Jeg vågnede i morges og var irriteret. Har været irritabel hele dagen. Og i den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at være rasende. Ikke på den der latterlige BT-måde, hvor to på Facebook, der hvæser ‘Det er for dårligt …’ udgør en rasende menneskemasse, men simpelthen en grundrasende tilstand, hvor jeg kan mærke vrede buldre og brage indeni.

Det med at skjule, hvordan jeg har det, ligger mig ikke nært. Jeg er sikker på, at mit kropssprog temmeligt utvetydigt fortæller omverdenen, hvad jeg tænker, og måske endda hvad jeg føler. Og selv om jeg har spekuleret ret så intenst på mulige årsager i snart en god uge, er jeg ikke kommet frem til noget håndfast.

Af erfaring ved jeg, jeg skal lytte til mig selv, når der er uro, ubalance, eller bare når bullshit-detektoren bimler. Så er der som regel en sten i skoen, et hår i suppen eller en ko på isen. Eller alle tre på en gang. Min hidtidige autoreaktion har altid været at flytte og/eller skifte job – helst begge dele samtidigt. Men det kan da for filan ikke altid være det rette svar …?

Så jeg roder videre efter en forklaring eller i hvert fald en form for årsag til irritationen og raseriet. Jeg håber, alle kender til den der daglige utilpashed?? (Jo, please …)

1. Der kan være noget på arbejdet. Et projekt, der er forkastet. En idé, der er skudt ned.
2. Der kan være noget med helbreddet. Jeg er en røv med ører til at være immobil, så efter 9 uger med en dårlig ankel og ingen motion ville det ikke være underligt, hvis det var en trigger. Men jeg er så småt ved at komme i gang igen. Hvorfor er jeg ikke glad og fuld af gå-på-mod?
3. Penge kan helt sikkert også være et problem, og det har det været mange gange i tidens løb, men det er altså ikke dét, der er galt i denne omgang.
4. Socialt liv? Jeg ser gode venner i hvert fald på ugentlig basis, og jeg synes, jeg trives på arbejdet socialt. Jeg føler mig tættere knyttet til familie end nogensinde.
5. Kærlighed? For første gang i mere end et år har jeg i sidste uge været på en date. Som en af mine allerklogeste veninder siger: “Gør det nu bare. Det er jo bare en date.”
6. Mening? Føler jeg alligevel ikke, at jeg er så meget med til at fange forbrydere, som jeg troede, da jeg fik job hos politiet? Ej, det kan jo ikke være det. Så bundnaiv er ikke engang jeg.
7. Mere overordnet mening? Tjaeh, men jeg har jo været utilfreds med verden i lang tid efterhånden. Faktisk er jeg så småt ved at affinde mig med, at jeg er lidt til en side, på en ølkasse, i et hjørne, bag en busk. Idémæssigt, politisk og samfundsideologisk i undertal. Jeg var meget vredere, da jeg var yngre over verdens tilstand, så underligt hvis det skulle være det lige nu.

Jeg har lige læst en tekst, en veninde har skrevet. Hun og hendes kæreste har netop mistet et barn. 4,5 måneder inde i graviditeten. Hun fortæller om deres oplevelse, om smerten, om sorgen og om tabet.

Jeg græd, da jeg læste hendes historie (Medium kaldte den et ’79 minutes read’) Jeg græder i det hele taget meget for tiden. Tidligere græd jeg, når der skete noget lykkeligt. Til bryllupper selvfølgelig. Når Rocky vinder til slut. Når Katherine Heigl finder sammen med bejleren alligevel. Når lykken rammer. Det har jeg svært ved at holde inde. Så jeg tuder. Det gør jeg stadig, når jeg ser lykke.

Men nu tuder jeg også, når noget er sørgeligt. Det havde jeg sværere ved før. Det føles, som om min empati er blevet større. Mere dybtfølt. Som om jeg altid og hele tiden kan mærke hele verden og al dens elendighed. Jeg græd til sæsonfinalen i sæson 5 af Suits. Jeg græder over spildt liv. Spildte mennesker. Spildte muligheder.

Måske er det derfor, jeg er irriteret. Mellem tudeturene er jeg irriteret over, at jeg føler en form for afmagt.