Samsø – Ufærdige Tanker

En SamsØ-quickie

Jeg fik en på sinkadusen på Samsø. Et slag til selvforståelsen. Til drømmene. Til planerne. Og til troen på, at jeg da bare selv kan diagnosticere og knokle mig ud af livskriser. “Je’ e’ jo fynbo. Os får man ik’ ne’ me’ nakken”. Og så alligevel …

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.16.50

Jeg har sagt op. Er flyttet fra Samsø. Lige nu er status, at jeg er hjemme i Næsby (i Odense!), hos mine forældre i deres gæsteværelse i kælderen. Teknisk set er jeg ledig. Eller det vil sige, jeg er på ferie. Fordi jeg har hevet alle mine feriepenge til det kommende år ud, fordi jeg trænger til at have ro på en eller anden front – her blev det altså pengene. Så jeg er ok. Faktisk mere end ok. Jeg har det fint. Livet er en smule gyngende, uvist og (i klassisk forstand i hvert fald) mål-løst. Men jeg har det altså fint.

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.17.17
Hvorfor så hurtigt væk fra øen? Jeg kom godt fra land, var superhøj på “nyt job-adrenalin” i begyndelsen. Alle var søde, jobbet var udfordrende, og jeg lærte hele tiden nyt: Nye kolleger, nye naboer, nyt træningscenter, nye løberuter. Nyt, nyt, nyt. Og så kom der en dag. Ret hurtigt. 5 uger henne. Måske lidt mere. Eller mindre. Jeg husker, jeg tænkte – ret klart formuleret: “Nu er det nu, at hvedebrødsdagene er ovre. Nu skal du hive dig selv i nakken og gå til møde i borgerforeningen. Nu skal du slæbe dig til fodboldtræning. Deltage i ø-livet. Skabe et nyt liv.”

De følgende 4 weekender var jeg på fastlandet. Ture der længe havde været planlagt, men som kom som manna fra himlen i situationen. Vellykket timing. Det var helt fantastiske ture på fastlandet med søde venner, gode oplevelser, familiebesøg og en hel masse, som jeg slet ikke kunne forstå, hvordan jeg nogensinde kunne forlade.

I starten af maj var “fastlands-perioden” ovre, og jeg tænkte, at der vel var tanket ny energi. Slet, slet ikke. Aftenerne gik efter fast skema: På vej hjem fra job trillede jeg ind hos Netto og tankede op til ædegilder, som jeg godt selv kunne se – når jeg tænkte rationelt – tangerede spiseforstyrrelser af den bulimilignende slags – dog uden opkast-trangen. I stedet for at kaste op løb jeg som en besat – både for at kompensere og fordi løbeturene blev det vildeste helle. Ædegilderne fandt sted foran tv – jeg er ret godt opdateret på serier fra både Netflix, HBO, Viaplay og sågar Cmore – og så slæbte jeg mig i seng. Vågnede tidligt men stod op senere og senere for at komme på job. Jeg orkede ikke. Gad ikke. Havde ikke lyst til at skulle ud af sengen. En morgen vågnede jeg 04:57 og tænkte: “Å nej, du skal på arbejde.” Dér vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Det var slut med Samsø og mig.

Skærmbillede 2015-06-22 kl. 22.17.41

Hvordan forklarer jeg sådan en omgang hjemvé, klaustrofobi, ø-kuller og rester af fra fastlandet medbragt depression? Jeg sagde det, som det var. Og sagde op. Da jeg stadig var i prøveperioden, var det med dags varsel. Og derfor kunne jeg rykke af øen med det samme. Huset var der 3 måneders opsigelse på, men udlejer fik det lejet ud allerede 14 dage efter min opsigelse, så jeg pakkede mine efterhånden ganske få ejendele, trillede dem til Boxit i Odense (Næsby, for de lokalkendte) og flyttede ind i mine forældres kælder. Heldigvis omgivet af kærlighed, omsorg og rummelighed. Det er jeg taknemmelig for.

Hvad så nu? Joeh, jeg er i gang med at stykke et liv sammen fra bunden endnu engang. Og jeg har det bedre for hver dag, der går. Det er det vigtigste. Lige nu.

Samsø – hjælpsomhed to the max

Jeg er ikke blind for, at der er virkelig dejlige og hjælpsomme mennesker alle vegne. Jeg ser mange online, men jeg har også mødt en masse i virkeligheden – måske handler det allermest om, hvad man ser efter hos andre mennesker. Men … Jeg er komplet overvældet af den samske imødekommenhed. Der er et helt utroligt udpræget “Hvad kan jeg hjælpe med-gen” hos menneskene herovre. (Jeg kan ikke udelukke, dyrene er ligesådan, men det har jeg ikke mødt endnu).

Med fare for at jeg allerede har glemt noget af det igen, vil jeg her nævne en stribe af de dejlige hændelser, der har været i løbet af lige knap en måned herovre. Jeg skal I-kea i morgen. Så min kollega siger da bare til mig: “Du låner vores bil. Den kan du have meget mere i”. Og det har han ret i, men det er altså voldsomt sådan lige at låne sin bil ud et par døgn. Intet problem, dog: “Vær opmærksom på, at der kan være lidt bøvl med bagklappen”.

Min lidt lille bil. Mildt sagt. (og ja, det er taget i Odenses Ikea, men jeg købte ikke noget. Jeg osede bare ...) — Min lidt lille bil. Mildt sagt.
(og ja, det er taget i Odenses Ikea, men jeg købte ikke noget. Jeg osede bare …)

Forleden var jeg på kursus i Aarhus, hvor der var en enkelt anden samsing med også. I den første pause kom Susanne – det hed hun – og præsenterede sig. Hun ejer Rumogrooms, der ligger på min vej på arbejde. Jeg bor i Ørby, kører via Brundby til Tranebjerg. Susanne bor i Brundby. Lige i svinget ved bakken. Rumogrooms ser meget, meget flot ud. “Kig forbi til noget mad en dag og sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Bare sådan. Måske fordi jeg virker som en flink fyr. Nok mere sandsynligt, fordi vi bor på samme ø.

Eller da jeg købte brænde hos Ole fra Kolby Kaas. Jeg meldte blankt ud, at jeg ikke kunne hente brændet selv, så han tilbød at levere det den følgende formiddag. Og så satte vi os ellers i hans have og beseglede handlen med 2 timers snak og en stabel kopper kaffe. Da jeg kom hjem, ringede han: “Jeg fik besøg af en stærk mand, der hjalp mig med at laste brændet på traileren. Er du hjemme nu, kommer jeg med den. Så kan du tømme den i ro og mag, og så henter jeg den i morgen”. Øh tusind tak. Igen!

Det nu allerede berømte brænde. Det er godt brænde med lidt mere end middel brændværdi. Det er dejligt

Da jeg i dag kom hjem fra min eftermiddags-løbetur (nej, ikke hver eftermiddag, men tak fordi du spørger), var naboen ved at tømme sin bil for noget indkøb. Han kigger op, ser mig og kommer over: “Jeg må vist hellere hilse pænt på. Vi har ikke villet trænge os på, men nu er det tiden. Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Jamen pænt goddag. Hyggeligt at hilse på. Og tak. “Ja, jeg bemærkede jo i morges, at du bare har dit brænde liggende uden overdækning. Så bliver det da ødelagt. Jeg har vist en presenning nede i skuret. Jeg finder den lige frem og lægger den til dig”. Mere tak. Fruen i huset ankommer. “Hej, jeg hedder Ellen. Skal du til Ikea og købe senge? Vi har da en madras stående, du kan låne”. Endnu mere tak.

Eller den tirsdag, da jeg om morgenen fik besøg af Richard fra Samsø Bredbånd. Han skulle montere noget modtager og sætte nettet i sving. Dagen før havde jeg ringet, at jeg alligevel ikke kunne være hjemme klokken 8:30 som aftalt. “Jamen, hvad med jeg kommer 7:30 så? Jeg kan jo bare lukke mig selv ud”. Hvad? Så kommer han bare lige en time tidligere. Og ordner det hele. Det virkede perfekt, da jeg kom hjem 16:30. Hvor Svend fra radio og hvidevare-forretningen var i gang med at montere min nye vaskemaskine. De sagde til mig i butikken: “Den er her tirsdag”. Tirsdag formiddag går jeg forbi og spørger til levering. “Jamen, den er med det læs, der lige er kommet. Så kommer Svend senere i dag og sætter den til.” Og ganske rigtigt. Da jeg kom hjem, lå Svend på knæ på mit badeværelse. Havde selv fundet en ekstra stikdåse og fået det hele monteret. Jeg var ret ny dengang, så jeg sagde: “Jeg har ikke noget kaffe, men vil du have en kop te?”. Svend kiggede på mig. Lidt undrende. “Øh nej tak. Jeg har en kunde mere, så jeg må hellere køre”. Næste dag kørte jeg forbi Netto, og nu er der – og vil altid være – kaffe i huset. Den går som ny. Den går ikke en gang til ikke at have kaffe i huset. Det behøver ikke være Gevalia, men der skal være kaffe til gæster. Lesson learned!

Og sådan fortsætter dagene. Nye mennesker, jeg aldrig har mødt før. Eller nogen jeg møder for anden eller tredje gang. “Hej Michael, nåeh, du er ham den nye. Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Det er ret så fantastisk. Og det gode er, at det smitter. Jeg tager mig selv i at sige i et væk til folk: “Sig endelig til, hvis jeg kan hjælpe”.

Mens jeg i mit stille sind ærgrer mig over at medbringe en så ubrugelig kompetence som skriveri. Jeg er jo, når sandheden skal frem, mest til fint brug med kontorstol, hævesænkebord og tastatur. Mens jeg er knap så anvendelig, når der skal bygges hønsehus, renoveres udlejningsboliger, kalkes vægge, skoves brænde eller alt muligt andet praktisk. Jeg er en dør til natur, til historie, til fødevareproduktion (selv køkkenhave-fødevareproduktion), til madlavning og til en stribe andre ting. Jeg er god til skriveriet, og det i sig selv giver mig en rolle, men jeg fornemmer, at hvis jeg virkelig skulle kunne hjælpe i øst og i vest, kræver det flere praktiske evner. Det er så dejligt målbart lige at samle et skur, klippe en hæk eller save brænde med motorsav (det sidste er pænt farligt, hvis man ikke har udstyr til det).

Nå, min egne mangler til side; her er en fantastisk hjælpsomhed. Folk er søde, venlige og åben-armede. Jeg er vild med det. Og glad for det smitter. Jeg vil også have tatoveret mit indre med samme hjælpsomhed. Og det er godt på vej.

Samsø-tanker fra hoften (del 1)

Oh. My. God. Livet er vidunderligt. Skørt. Omvæltende. Overraskende. Og så alligevel … Helt kort: Jeg er flyttet. Landet på Samsø. Og i gang med nyt job. I ny bolig. Med nye kolleger. Nye opgaver. På en ny ø. Og helt ærligt – det er en anelse overvældende. Men det er ikke ubehageligt.

Torsdag og fredag sagde jeg farvel til Danske Spil. Og særligt til en hel, hel bunke dejlige kolleger. Med varme kram. Et lidt klemt hjerte. Og med stor taknemmelighed for et forrygende kapitel, der er slut. Jeg er blevet klogere. Dygtigere. Ældre. Og har fået en stak venner, jeg håber at bevare hele livet.

I weekenden fik jeg vist ingen nye venner. Min far og jeg brugte både lørdag og søndag på at flytte mine ting efter en minutiøst udtænkt plan: Lejet flyttebil i Odense. Hente nye madrasser hos Jysk i Odense. Trille over Storebælt til Herlev, hvor de fleste af mine ting var opbevarede hos en (nu ex-) kollega. Derfra til Frederikssund og hente flere ting, videre til Silvan, Frederikssund til små-indkøb – pitstop hos Trine’s Grill til et par hotdogs og så mod Kalundborg, hvor vi var fremme i alt for god tid til færgen. Det kan ikke afvises, at min plan var lidt off …

Ombord på færgen 17:45 og ankomst Samsø 19:15. Mørket havde sænket sig. Da vi triller ind i Brundby – den sidste landsby før Ørby, som er ’min’ landsby – har en (eller flere) spøgefugle trillet et par affaldsspande og et ”Her er åbent”-skilt ud på vejen. Jeg drejer resolut fra, men det viser sig at være en frugtesløs omvej. Tilbage igen. Jager far ud i mørket og handlekraftig som altid flytter han affaldsspandene, så vi kan komme videre.

Fremme ved huset finder vi ”nøglen under en sten til højre for trappestenen. Sådan gør vi herovre”, som udlejeren sagde til mig. Love it! Knap så meget ’love’r’ jeg, at vi ikke kan finde el-relæet. for der er ingen strøm. Og der er meget, meget koldt! Til sidst finder vi relæet – bag en dør! Hvem kigger nogensinde der???? Tænder for strømmen men da vi går i seng, er der stadig pivkoldt, og vi sover begge med to trøjer og strømper og ekstra dyner.

Søndag vågner vi og triller til Tranebjerg for at handle. Det går fint. Eller nogenlunde. De har ikke ret mange af de ting, jeg ønsker mig: Bruseforhængsstang. Tæpper til gulvene. Indefutter. Jeg bliver lidt irriteret. Muligvis er jeg stresset. Da vi kører ombord på færgen for at rulle flyttebilen ’hjem’ til Odense, glemmer vi at stille min cykel på Samsø-siden. Det virker ikke som et problem, bare vi husker den på Jyllandssiden.

Men så opdager jeg, at rejseplanen siger, at prisen stiger fra ”gående 106 kroner” til ”gående med cykel 381 kroner”, da jeg tjekker på hjemmesiden. Rimeligt dyr forglemmelse … Jeg bliver mere muggen. Og da jeg opdager, at vi fra Hou skal køre knap 40 kilometer på hovedvej til Horsens, ryger låget af: ”Hvad er det for noget? Hvorfor bliver vi ikke vist direkte ud på motorvejen? Direkte! Og så et skilt: Til højre -> Aarhus. Til venstre -> Tyskland. Hvorfor ikke?” Stakkels far må lægge øre til en del brokkerier, men til slut finder vi motorvejen og ruller sydpå.

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.