UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: Mexico

“Struggle-junkie” uden struggles

Jeg bliver noget så godt og grundigt “mind-fucked” herovre i Mexico City. Hver eneste dag strækker mig, min bevidsthed og mine tanker til det yderste – og ofte også en lille smule længere, end jeg har været tidligere. Det er ret vildt. Det føles godt. Og overvældende. Og ekstremt sårbart og skrøbeligt.

Siden vi havde en workshop med alle ansatte på vores produktionsfabrik for et par uger siden, har jeg været helt skrællet af. Hudløs og meget, meget påvirkelig. Jeg græder dagligt – det er der ikke noget galt med, men det er nyt for mig – og jeg bliver påvirket helt vildt af alle mulige historier eller af samtaler med kolleger, som fører til nye erkendelser eller indsigter.

En af mine kolleger – en svensker ved navn Kristian – har en coachinguddannelse og er skarp og intens. Vi har meget, meget lange samtaler, og jeg bliver kørt godt og grundigt rundt i manegen, så mine tanker ligger sønderskudte tilbage på jorden i et stort roderi. Derfor bruger jeg masser af  kræfter og energi på at samle mig, samle tankerne op igen og sortere og sætte dem sammen, så de giver mening.

Kristian har blandt andet introduceret mig for begrebet: Struggle-junkie. Altså at jeg er blevet så vant til at stå på ølkassen og være i opposition, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre, nu hvor alt ligesom er faldet på plads. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig af frihed, mening med jobbet og kolleger, udfordringer og ansvar ligger lige foran mig. Til at samle op. Altså ingen struggles. Så pointen er, at hvis man er struggle-junkie, giver man sig til at lede efter nye struggles. Opfinde nye problemer, man kan være i opposition til.

Dét har jeg ikke lyst til (altså at opfinde nye problemer), så vi fører lange samtaler, hvor han coacher – på en lidt offensiv facon – og hvor jeg åben som en bog tager imod alle former for feedback. Fredag tog jeg tidligt på kontoret, fordi jeg ville have noget fra hånden og så tage hjem og arbejde videre allerede efter frokost. Kristian ankom til frokosttid, spurgte, om jeg var sulten og besluttede så at gå med mig hjem igen efter frokost. Så vi endte på et frokoststed, hvor vi så blev siddende i nærved 3 timer og snakkede. Snakkede, snakkede og snakkede. Vendte et hav af ideer til kommunikation. Hvordan gør vi? Hvor gør vi det? Hvornår? Med hvem? Til hvem?

Super givende og inspirerende måde at arbejde på. Sidst på eftermiddagen luntede vi hjem til Casa Nuevo Leon – hvor Kristian kastede sig over yoga, mens jeg trissede i Gym24 og trænede en times tid. Der var i øvrigt en topcool fyr med skuldertaske på under hele hans træning og musik i ørerne, så han gik og sang, som man gør, når man ikke kender teksten men godt kan følge rytmen. Nogenlunde. Meget, meget hyggeligt.

Efter træning og et bad blev vi enige om at gå på Cervezeria de Barrios, som ligger 5 minutter væk, og hvor vi allerede et par gange har spist sammen. Masser af gode tacos, øl og til ham: mezcal. Ikke noget for mig. Og mere snak. Jeg fortalte ham, hvordan det havde føltes, da han dagen i forvejen havde kommenteret på mine posts på Facebook med en omfattende omgang. Han sagde blandt andet, at han slet ikke kunne genkende firmaet i opslagene. De manglede personlighed, nærvær og ærlighed – men at det nyeste opslag var det bedste, han endnu havde set fra mig, men at der stadig var en masse at arbejde med og forbedre. At han havde en masse ideer til forbedringer. Og at han i øvrigt undrede sig over, hvorfor jeg var så passioneret over dansk politik – om jeg troede, at jeg kunne gøre en forskel med Kessel sådan lidt halvhjertet, at han syntes, jeg skulle beslutte mig for, hvor mine tanker var og skulle være. For det var slapt ikke at være helhjertet i arbejde.

Så jeg fortalte, at det fik mig til at føle mig vildt usikker. At jeg frygtede, han måske ville synes, jeg ikke var dygtig nok til at være en del af holdet, men at jeg samtidig arbejdede hårdt på at fokusere på, at han jo faktisk havde anerkendt, at det var blevet bedre. Og at dét, at han spurgte til min passion og mit engagement fik mig til at tænke godt og grundigt over, hvor jeg egentlig havde mit hjerte. Dét sidste roste han, men så sagde han nogenlunde sådan her: “Er du sådan en, der har brug for hele tiden at få ros for at føle dig værdsat? Det kan jeg ikke, men hvis du har brug for det, kan jeg skrive en A4-side, hvor jeg fortæller, hvad jeg synes om dig. Det er ikke for sjov, at jeg regner med, vi skal arbejde sammen over hele kloden. Sig til så skriver jeg det, men til hverdag er det meningen, vi skal lære af hinanden, og der er ros ikke min vej”. Cirka. Cirka sådan.

Jeg føler mig som et lille barn, når jeg sidder i sådanne situationer, men omvendt er det godt, at jeg siger de her ting. At jeg spørger. Føler og behandler. Der er så meget at lære. Hele tiden. Så megen udvikling, der venter. Så mange gode ting i udsigt, og jeg kan mærke, at jeg er omringet af mennesker, der er så skarpe, bevidste og målrettede – og endda med hjerter som styrepind en stor del af tiden – at jeg hele tiden skal yde maksimalt for at kunne være med. Det gør mig ydmyg, lærevillig og sulten efter at magte mere.

En anden ting er, at den her enorme frihed til for eksempel at smutte fra kontoret og tage tid sammen til at idé-udvikle på 2-mandshånd, den samtidig giver en helt enorm følelse af ansvar. Det er vigtigt. Friheden og den helt igennem mærkbare tillid til, at vi forsøger at gøre det rigtige og vores bedste, fører altså til, at jeg – vi, tror jeg – arbejder endnu hårdere. Det er ikke så tosset.

[mellemspil]
Efter maden var klokken blevet 23, og Kristian ville ikke hjem, så vi fik kontakt til Abril – vores spanske community manager – som skulle til en fest med sin kæreste og først mødes med en af hans venner på en bar. Vi tog med og senere med til festen, som godt nok var lidt død i sværen der mellem 2 og 4, hvor vi var der, men det var hyggeligt at tale med Abril og hendes kæreste. Vi var hjemme i Condesa igen kort efter 4 – 4.09 siger Uber-regningen, som lød på 50 pesos (21 kroner!)
[mellemspil slut]

Efter et pitstop i 7-eleven sluttede vi så en lang, produktiv dag af med at sidde på trappestenen i gården til lejligheden og tale yderligere 45 minutter. Egentlig er det underligt, jeg ikke er hæs i dag efter al den snak, men det gik. Så vi nappede lige 45 minutters yderligere idéudvikling på den alleryderste kant af fredag og tørnede ind kort før 5. Hvor jeg så besluttede lige at se den sidste time af en Netflix-film, jeg startede på tidligere.

Sikke en fredag. Sikke nogle mennesker. Sikke en udvikling. Sikke en verden. Sikke heldig jeg er.

Mexico – hvorfor er der ingen, der har sagt noget?

Næsten 40 år af mit liv er passeret. Og ingen har på noget tidspunkt sagt: “Du skal til Mexico, for der er helt utroligt, fantastisk, levende, vibrerende og dejligt”. Hvorfor ikke? Har det været jeres lille hemmelighed? Eller er jeg bare for langsom i optrækket? Måske en blanding …

I hvert fald er det sådan, at jeg nu efter godt 4 døgn i landet – faktisk ret præcist 100 timer i skrivende stund – er faldet pladask for det her forunderlige, komplekse, optimistiske og livsglade land. Forrygende.

Det hele startede onsdag aften. 2 af mine kolleger hentede min rejsekammerat Karsten (som kom fra Schweiz) og jeg i lufthavnen. De tog vores kufferter (!), for dem skulle vi selvfølgelig ikke selv rulle ned til parkeringspladsen. Så kørte de os ind til byen, hvor vores lejlighed ligger:

Vores lejlighed - mucho boheme

Vores lejlighed – mucho boheme

Og derfra skulle vi på Cervezeria – altså et ølleri. Det var første aften, vi havde rejst langt, humøret var højt og selskabet godt. Der røg en hel indenbords, og vi hyggede os højlydt. Pludselig fik jeg det mindre godt og forlod selskabet. Vi var bare én gade fra lejligheden, så jeg vaklede selv hjem. Fik låst mig ind af gadedøren og snublede op til 1. sal, hvor lejligheden ligger. Jeg havde fået et nøglebundt med 4 nøgler. Der er også 4 nøglehuller i døren. Så skulle man tro, det bare drejede sig om at få puslespillet til at gå op. Jeg prøvede. 1. gang passede ingen af de 4 nøgler. Anden gang gjorde jeg mig mere umage – jeg fik et par af nøglerne i, men jeg kunne ikke låse op. Jeg sank dybt, samlede mig og prøvede endnu engang. Fik drejet en nøgle. Følte mig på rette vej og fik endelig puffet døren op. Vaklede ind og smed mig på sengen.

Ja, sådan går det, når man ikke bygger i solide materialer

Ja, sådan går det, når man ikke bygger i solide materialer

Næste morgen vågnede jeg til en besked fra Karsten, som sagde: “Jeg er gået, har købt yoghurt og cola, som står i køleskabet, og forresten har jeg ringet efter en, der kan ordne døren”. Døren? Døren? Jeg kravlede ud af sengen og kiggede. Låsen var ikke drejet nogle steder. Den havde revet et ordentligt hul i væggen, så jeg altså i stedet for at låse op bare havde skubbet låsen ind. Hvem sagde Herkules? Pænt skidt start på tilværelsen i Mexico – eller, nu ved de i hvert fald, hvilken type jeg er. Sådan en, der buldrer en anelse.

Men det skulle blive meget værre, som jeg fortæller om i næste post. For trods tømmermænd, kvalme og en smadret dør bød dagen på en lang køretur.

Hola México – Jeg er på vej

De vildeste ting kan ske, når man lige trækker vejret helt ned i maven og bare bor lige så stille og roligt i sine forældres kælder en måneds tid. Eller også er jeg bare enormt heldig lige at være på rette tid, i rette miljø og nær de rette mennesker.

Uanset hvorfor  i helt klassiske konventionelle termer er det i hvert fald sådan, at jeg på onsdag sætter mig i en Lufthansa-maskine i Kastrup, mellemlander i Frankfurt og derfra går det videre mod Mexico City, hvor jeg de næste 2,5 måned får lov at være med på et helt vidunderligt hold af dejlige, dygtige og determinerede mennesker.

Skærmbillede 2015-06-24 kl. 19.25.25

Min gode ven, Rasmus, har været så dygtig – gennem flere år – at han er blevet bedt om at stå i spidsen for firmaet Kessel International, der helt kort laver soldrevne vandvarmere. Jeg fatter jo som regel ikke meget af produktudvikling og finesser, men det her produkt er så simpelt, at selv jeg har forstået det, Og jeg ka’ li’ det. Det er tilgængeligt. Lokalt produceret af lokale materialer. Effektivt. Miljøvenligt. Soldrevet! Og jeg tror på, det kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker.

Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så stiger til vejrs, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!)

Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så flyder op i panelet, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!). Se og læs selv meget mere på kessel-solar.com.

Det handler ikke om penge. Det handler om at gøre noget godt. At udbrede et produkt, der kombinerer det praktiske med noget, jeg tror på, er det rigtige. Og så er jeg vild med, at jeg får lov at arbejde sammen med mennesker, jeg nu gennem 14 dages intens Skype- og Slack-kommunikation (onlinemedier – det er ungt og virker, og jeg følger med så godt, jeg kan!) har lært at kende som kompetente, brændende dedikerede og utroligt søde. Det føles rigtigt helt ind i knoglerne. Ind i maven og i hjertet. Og jeg glæder mig.

Et mere modigt menneske havde for alvor kappet alle bånd, og i hvert fald ikke betalt depositum til en lejlighed i Odense, slet ikke søgt alle mulige job i Odense som jeg jo alligevel ikke får, fordi jeg er i Mexico og heller slet ikke stadig været indskrevet på uddannelse i Odense – 2,5 år tilbage på dansk og medievidenskab. Mere modige mennesker havde solgt den lille pink FIAT og kastet alt efter eventyret. Jeg tager modet i små bidder. Giver alt, hvad jeg har i de kommende måneder, og så gør jeg status, når det bliver 19. september.

Forhåbentlig bliver jeg mere modig, som tiden går.
Jeg har 2,5 måned at tænke i fra på onsdag.

Para México – para la aventura.
(Undskyld mit sikkert mangelfulde spanske
– jeg er på 180 point i Duolingo og ‘on a 2 day streak’)

Skærmbillede 2015-06-24 kl. 20.26.15

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑