At leve digitalt

Forleden så jeg filmen “Anon” på Netflix. Om et fremtidssamfund, hvor alle er ratede og nøje registrerede med deres data og anden guf-info. Alting optages, lagres og bruges fx til at ‘opklare’ forbrydelser. En af karaktererne i filmen – ‘Anon’ spillet af Amanda Seyfried – havde hacket sin egen registrering, og mens alle andre synligt havde – som i et FIFA-spil – sine data stående over eget hoved, gik hun rundt med “error file” stående. 

Hun var en slags hacker, der hjalp folk med at slette de minder, de ikke ville stå til regnskab for. Utroskab fx. Filmen var ok, men hvad jeg fandt interessant var, at Anon boede i en næsten totalt analog lejlighed. Uden TV. Uden streamet musik. Men med pladespiller og LP’er. Det er en fascinerende tanke. Ikke mange ville orke det i dag – jojo, altså det med Lp’erne bevares, men at gå bevidst fra digitalt til analog. Streaming fx. Skrivemaskiner. (Hun arbejdede ikke med sit hacker-job i lejligheden!) Der er så mange ting i vores liv, der er digitaliserede, helt uden at vi skænker det en tanke. 

Hvad vil det sige, at livet er digitaliseret? For mig er det noget med, at der er tekniske løsninger, hvor der før kun var analoge. Men også at vi nu har sociale medier, mobiltelefoner, der kan alt, og lige om lidt har Google Home for alvor gjort Internet of Things til et stykke hverdags-interiør i de fleste hjem. “Hey Google, skru op for lyden på TV”, “Hey Google dæmp lyset i gangen” osv osv. 

Er det noget, vi skal flygte fra? Næh, det tror jeg egentlig ikke er nødvendigt i første omgang. Men personligt forbeholder jeg mig retten til en vis portion skepsis. Bare fordi noget er lettere digitaliseret, betyder det ikke, at det altid skal være vores foretrukne løsning.

Min personlige holdning er, at vi som race ville have godt af at give hinanden bedre tid til udviklingen. Det går meget, meget hurtigt i de her år. Så vi aner reelt ikke, hvad det gør ved os, at alting bevæger sig hurtigere end før – og formentlig kommer til at gå endnu hurtigere i årene, der kommer (Klik på linket. Det er nørdet, interessant og langt. Der er endda en del 2. Men læs det. For din egen (fornøjelses) skyld!)

Hvor forsøger jeg at lade mit liv være af-digitaliseret? Tjaeh … GDPR gjorde en del for mig. Fx har jeg forladt Endomondo. De havde nogle ideer om at flytte deres bruger-database til USA. Måske ikke i første omgang for at fifle men afgjort for senere at have muligheden for at fifle frem for at være bundet af EUs lovgivning. Så dem har jeg forladt. Men i stedet bruger jeg Garmin Connect. Det kan vel ikke kaldes af-digitalisering …? 

I det hele taget er mange af mine stædige og trodsige forsøg på at vikle mig ud af en verden, jeg føler mig mere og mere fanget i, i virkeligheden bare udskiftninger af et onde med et andet, som (endnu) ikke har trådt mig over min ømme storetå. Dumt. Kompliceret. Men samtidig også en god følelse. Jeg ‘googler’ ikke længere. Jeg duckduckgo’er. Er søgningerne lige så gode? Det aner jeg ikke. Men det føles rart at være bare lidt uden for Googles søgelys – selv om de sikkert selv indekserer alle søgninger på DuckDuckGo også. Og så er jeg jo lige vidt. 

I det hele taget er det vanskeligt. Jeg håber, at jeg med nytårets sletning af min sidste sociale medie-profil får bedre tid, overskud og overblik over, hvordan jeg kommer til at leve et mindre digitaliseret liv. Der er intet galt med digitalisering. Men ligesom det er dumt at tro, at alle skoleelever udvikler sig med samme hastighed, fordi de er produceret samme år, så tror jeg heller ikke, alle mennesker udvikler sig med samme hast og i samme takt med digitaliseringen. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsøger at sænke hastigheden en anelse. Bare en smule. Please … 

“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

At være hård ved sig selv

En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.

Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.

At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.

Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.

Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?

Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.

Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …

Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.

Er det modigt at være uovervejet?

“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”

Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?

Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?

Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.