Ingen behøver vel være idioter

Jeg har med vilje blandet mig uden om valget. Med vilje set så lidt som muligt. Jeg er blevet politisk lammet. Er stedløs. Hjemløs. Og inderligt ligeglad. Bare rolig – jeg har selvfølgelig afleveret en blank stemme. Det skal man jo.

Men jeg er oprigtigt forundret over tonen i dag. Dagen efter valget. Det mest tætte i næsten et kvart århundrede, som jeg hørte et medie fortælle.

For der er røde, der håner, nedgør og delagtiggør alle os andre i deres tanker om Støjberg, Løkke, Ellemann, Pape, der, må vi forstå, står for egoistisk, svinsk og menneskehadende ondskab, der blandt andet har lukket Irak-kommissionen, svindler på stribe og ikke accepterer en dom ved rigsretten.

Og der er folk med blå-lilla præferencer, der mener, at alle i rød blok er nassere, der bare vil leve af andres hårde arbejde, og at de i øvrigt må være snotdumme for at ville have flere år med Mette Frederiksen, der jo både slår mink ihjel, sletter sms’er og elsker Barbara Bertelsen.

Eller også er rød blok klimatosser, der vil sætte det danske samfund over styr ved blandt andet at underminere det profitable landbrug og gøre det umuligt at leve som iværksætter, selvstændig og skaber af arbejdspladser.

Da jeg gik i børnehave, skete det af og til, at jeg blev uenig med nogen om, hvem der først kom ned til hegnet bagerst på det grønne område, eller vi ‘drøftede’, hvem der var klogest af dem på Sommerfuglene eller Mariehønsene. Men det er ærlig talt ikke et godt look på voksne mennesker og heller ikke på en hel nation.

Valget er overstået. Vi er endnu engang næsten så tæt på 50/50-fordelt, vi kan komme. Sådan er det næsten hver gang. Det skifter løbende.

Kan vi ikke godt bare komme videre, uden at vi hver gang skal afsløre på sociale medier, hvor dårlige tabere vi alle sammen er, og uden at vi får sagt ting om hinanden, der er så grimme, at vi en dag ikke rigtig kan finde vej tilbage til det ‘vi’, der gerne skulle være fundamentet for den kunstige konstruktion, vi kalder en nation.

Trafiksikkerhed? Hykleriet er tommetykt hos Liberal Alliance

Ultraliberalisterne fra Liberal Alliance er altid interesserede i at minimere staten og fællesskabets styrke. Penge skal ud til den enkelte, for det der med en kollektivitet er noget rod, og de føler sig åbenbart stærke nok til at klare sig helt individuelt. Det er jo deres demokratiske ret, og jeg føler trang til at rose dem for helt åbent at stå ved deres asociale og egoistiske synspunkter.

Men selv for dem kan kæden åbenbart hoppe af. Se blot nedenstående fra 25. august hvor partiet reagerer på, hvad man må forstå er et økonomisk anliggende for staten, mens LA jo bare vil have øget trafiksikkerhed.

Regeringen kan formentlig på tal og statistikker fra politiet se, at danskerne er ligeglade med de økonomiske konsekvenser ved at køre for hurtigt, så nu skal trafiksikkerheden øges ved flere færdselskontroller. For LA er det tæt på røveri, for de ved jo godt, at når de kommer fræsende på de danske veje i fuld fart, stiger risikoen for at måtte betale en bøde.

Det får dem til at kreere et opslag, hvor de pludselig taler om sikkerhed i trafikken. Kvalmen sidder højt i svælget, for de er jo flintrende ligeglade med trafiksikkerhed. Hvis det betød noget som helst for dem, ville de køre efter hastighedsbegrænsningerne. For de er der for at give de bedste betingelser for så få færdselsuheld som muligt. Og hvis det bekymrer LA’erne, kan de jo overveje noget så radikalt som at køre efter reglerne.

Men det gider de ikke. For som med de finansielle konstruktioner der så ofte præger ultraliberalisternes tilgang til samfundet, så handler det ikke om at følge reglerne. Det handler om at bevæge sig på kanten af reglerne, så man kan slippe for at bidrage til fællesskabet. Som når internationale selskaber ikke betaler skat, fordi de flytter over- og underskud mellem landene. Det er ikke ulovligt. Men alle ved jo godt, at det ikke er meningen, at man skal kunne nasse et sted uden at betale sin andel til fællesskabet. “Jo, for det er ikke ulovligt, og så må man godt”. Ja, men så er man en lort med ører, og det må man så finde sig i at blive kaldt.

Ligesom man er et fjols uden respekt for andre menneskers liv, hvis man insisterer på, at det er en menneskeret at måtte køre for hurtigt i trafikken. For fart dræber. Tror LA virkelig, at folkene fra færdselspolitiet sidder og opfinder fiktive grænser, fordi – og jeg hører denne ofte, og det er så dumt, det næsten ikke fortjener at blive nævnt – “så skal de have fyldt kassen til julefrokosten igen”.

Om noget så er alt, hvad der kommer fra LA præget af, at de skal have pengene ud af fællesskabet og ned i deres egen personlige kasse, og det er helt fint – som sagt; det er deres demokratiske ret at deltage i fællesskabet ved at ville dekonstruere fællesskabet af alle kræfter. Nu vil der helt sikkert være en masse fra LA, der bliver fortørnede, og anføre, at “jeg aner ikke, hvad jeg taler om”.

Ved I hvad? Jeg kalder det, som jeg ser det: Alt, der kommer fra ultraliberal side handler om at undslå sig at være en del af et fælles rige.

Den manglende selvindsigt ved udtrykket: “Fartkontrol handler om sikkerhed, ikke statskassen” skriger til himlen. Hvis man er LA’er handler alt om en selv, egen-profit og egoisme. Så skal man edderbrodereme stå ved det. Ikke forsøge at pynte på sin selviske tilgang til trafikken, hvor det er vigtigere, at man kan indhente de 5 minutter, man er kommet for sent ud af døren end at passe på andre menneskers liv.

Jeg har lyst til at bide i min pude, nive mine kinder og slå næven hårdt i bordet. Det er så frustrerende dumt.

Forskellen på dit og mit virker meget lille for Lars Løkke

Nu skred han endelig. Lars Løkke. Som har været en ulykke for dansk politik i alt for mange år. Og nu skal vi høre på konkollegaer og pressefolk, som roser ham højt for at være en statsmand, en dygtig politiker og en dreven taktiker. Jeg har det altså stramt med det.

En ting er hans politiske overbevisning. Den må han selv rode med. Og der er helt sikkert lige så mange lige så brodne kar i andre partier. Men jeg har uendelig svært ved at se bort fra, at han i mere end to årtier har været sovset ind i sager, hvor han har raget til sig i uhørt grad, og når han så er blevet opdaget, bliver han mopset og betaler penge tilbage, mens han holder vejret, til han bliver blå i hovedet, for “han er jo Lars Løkke”, må man forstå.

Misforstå mig ikke, han er helt sikkert en jovial fætter at havne ved siden af til familiesammenkomster. Han kan garanteret fortælle en røverhistorie eller to, og han nyder formentlig et glas fadøl lige så vel som næsten. Men han virker til at have en uhyggelig tro på, at han har lov til lige, hvad der passer ham – uagtet hvad regler eller almindelig pli byder.

Jeg har rodet lidt i arkiverne:
Som Indenrigs- og sundhedsminister overnattede han på hotel under falsk navn – men på samfundets regning. Først kom han med en halvkvalt forklaring om, at han ville undgå mytedannelser (hvad det så end betyder), og dernæst at han havde været til politisk møde. Det viste sig, at han havde været til julefest, og han endte med selv at betale for sit hotelværelse.

Måltider, cigaretter og overnatninger i privat regi har han i det hele taget ganske ofte ladet fællesskabet betale. Og det kan jo være sandt, at man kan slippe af sted med det i mangen en privat virksomhed, men målet for Løkke har jo hele tiden været magtens tinde. Folkets tjener. Det fineste hverv man kan have i Danmark. Så du’r det jo ikke, man rager til sig på fællesskabets bekostning.

Så var der hele miseren om GGGI. Her brugte manden i sin tid som formand omkring 1 million kroner på rejser, hoteller og limousiner. Og ved en enkelt lejlighed betalte instituttet endda for hans datters flybillet – da det blev opdaget, var det naturligvis “en misforståelse”.

Endelig er der hans LøkkeFond, som kvotekonger donerede til i stor stil, og derfra er det jo let at forestille sig, at de fik lettere adgang til kvoter. Altså det man kalder korruption i de fleste andre lande end Danmark. Først benægtede Løkke, at han overhovedet kendte de pågældende kvotekonger, men da det viste sig, at han både havde lånt et sommerhus og været til fest hos en af ‘kongerne’, var det hele naturligvis ‘en misforståelse’.

Han er aldrig blevet dømt. Noget af det pusseløjerlige ved dansk politik er, at hæren af embedsmænd, rådgivere og andre skatteyderbetalte hjælpere altid sørger for, at politikerne kan smutte bekvemt ud af sidelemme som “misforståelser”, “tilbagebetalinger” og andre syge undskyldninger.

Men hvis det var en af mine kolleger i hverdagen, der havde haft lignende stribe af mistænkelige sager klæbet til sig, ville jeg ikke tøve med at kalde hen for en svindler, en bedrager og én med et enormt besvær med at kende forskel på dit og mit. Helt uagtet hvor statsmands-agtigt hen så ellers opførte sig i øvrigt.

Droppede vi debatten om tonen?

Altså; det er vel en del år siden, at der var evindelig ballade om tonen i den offentlige debat. Nogen var kede af, at der blev angrebet personligt, talt i barske vendinger og med fokus på personen mere end emnet. Andre var irriterede over, at de nu ikke måtte sige tingene uden omsvøb. At deres sandhed ikke var rigtig, og de derfor ikke måtte udtrykke den. At dem, der klagede over tonen, var for følsomme til at deltage i debat.

Hvor er den diskussion blevet af? Er den afgjort og afsluttet, uden jeg har opdaget det? Uden en prisoverrækkelse med medaljer og enten en venligboer-tshirt eller en megafon? For det er da stukket helt af.

Alle galper alt muligt gylle af sted på offentlige foraer, og der er ikke rigtig nogen, der bekymrer sig om, hvad det gør ved modtagerne. Kan man ikke tåle mosten, kan man sætte sig på kosten og forlade skuden. Skrid pomfrit. Det er en lukket fest. For alle der kender udtryk som idiot, tosse, skvatmikkel og udskud.

Det kan da ikke være rigtigt. Er der virkelig så mange mennesker, der går rundt og er forargede på hele verden, at det skal være omgangstonen? Er der virkelig mere, der skiller i verden, end der samler? Hvorfor tiljubler nogen, når Trump deler vandene? Når BoJo som en anden Moses opfører sig som en skillert på båndet i Føtex? Hvorfor får Paludan så meget opmærksomhed? Hvorfor gør Henrik Dahl? Synes vi, det store politikteater er sjovere, når der er sang i ga’erne og gang i sa’erne, som Richard Møller altid formulerede det …?

Og én ting er jo politikteateret – for de tror jo, de skal skabe sig for at få opmærksomhed. Men jeg forstår da slet ikke, at alle andre er begyndt på det samme. “Dem, der mener noget andet end mig, er rådne, naive, tossegode, nazistiske, racistiske, undergravende og forrædere”. De er i hvert fald ikke bare uenige …

Noter fra valgdyst på TV2

Jeg har brevstemt for længe siden. Og derfor ikke rigtig set meget valgkamp. Det har været dejligt. Men jeg tænkte nu alligevel, jeg ville se den afsluttende debat tirsdag aften. Her er, hvad jeg fik med mig i spredte noter:

Der skal være flere ansatte i institutioner for at sikre en god barndom.
Er en god barndom nødvendigvis en barndom i institution?

Banner på skærmen: “2% af stemmerne sikrer cirka 4 mandater” Cirka?

“Det vil jeg godt kvittere for” – hvad er det med det udtryk? Hvorfor siger de alle sammen det? Det er grimt, opstyltet og kancelli-ish

I valgkampen vil alle pludselig sænke beløbsgrænsen for indvandrere, der kommer hertil i ‘højtuddannet’ arbejde.
Hvorfor har de så ikke bare gjort det tidligere?

“Elendig ledelse”.
Nu er ledelse i kommunerne et problem.
Færre ledere -> endnu bedre mulighed for ChrBorg-politikere til at topstyre

Isabella KD vil det så godt. Men abort? Ligestilling? 

“Vil Stram Kurs prioritere unge eller ældre ift velfærd?”
“Danskere!”
Shit altså …

Jobcentre og konsulenter skal nedprioriteres. Hvordan skal vi så straffe, ydmyge, kontrollere og piske alle de dovne nassere?

Riskær: “Hvorfor gik ØK konkurs i ‘80’erne? Dårlig ledelse”
Sagde han simpelthen det …? Hvor mange gange er han selv gået konkurs? Sikke en selvindsigt!

Mette F: “Bankerne skal betale. Ikke-vestlige fremmede kvinder skal arbejde. Og betale. Og de rige skal betale. 

Det er, som om der er meget forskellige lommeregnere. De har alle fået regnet det hele igennem, men de andre ved, det ikke stemmer

Alle er blevet enige om, at Uffe Elbæk er det ok at grine af. Ikke med. Af. Grimt

DF: “Klimahysteri. Danmarks står for 0,1% af verdens udslip” Gad vide hvor stor en andel af verdens indvandrere Danmark modtager …? (Jeg har forsøgt at regne på det – jeg er sproglig student, så det er sikkert skævt, men jeg fik det til 0,3%. Cirka)

Paludan: “Klimakrisen er ikke nær så alvorlig, som forskerne siger” ????

Pernille Skipper lignede en, der var ved at eksplodere. Jeg kan relatere.

Godt valg. Stem nu med hjertet. Med varme. Med kærlighed. For fremtiden. For dig selv. For os alle sammen.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

De skal ikke tale til mig om demokrati

Ikke før de har deres egen sti ren.

Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.

Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.

Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?

Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.

Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.

Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.

Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.

Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …

Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.

Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.

Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.

Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.

Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?

Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!

Hvordan bli’r politik relevant? Og andre svinkeærinder

Nøj, diskussionen ruller på livet løs for tiden. Danskerne har politikerlede som aldrig før. Omvendt har jeg læst på nogle politikeres sociale platforme, at deres brugere taler om, “hvordan politikerne dog holder al den kritik ud, når de nu bruger så meget tid på at hjælpe andre”. Det er ret interessant, synes jeg. Faktisk minder det mig lidt om DSB, der siger, de ikke kan forstå kritikken af deres forsinkelser, for de kan dokumentere, at de fleste tog kører til tiden. Men det hjælper jo ikke, når så mange har en oplevelse af, at togene ikke kører til tiden. “Virkelighed” og “sandhed”er to forskellige ting nogle gange.

Politikerne synes, de knokler og måske endda fortjener både anerkendelse og respekt. Flere og flere borgere giver udtryk for mæthed og ligefrem træthed ved politik og særligt dén tone, som politikere i offentligheden fører sig frem med. “Det er mediernes skyld”, siger politikerne. For medierne vil kun have konfliktstof. Underforstået at får politikerne ikke taletid i medierne, har de ikke en chance for at blive valgt.

Hvad ville der egentlig ske – og er der en historisk begrundelse for personlige stemmer? – hvis det kun var muligt at stemme på partier i første omgang. Og når mandatfordelingen var på plads, kunne man offentliggøre partiernes opstillede kandidater, og så kunne man stemme om, hvem der skulle have plads i Folketinget. Det er stensikkert uigennemtænkt. Dét er ligesom mit stadie i idéudviklinger. Men hvad nu hvis? Ja, og hvad nu hvis det blev tilladt kun at sidde to perioder i Folketinget? Uden undtagelser. Uden fiflerier. Hvad ville der ske? Og hvad ville det betyde? Jeg kan se mange fordele. Og forandringer. Ting, jeg tror, er tiltrængt.

Nå men tilbage til tonen. Jeg vil allerhelst tales ordentligt til. Både i direkte dialoger. Til møder. Og når folk på tv, via radioen eller på andre måder forsøger at trænge igennem til mig. Jeg vil helst høre om, hvad folk har på hjerte. Og jeg er træt af, at det er nødvendigt – eller at nogen føler, det er nødvendigt – at gøre opmærksom på, andre ikke holder sig til sandheden. Lyver politikere? Eller har de bare slet og ret hver deres version af sandheden? Det aner jeg ikke.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan én virkelighed kan føre til, at vi ser så forskelligt på udmeldinger, rapporter eller for eksempel klimaforandringer. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken, og vi må gøre noget for ikke at ødelægge jordkloden. Mens andre er lige så overbeviste om, at vejen frem går via tillid til fremskridtet og fuld fart frem. Er der et af de standpunkter, der er decideret forkerte? Eller løgnagtige? Det tror jeg ikke. Er der forskere, der fifler med tallene for at fremme den ene eller den anden agenda? Hvem ved? Det tvivler jeg nu på. Men det er hele den her; nogen skjuler noget for at opnå eget fremme, der generer mig.

Jeg drømmer om en verden, hvor det ikke er nødvendigt at betvivle hinandens motiver. Hvor vi alle arbejder for en bedre verden. Med tillid og tiltro. “Der vil altid være brodne kar”. Ja, ja men de er vel for hulen ikke i flertal. Og de befolker vel ikke alverdens analyseinstitutter og universiteter og tænketanke. Eller hvad?

For så så jeg gerne, vi startede dér. Jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg tager fejl. Det har jeg været nødt til at lære. Men jeg orker ikke skulle slås med mørkemænd, hemmelige kræfter og skjulte dagsordener, når vi forsøger at samarbejde på tværs af alting. Vi har den her ene jord. Målet må være at få det hele til at fungere. Det må starte med, at vi taler ordentligt og vil hinanden det bedste.