Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?