Del 3

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑