Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.