Det her er forfærdeligt. Jeg skriver, mens jeg græder endnu engang. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har set meget, meget længe. Men jeg kan ikke lade det ligge. Jeg kan ikke få mig selv til at pakke ubærligheden ind i kun ord.

For det er stærke billeder. Og det er billeder, som hverken kan eller skal undgås. De er virkelighed. I 2015. Vi har skabt en verden – en specifik situation i verden, hvor børn er på flugt, kaster sig ud i helt igennem rystende forsøg på at nå frem til et bedre liv, og altså her er endt med at betale den ultimative pris for at forsøge at slippe for krig, vold, mord og ødelæggelse. Døden. Børn. Det burde aldrig stå så tæt sammen. Det burde ikke kunne ske. Men det er sket. Det er en del af vores virkelighed.

Når jeg synes, det er vigtigt at dele dem. Se på dem. Føle dem. Mærke efter den reaktion, der forhåbentlig trods alt kommer. Opleve dem. Og tænke grundigt over, hvis nu det var et barn, man selv kendte, hvordan det så ville føles. Så er det, fordi det jo er sådan, det er. Der sidder familier og forældre, som har satset alt for et bedre liv. Formentlig vel vidende om risiciene ved projektet men alligevel satset. Og de har mistet deres børn.

Og vi er en del af det spil. Mens vi diskuterer og overvejer, om vores kultur, om vores egenart og om vores økonomi kan bære at tage flere mennesker ind. Mens vi forsøger at få navngivet de rette bokse, så vi kan finde ud af, om det er flygtninge, asylansøgere, migranter, eller – det værste man overhovedet kan være – bekvemmelighedsflygtninge, så dør de. Og der, hvor de er nu, har de ingen kategori. De er bare døde. Døde mennesker. Det er mennesker. Af kød og blod. Med håb, drømme, forventninger og et mislykket forsøg på at få et bedre liv.

Men hvad gør vi? Står vi klar med tæpper, åbne arme og kærlig medmenneskelig omsorg. Nu vi er blevet et kristent land sådan helt officielt, ligger næstekærligheden os vel endnu mere på sinde end tidligere?

Næh, ikke rigtigt. For “der er ingen fordelingsnøgle.” og “Vi kan i hvert fald ikke klare flere lige nu. De er for mange. De ændrer på vores kultur. Men vi skal selvfølgelig finde en løsning. Om lidt.”

Og mens vi venter, dør endnu flere. Fordi de gerne vil slippe for at blive skudt, myrdet, overfaldet eller voldtaget i deres hjem. Dér, hvor de rent faktisk bor. Det er dét, de forlader. Deres liv. For at starte forfra. Et nyt sted. Hvor de ikke er velkomne. Det burde sige en hel del om, hvor elendigt der er, der hvor de kommer fra. At de alligevel tager chancen.

Der er sådan nogenlunde bred enighed om, at det ikke er ok at dele de her billeder. Det er at lade målet hellige midlet, som en ven skrev til mig på Facebook. Eller det er ‘ubærligt’ at se på som en god veninde skrev. Red Barnet mener, vi skal vise hensyn til de efterladte. Skærme dem, for hvad tænker de mon ikke, hvis de ser deres børn udstillet over hele verden. Det er respektløst, mener Red Barnet.

Ved du hvad? Det respektløse bestod i, at vi ikke bekymrede os nok om de her liv, mens de stadig var liv. De har ikke noget at bruge vores respekt til nu. Børnene har mistet deres liv. Forældrene har mistet deres børn. Hvad skal de med vores respekt i retrospekt? Er det for, at vi selv kan føle, at vi viser dem respekt? Det er alt, alt for sent. At vise dem respekt, synes jeg, er at kigge på de her billeder. Lade dem indprente sig. Tænke grundigt over, hvad det ville have gjort ved en selv, hvis man mistede et barn på den her måde.

Jeg har stor, stor forståelse for, at det her er ubehagelige billeder. Men jeg anerkender ikke, at det skulle krænke familierne, at de her billeder bliver vist. Delt. Oplevet. Så har de her børns død måske i det mindste haft en lille bitte smule mening. At fjerne billederne af respekt for forældrene er en i tanken fin handling. Men det er alt, alt for sent. Respekt er noget, vi skylder at vise hinanden, mens vi endnu er i levende live. Det håber jeg, de her billeder kan være med til at føre til. At vi flytter vores respekt fra de, der døde uden for “hegnet”, til de mennesker der stadig er i live og rent faktisk kan bruge vores respekt til noget som helst.

Og hvem i alverden er vi at tale om respekt? Hvordan kan nogen tro, at vi har ret til at udtale os om respekt, når vi gør mennesker på flugt fra krig – børn, kvinder og mænd – op i kroner og ører. I euro. I risici for vores kultur. Vi har ikke ret til at tale om respekt. Vi skal klappe i og hjælpe. Alt hvad vi kan. Hvert eneste menneskeliv er værdifuldt. De her børn var ikke værdifulde nok i live til at få vores respekt. Nu kan de ikke bruge vores respekt til noget som helst.