UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Tag: samfund

Hvem ku’ du egentlig godt unde en smule?

Ja, tanken er jo, at det skal være en eller nogen, som ikke er dig selv eller dine allernærmeste. Ellers er det ligesom bare mere af det samme. Når jeg – hvad jeg gør mere og mere sjældent, for det er ikke et skue for folk med sarte sjæle – bevæger mig ud i dét debatdanmark, der driver med politiske spørgsmål, bliver jeg altid slagen af forundring over, hvor meget der tilsyneladende handler om at fortælle andre, de er grådige, og at de ikke skal komme her, for de får allerede rigeligt.

De unge og de studerende ser misundeligt på de ældre generationer. De ældre generationer skælder ud over alt og alle, mens middelklassen aldrig nogensinde rigtig bliver tilfreds, for de vil egentlig gerne have mere. De rige synes, de fattige er grådige, mens de fattige faktisk også synes, de rige er grådige. Lærerne er dovne, iværksætterne egoistiske, offentligt ansatte uduelige, privat ansatte en belastning for samfundet, fordi de alle får stress af at løbe så stærkt. Ingen kan rigtigt sige sig fri for at mene, at der findes andre grupper, som godt lige kunne skrue lidt ned for retorikken, kravene og tilraningen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte vores debatter et helt andet sted? Hvad nu hvis det hele begyndte med, hvad vi kan blive enige om? Hvis vi tog udgangspunkt i at mødes, forenede i ønsket om et så stærkt og velfungerende samfund som muligt, kunne det være, vi også blev bedre til at anerkende og forsøge at forstå hinanden. Eller hvad?

 

 

 

 

 

 

 

 

Er det helt åndssvagt? Jeg kan da for hulen ikke være den eneste, der er træt af den offentlige debat i de her år. Det er jo umuligt at se nogen som helst ønsker om at mødes, blive klogere og rent faktisk skabe en form for kompromisser. Alle vil have mere. Alle synes, andre får for meget. Alle synes, de andre er dumme. At de andre er landsskadelige. Økonomisk uduelige. Eller ikke kan se længere end til den næste skattelettelse.

Er vi virkelig så bange for at miste alle vores privilegier? Hvis samfundet rent faktisk har skabt alting så elskeligt, at vi så gerne vil værne om det, hvorfor har vi så så travlt med at nedbryde det ved hver eneste givne lejlighed? Eller er der noget, jeg overser – er det ‘bare’ demokrati, at vi konstant bryder meninger, taler nedsættende om hinanden og slår os på hinandens kanter; er dét demokrati? For så er jeg ikke helt sikker på, jeg synes, det er den mindst ringe styreform.

“Jeg vil gerne have sixpack og større muskler”

Ja, det er altså ikke mig, der har sagt det. Det kommer fra Valdemar, som er en af de tre (tilsyneladende) hovedpersoner i DRs Generation XL. Den kendte børnelæge fra Holbæk (som han hele tiden refereres til i programmet, og derfor har jeg glemt hans navn) har stor succes med at få overvægtige børn og unge til at tabe sig, og det er jo godt, hvis de enten gerne vil eller har brug for det af rent sundhedsmæssige årsager.

Valdemar er 12 år. 12 år. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvad sixpack var, og jeg var da rent ud sagt ligeglad med større muskler. Jeg kan mærke, mine hippie-gener giver udslag på et sted mellem max og Bo Henriksen, når jeg hører den slags. Det er én ting, at man ikke skal fodre børn og unge (eller nogen andre for den sags skyld) med uhyrligheder som sodavand dagen lang, fredagsslik hele ugen eller lørdagskylling om onsdagen. Det siger sig selv. Men ville det ikke være fint (jo; det synes jeg i hvert fald), hvis børn og unge lærte at spise varieret, lærte at balancere og lærte at motionere ikke handler om større muskler og sixpack men derimod om at have det godt med sig selv.

Nogen vil så mene, at det er nødvendigt med sixpack og større muskler for at have det bedre med sig selv, men så synes jeg, vi skal arbejde med det i stedet. Der er ingenting, der taler for, at livet bliver bedre med sixpack og større muskler. Livet kan blive spoleret, forstyrret eller begrænset af ingen muskler og af så meget overvægt, at det kniber at binde snørebånd, kniber at selv cykle de 1.200 meter til skakklubben og kniber at gå i seng, fordi man indtager så meget sukker, at alting drøner rundt i ægget konstant. Det er forstyrrende. Og ødelæggende. Og kan bekæmpes ved et fornuftigt og afbalanceret indtag af mere sunde ting.

Men hvem er det, der har fundet på, at vi alle skal have sixpack, større muskler, spise sundt, løbe maraton, ironman og ultraløb? Det er konkurrencestaten, der kalder på velopdragne soldater, som kan deltage med optimal effektivitet og lydighed. Det er samfundet, der kan spare på sundhedsudgifter, hvis vi bare alle lever det snorlige liv fra vugge over uddannelse og arbejdsliv til velopdragent at dø i så god tid, at vi ikke bliver en belastning ud over vores egne pensionsopsparing … Drop det.

(Disclaimer: Der er intet galt i at løbe maraton, ironman og ultramaraton – det er bare noget, der er skabt for en udvalgt skare. Det er ikke nødvendigvis noget, alle skal. Ligesom ikke alle skal leve af proteingrød og acaibær og skyr. Vi er – heldigvis og så længe det varer – forskellige. Det gad jeg godt, vi gjorde lidt mere for at holde fast i)

Orker ikke skændes længere – har brug for at blive klogere

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.05

Af og til rammes jeg af en form for selvindsigt. Det kan godt slå ret hårdt. Det kan også føre fine ting med sig, og det håber jeg faktisk, dette vil. Og jeg lover at gøre det forholdsvis kort.

– Jeg tror ikke, der findes henholdsvis gode og onde mennesker.
– Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at forskanse sig bag hver sine fastlåste argumenter.
– Jeg vil rigtig gerne lære mere om, hvad – om noget –  jeg overser i det store billede.

Så here goes: Jeg er helt sikkert dét, mange vil kalde en pladderhumanist. Jeg vedkender mig, at jeg ingen økonomisk sans har – om ikke andet så hårdt presset af min stakkels bankrådgiver. Og jeg kan have det med at gå rundt i et utopia. Jeg vil ikke sætte et nummer på antallet af flygtninge, der skal være i Danmark. Jeg vil til gengæld gerne sætte et nummer på, hvor meget landmænd må udlede i miljøet, og hvor mange mennesker, det er acceptabelt, er sygemeldte med stress.

Screen Shot 2016-02-19 at 17.07.39

Jeg forestiller mig dog ikke – jeg kender mange mennesker, der ville mere end betakke sig for den pladderhumanistiske label – at der er mange, der ligefrem opmuntrer til stress. Til mere forurening. Og så videre og så videre. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan jeg skulle formulere dette. For det bliver jo hurtigt mig, der smider en masse af mine holdninger på banen, og så beder andre komme med mod-argumenter. Så det her er det minimale antal argumenter, jeg åbenbart kan skrive (undskyld). Så er der ikke nok nogen fra cirka socialdemokraterne og ud til det yderste højre på det politiske spektrum, der vil fortælle mig, hvordan jeres drømmesamfund ser ud?
(Nu putter jeg lige en smule i munden på jer: Fx ift global opvarmning, elbiler vs fossilt brændstof: Er jeg en jubelidiot, hvis jeg vil undgå fossilt brændstof helt, eller hvordan skal en eventuel omstilling se ud? Eller skal vi ikke omstille, fordi vækst og udvikling ofte løser den slags problemer?)

Og jeg er ingenlunde interesseret i at skændes. Jeg vil så gerne blive klogere. Helt uden ironi og sarkasme og mudderkast. Jeg spørger af et oprigtigt hjerte, fordi jeg tror på dialog, samtale og fællesskab (er der også en holdning til det, er det også velkomment)

Besos, knus, tanker og kram ❤️

(PS: Jeg kan helt sikkert ikke sige mig fri for at være underlagt en eller anden form for sprogkode, diskurs eller andet lal, som gør mig partisk eller lignende. Er der noget, der alligevel støder på den ene eller den anden fløj, så helt og fra hjertet oprigtigt: Undskyld. Det var ikke meningen)

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.31

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑