UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: love

En vanvittig stor verden

Jeg er ofte i tvivl. Måske er der i virkeligheden bare 7,5 milliarder måder at anskue verden på? Men altså; hvordan kan man som fx Liberal Alliance mene, at det vigtigste i hele det danske samfund – måske i hele verden – er, at det enkelte menneske får maksimal frihed? Tror de på, at det på samme tid vil bekæmpe alle de ting i verden, som er onde? Eller har de opgivet den kamp og går nu bare efter at maksimere mellemtiden ved at give alle en optimeret version af “hvad den enkelte fortjener”?

 

Fortjener vi ikke alle sammen et værdigt liv? Fortjener alle ikke muligheden for at være sammen med familie og venner? For at kunne føle sig nyttig på sine egne præmisser? Er det væsentlige at bekæmpe frem for den danske velfærdsstat ikke snarere skatteunddragelse, forbrydelse, vold mod børn, vold mod voksne og vold mod ældre – og vold mod dyr, mishandling af dyr i produktionen og mishandling af dyr uden for produktion? Ville det ikke være snedigt, hvis vi sammen kæmpede for at minimere forurening, for at begrænse vores CO2-udledning osv osv?

Er det helt skævt? Hvordan er vi så forskellige? Hvordan kan vi leve i den samme verden og have så grundlæggende forskellige versioner af det gode liv? Ikke bare LA over for mig, men alskens divergerende måder at se verden på. Nogen går og frygter WW3, andre frygter, at afgiften på biler ikke bliver sænket. Nogen mener, vi er ved at ødelægge klodens mijømæssige balance – andre tror på, at udviklingen vil sørge for, at alting retter sig op i tide; mens atter andre ligesom ikke ser andre veje end fortsat vækst men har accepteret, at det nok fører til jordens undergang …

Jeg synes, det er ulideligt vanskeligt at navigere i. Jeg synes, det er utroligt svært at gennemskue, hvordan jeg på bedste vis udfylder en plads. En lillebitte plet, hvor jeg gør gavn. Men gør gavn for hvem? Hvad er vi her for? Det må da være fællesskab, kærlighed og omsorg. Må det ikke …?

Når regler er vejledende – og jeg er dobbeltmoralsk

På vej til job bruger jeg det meste tid i S-tog og bus på at rode med Facebook og Twitter. I morges faldt jeg over en kritisk forespørgsel på Twitter om, hvorfor DSB ikke gjorde mere for at håndhæve rygeforbuddet på deres perroner. Jeg har en ting med rygning. Har aldrig selv røget, men jeg kender og har kendt rigtig mange rare rygere. Og jeg føler med dem. Det kan ikke være rart at være ryger. Så jeg forsvarede rygerne. Fortalte, at jeg aldrig oplevede det som et problem, og at hvis jeg gjorde, ville jeg sige det til rygeren, som jeg så forventer ville rykke lidt længere væk. Problem løst.

Den her bruger insisterede på, at DSB fører en symbolpolitik ved at have en regel, de ikke håndhæver og bedst som jeg var ved at grave mit eget hul dybere og gøre klar til en form for skyttegravs-meningsudveksling, kom jeg til at tænke på, at jeg jo også selv har områder, hvor jeg mener, regler (love!) skal overholdes. Men at det jo faktisk er lidt hyklerisk, at jeg synes, de regler jeg finder vigtige, skal overholdes, mens andre kan være ligegyldige. Det virker egentlig ikke som et særligt velfungerede almengyldigt princip.

Jeg er for eksempel iskold over for mennesker, der klager over fotovogne. “De blitzer jo kun, hvis du kører for stærkt. Hastighedsgrænsen er formentlig nøje fastsat på basis af forskning, så det bør ikke være op til den enkelte at vurdere, hvor hurtigt forholdene tillader, at man kører”. Kan du også høre det? Hvorfor er det så op til mig og den enkelte ryger at vurdere, hvornår det er ok at ryge på perronen og hvornår ikke? (Og min holdning til lige præcis fotovogne kunne godt hænge sammen med, at jeg ikke har bil – det er sådan set et rimeligt gratis område at stå stejlt på for mig)

Eller hvad med rød/grøn som fodgænger? Hvis jeg er på vej hjem fra en bytur – det sker sjældent, men det er taget frit fra hukommelsen – kan jeg da snildt argumentere for mig selv, at der jo ingen biler er, så det er helt uskadeligt at gå over for rødt. Omvendt vil jeg nøje afveje, hvis der er rødt lys, og jeg står sammen med et ungt menneske.

“Hvad er ungt?”. Godt spørgsmål. 10 år tror jeg, ville få mig til at stoppe for rødt lys. Ud fra sådan en selvhellig og -fed tankegang om, at jeg vil være en rollemodel og i hvert fald ikke være ham, der “lokker” et ungt og endnu ikke fuldt færdigformet menneske til at gå over for rødt. Helt små børn med deres forældre i hånden? Jeg kunne aldrig drømme om at gå over for rødt i deres selskab. Muligvis mest af frygt for forælderens reaktion, men resultatet er jo det samme.

Andre voksne? Jaeh, så kan jeg godt se mig selv smutte over for rødt. Som fodgænger understreger jeg en ekstra gang. Og hvorfor gør jeg egentlig det? Er det mere i orden at være i tvivl om, hvorvidt jeg vil overholde reglerne, hvis jeg er til fods end fx i bil? Det synes jeg åbenbart. Igen formentlig ud fra en hjemmebrygget tese om, at jeg formentlig forvolder mindst skade til fods frem for i bil. Indrømmet, det er noget underligt noget.

Nogen glasklar erkendelse er jeg ikke nået frem til, men jeg vil bestræbe mig på at være mindre hellig på andre folks vegne og mere rummelig i forhold til deres individuelle “points of ignoring the rules” fremover. Jeg har altid ment, regler var vejledende. Men af en jurist har jeg fået at vide, at det eneste, der er vejledende, er … vejledninger. Altså at regler er regler. [punktum]. Dér ved jeg ikke helt, om jeg er endnu, men jeg er i hvert fald kommet lidt i tvivl om rygere og forbud og perroner.

Foto via www.pixabay.com

Foto via www.pixabay.com

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑